Danskerduo funkler på bedårende toer

Den Los Angeles-baserede danske duo Quadron indfrier alle forventninger på sit andet album. Et stilfuldt og selvsikkert bud på moderne soul, der nok skal give international genlyd.

Sanger Coco Maja Hastrup Karshøj og producer og multiinstrumentalist Robin Hannibal viser, hvordan soulmusik skal lyde i 2013. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Der er sket ufattelig meget for Quadron, siden de udsendte deres debutalbum tilbage i 2009. For dem, der hørte den glimrende debut, var der ingen tvivl om, at sangerinden Coco Maja Hastrup Karshøj og producer og multiinstrumentalist Robin Hannibal kunne noget helt særligt sammen. Men at de her fire år efter skulle udgive deres længe ventede andet album »Avalanche« med massiv international opbakning fra legendariske Epic Records, var det nok de færreste, der havde set komme.

Quadron er brandvarme lige nu efter et begivenhedsrigt forår, der har skabt ikke så lidt buzz om bandet. Coco har gæsteoptrådt på både Tyler, The Creators seneste album og det Jay-Z-kuraterede soundtrack til »The Great Gatsby«, mens Robin for et par måneder siden udgav et af årets mest roste debutalbum med sideprojektet Rhye. Man ser konturerne af den perfekte storm tegne sig. Og nu hvor »Avalanche« har udgjort soundtracket til min sommer den sidste uges tid, må jeg sige, at de to danskere i den grad indfrier forventningerne.

Ufatteligt lækker lyd

Den energiske singleforløber »Hey Love« er allerede godt på vej til at blive en af årets helt store sommerhits. Og helt fortjent. Mage til smittende og bundcharmerende popsang skal man lede længe efter. Selv om resten af albummet ikke er helt så direkte i udtrykket, er kvaliteten i både sangskrivning og arrangementer dog ikke til at tage fejl af.

Lyt bare til de overdådige blæsere og strygere, der smyger sig om Cocos sødmefulde R&B-fraseringer og det funky groove på det fænomenale åbningsnummer »LFT«. Ren flødeskum for øregangene. Og sådan fortsætter de to danskere med at imponere på resten af albummets ti elegante skæringer, der både når omkring afdæmpet, elektronisk bossa nova på »Befriend« (med en fænomenal vokalpræstation af Coco), Stevie Wonder-inspireret shuffle-funk på »It’s Gonna Get You« og smooth 90er-funk på »Better Off« med cool gæstevisit fra rapperen Kendrick Lamar.

Med »Avalanche« er det lykkedes duoen at skrue op for poppen uden at gå på kompromis med alt det, der gjorde dem til så charmerende et bekendtskab i første omgang. Selv om jeg måske savner et par numre med lidt mere tempo på, har jeg alligevel svært ved ikke at overgive mig fuldstændig til Quadron. Til deres charme, deres stilfulde perfektionisme og deres ufatteligt lækre lyd.

Sådan skal soulmusik lyde i 2013.

Hvem: Quadron.
Hvad: »Avalanche«, Sony/Vested In Culture

Kan du ikke se afspilleren? Hør albummet på Spotify her.