Smukke begyndelser

Et af de mest frugtbare tiltag på den danske musikscene er bandkollektivet Copenhagen Collaboration.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Her hjælper navne som CODY, Sleep Party People og Alchoholic Faith Mission hinanden på kryds og tværs, og nu er det så Sidse Holte og Line Felding, som melder sig med et debutalbum. Sammen kalder de sig Monkey Cup Dress og byder på lys, tostemmig sang og akustiske, håndspillede arrangementer. Cello, ukulele og mere eksotiske instrumenter tegner det afdæmpede udspil, hvis første nummer »Alive« er ladet med poesi og lyder som Agnes Obel, når hun er bedst. Sangens nuancerigdom modsvares imidlertid i den efterfølgende enkle, naivistiske »Honolulu« og midt mellem de to udtryk står »How Can It Be?«, albummets stjernestund, hvor duoen finder sammen om en vidunderlig melodi. »Monkey Cup Dress« er i det hele taget et løfterigt, facetteret og stemningsladet bekendtskab - og endnu en velkommen knopskydning på Copenhagen Collaboration-stammen.