Jeg føler lidt, at vi har skrevet en variation over denne anmeldelse før i løbet af året. 2016 har ikke skortet på politisk vakte, socialt indignerede plader fra store sorte amerikanske artister. Plader, hvor det personlige bliver flettet ind i det politiske. Fra Beyoncé og Solange til Blood Orange og Common.
Og nu altså også Alicia Keys. Sådan da. Hendes sjette album, »HERE«, er en personligt hyldest til hjembyen, New York, og alt det, hun er rundet af. Til byens kvinder og mænd og børn og musik og historie. Til gospel, ghetto og gud i himlen.
Og nøj, hvor det klæder hende at hæve blikket væk fra kærlighedens skærmydsler, som ellers har fyldt så meget i hendes sangskrivning, siden hun bragede igennem med debutalbummet »Songs in A Minor« i 2001.
For det er, som om det bredere udsyn samtidig har skærpet den yderst talentfulde Keys’ kunstneriske fokus. Ligesom hun på det sort/hvide albumcover ses nøgen og makeup-løs med det store afrohår slået ud, er musikken fokuseret og uden overflødig fernis. Oftest er der kun få, men yderst velvalgte elementer i spil: Et simpelt, men slagkraftigt breakbeat, kønne tangenter, der både trækker på jazzen og det klassiske, en rå akustisk guitar, besjælede gospelvokaler.
Især starten på albummet står rigtig stærk med sange som »The Gospel«, hvor en opildnet Keys rapper billeder fra livet på bunden frem over et mekanisk New Orleans-marchbeat og slavegospelkor. »Pawn It All« bugter sig som et moderniseret take på en gammel slaveblues, mens »She Don’t Really Care/1 Luv« er smækkert jazzet neo-soul, der virkelig klæder Keys’ ode til den sorte NYC-kvinde, hvis rødder i teksten forgrener sig til både det gamle Egypten, Somalia og Kingston.
Flere af sangene glider sømløst sammen med små interludes om sort identitet og stolthed. Både Black Panther-ikonet Elaine Brown og Queens-rap-ikonet Nas dukker op og dropper visdom, ligesom man også fornemmer en vis åndelig arv fra Marvin Gayes »Inner City Blues«.
Alicia Keys gør kort sagt rigtig meget rigtig godt på denne plade. Men på tekstsiden når hun ikke helt tørskoet i land. Hun er bedst, når hun bliver super konkret, men flere steder forfalder hun til nogle lovlig vage formuleringer. Og så falder de åbenlyst store ambitioner desværre til jorden. Specielt sammenlignet med de stærke 2016-plader, hun lægger sig i slipstrømmen af.
Hvem: Alicia Keys
Hvad: HERE (Sony Music
