Cody fortjener et gennembrud

Kaae og særklassen bugter og bøjer rockens formsprog til fem stjerner på deres fortrinlige tredje album.

Cody har grund til at være stolte over »Windshield«. Foto: PR Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»You can take the money, I don’t give a shit« synger Kaspar Kaae godt inde på det tredje fuldlængdealbum, han har begået sammen med kollektivet Cody.

Og selv om der altid har været noget umiddelbart appellerende over de sange, Kaae har forløst sammen med bandet, så fornemmes også en stærk integritet og en ligegyldighed over for mainstreamen og de dertil hørende pengestrømme.

Derfor kan jeg nu alligevel godt gå og drømme om, at Cody blev allemandseje. At de blev de nye Kashmir, som de manende, let krautrockende trommer, de facetterede arrangementer og den store melodiøsitet indimellem giver mindelser om på »Windshield«.

Men Kaae er en kunstner i sin helt egen ret og fortsætter sikkert og smukt med at udbygge og forstærke sin sangskrivning og bør prise sig lykkelig over at have musikere omkring sig, som forstår hans visioner, der igen folder rock, folk og postrockede ekskurser ind i selvfølgelige forløb. 

Som i »The Picture Of Everyone«, der åbner med tangenter, giver plads til en banjo og Kaaes mørke, fyldige stemme på en smukt foldet melodi – der dog med ét gør et ophold, næsten går i stå, for så at sætte i en ny retning i et hastigt, mere sammenbidt tempo og med en kort, fuldkommen vidunderlig hvirvel af horn og trommer som klimaks.

Ind i det lyse

Andre store oplevelser er titelnummeret »Windshield«, der med et cool drive i trommerne bevæger sig fremad og løber ind i morfinbløde, næsten psykedeliske passager og så igen ud i det foroverbøjede drive i selskab med en catchy guitarfigur. Og så ind i det morfinbløde igen.

Et andet højdepunkt er den popsensible, strygerforsirede og i det hele taget sygt velarrangerede »Rotterdam« og den væsensbeslægtede og smukke »The Medic Blues«, hvor Kaae – som andre steder på albummet – vover sig ind i et lysere register.

Hele dette sammensatte, men uhyre melodiøse værk er lagt i en tyk, tæt produktion, der harmoniserer uden at forfladige, homogeniserer uden at slibe kanter.

Om »Windshield« er Codys stærkeste album til dato, er svært at sige. De har begået så mange brandgode LPer og EPer. Men fortjener et stort gennembrud. Selv om de ikke synes at give »a shit« for penge og popularitet.

Hvem: Cody.

Hvad: »Windshield«, Slow Shark Records