Med sin luftige, overrumplende og ofte finurlige leg med tonerækkerne lyder den amerikanske tenorsaxofonist Stephen Riley ikke som nogen anden. Som tilhører har man dog fast grund under fødderne, idet musikken bevæger sig i en solid jazztradition med værker fra den store amerikanske sangbog, og dertil er amerikaneren i det bedst tænkelige selskab.

Bassisten Lennart Ginman kan jo kunsten at lægge det rette fundament, og den i anden sammenhæng nok så velkendte Thomas Blachman er her bare en 100 pct. jazzmusikalsk – nuanceret, dynamisk og igangsættende – trommespiller. Og hvis man af en eller anden grund skulle have glemt, at pianisten Heine Hansen er mand for at spille melodiøst, virtuost og kreativt – og samtidigt så totalt uanstrengt, så får man da lige en påmindelse.

Kort sagt – Stephen Riley er en både spændende og fascinerende musiker, men ikke desto mindre formår det danske team – mere og mere – at stjæle billedet fra den amerikanske hovedperson.