Kunstnere lader sig sjældent kategorisere.«
Sådan har Patti Smith engang sagt, og set fra den vinkel, er hun selv en sand kunstner med sit vidtrækkende virke som digter, fotograf, sanger og sangskriver.
Og det hele spejles på hendes første regulære album i otte år, »Banga«, hvor bookletten gemmer på en smuk tekst om albummets tilblivelse og brydes af sorthvide fotografier, som for en stor dels vedkommende er taget af hende selv. Det sidste er et selvportræt taget i spejl, hvor hun træder frem som det let genkendelige ikon hun er; med langt uplejet hår om det smalle, let indsunkne ansigt og i en løs t-shirt.
Læser man teksterne til sangene, pendulerer de også mellem udtryk, som er velkendte for såvel Patti Smith som hendes fans. På den ene side er der de spirituelle, ofte naturinspirerede linjer som i eksempelvis »Seneca«: »O chariot of insect/O crown of wind/Two royal leopards/Run with him«.
På den anden er der de elegiske tekster, der kredser om tabet af enten egne nære eller kunstnere, Patti Smith beundrer. Som den afdøde franske skuespiller Maria Schneider og det britiske popikon og stofoffer Amy Winehouse.
»Just a dark smear masking the eyes/Spirited away buried in sighs«, lyder det om sidstnævnte i »This is the girl«, hvor backingbandet der er det samme som på Patti Smiths uforlignelige »Horses«-debut fra 1975 falder ind i en sødmefyldt, vellydende ballade.
Netop sødmen og vellyden har aldrig været mere åbenbar hos Patti Smith end på de to numre, som åbner »Banga«.
Først den vidunderlige »Amerigo« om den opdagelsesrejsende Amerigo Vespucci, hvor strygere og klar poesi føjes sammen om en velsvungen melodi, og siden i den ligeså stærke »April Fool«, der må være det tætteste Patti Smith nogensinde har været på en popsang. Let, smittende og med sin historie om unge elskende bohemer beslægtet med flere kapitler i hendes anbefalelsesværdige erindringsbog, »Just Kids«.
Ellers veksler »Banga« mellem strømførende rocksange som den fremragende »Fuji-san« og mere frie, slyngede forløb som »Constantine’s Dream«, og hele vejen igennem med bandet i meddigtende samspil med Patti Smith, der skiftevist synger og taler. Messende, distinkt, og med hilsener til den spoken word-scene, hun så ofte har stået på.
Vel er der passager, hvor Patti Smiths kontemplationer slår ind over grænsen til kedsomhed, og hvor intensiteten ikke er helt stærk nok til at bære kompositionerne. Men der er altså også nogle af de fineste øjeblikke i karrieren at finde på »Banga«, som hører til blandt den flerstrengede kunstners mest vellykkede udgivelser.
