Bølgebryder søges

Hvad enten Laust Sonne har spillet legesyg jazz (Bugpowder), sexet glam (Dear) eller bastant stadionrock (D:A:D), har det altid været med en snert af pop og funk. Som givetvis skal tilskrives multimusikerens kærlighed til Prince.

Laust Sonne: »Laust Sonne« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Denne gang kaster Sonne sig over poppen fra forskellige vinkler - fra den kølige, tilbagelænede ende i »Childs« til eurodanceinspireret klubmusik i »Vertigo« - de musikalske farver, former og virkemidler skifter i ét væk. Til at binde det sammen til et hele anvender Sonne jagten på det store omkvæd og en ensidig, let pen om kærlighed, om hende. Resultatet lyder både godt og hult. Det store lydbølgebrydende hit mangler, men melodierne lander dæleme. Til gengæld er arrangementerne helt ekstremt skabelon-klingende og løftet fra de forgangne tre års pophistorie med afsæt i discoen og den senere funk. Så meget at man bliver i tvivl om, hvorvidt det er rene formeksperimenter, der fylder højttalerne? Skabt fordi han kan.