Elvis ændrede ungdomskulturen for altid. Ny fremragende bog forklarer hvorfor

En ny bog sætter rockkongen, fanfællesskaberne og mytologien omkring ham ind i en dansk kontekst. Vi kigger tilbage på dengang, anderumper, mælkepops og jitterbug indtog København til tonerne af »Hound Dog«.

Elvis var rebellen med den respektløst frie krop, den blide kærlighedssanger, den mandlige Marilyn (læs: sexsymbol), den sorte mand i den hvide hud, playboyen på det hvide lærred og til sidst den glamourøse superhelt i den ikoniske hvide gabardinedragt med rhinsten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alan Spearman/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Åhh, frøken Axton, han er bare et stort, smukt stykke forbuden frugt.«

Sådan lød det henført fra en ung amerikansk teenagefan, der havde oplevede Elvis' første koncerter i Daytona Beach i Florida i 1955.

Med sine bluesede fraseringer, suggestive hoftevrid og fængende rockmelodier blev Elvis Presleys indtog på musikscenen et populærkulturelt jordskred, hvor musik, krop, oprør, seksualitet og følelser flettede sig ind i hinanden. Elvis blev synonym med frisind, frihed og et opgør med 50ernes stramme seksualmoral, og hans plads i populærkulturen kan ikke undervurderes – ligesom med få andre popstjerner som Prince, Madonna og Beyoncé er vi stadig på fornavn med Elvis her 43 år efter hans død.

»Elvis blev kun større efter sin deroute og død på Graceland i 1977, og både mediernes og anmeldernes blik på Elvis ændrede sig heldigvis med tiden. Han blev ikke længere beskrevet som en flødebolle, men respekteret for sin evne til at udtrykke modstridende følelser som smerte, glæde, styrke og blidhed i samme sang og ikke mindst revolution af popkulturen.«


Historielektor Bertel Nygaards fremragende bog »Elvis i Danmark – 65 års populærkultur« fortæller historien om Elvis i en dansk kontekst igennem citater og uddrag fra danske medier. For selv om Presley aldrig nåede at besøge Danmark, fik han afgørende betydning for både rockscenen, men også dansk ungdomskultur og dannelsen af de globale, popkulturelle fællesskaber, som stadig dyrkes intenst verden over om stjerner som Billie Eilish, Drake og Rihanna.

En rocket kulturkamp

Danske medier var dog ikke begejstrede for Elvis i starten. Rock'n'roll blev afskrevet som en tosset modedille. Og ligesom forældregenerationen i USA beskrev flere aviser Elvis' musik som støj – men det værste var dog hans seksuelt ladede optræden og påvirkning af ungdommen. Som Berlingske Tidende skrev om en amerikansk koncert med Elvis i 1957:

»Bukserne var for skrappe, skriver aviserne, men i bekymrede forældres politianmeldelser siges det, at rok og rul-kongen ikke havde generet sig for på scenen at gøre tvetydige og obskøne bevægelser i dem.«

Elvis Presley i 1956. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix.

Som Nygaard viser med sin gennemresearchede bog, var lyden ikke kun høj, den markerede også en kulturkamp. Elvis' musik var mere frigjort, kropslig og rå end den jazz- og swingmusik, der dominerede i radioen. Hans sange appellerede i lige så høj grad til også kroppen og seksualiteten, som til hjernen. Når Elvis som et af de første idoler på musikscenen seksualiserede mandekroppen, var det, som Nygaard pointerer, et opgør med flere århundreders dominerende blikretning.

Hidtil havde mændene i populærkulturen betragtet og begæret kvinderne, som var bevidste om, at de blev beskuet – bestemt ikke omvendt. Af samme årsag beskrev flere danske medier i slutningen af 50erne nedladende Elvis som »tøset«, iklædt »pigebluse« og en, der som »kønsvæsen« fremstod noget »dobbelttydig«.

Racistiske stereotyper

Rock’n’roll var for rytmisk, for kropsligt og for ekstatisk – eller for sort. I det hele taget var danske mediers første omtaler af rock'n'roll præget af racistiske stereotyper om »de vilde sorte«. For eksempel skrev Berlingske Tidendes musikjournalist Allen Jensen i artiklen »Rock' og Rulle' er den nyeste galskab i USA«:

»Den rytme er ikke i vores blod, og hvorfor anfægter den kun unge mennesker?«

Og Lolland-Falsters Folketidende skrev følgende om en koncert med Elvis i Jacksonville i 1955: »Vi blues ved at skulle fortælle mere om Presley, men visse ting bør fremdrages til skræk og advarsel. Da han optraadte i Jacksonville, en lille by i Florida, flaaede næsten alle hans kvindelige tilhørere tøjet af under hysteriske anfald, prøvede at storme scenen for at faa en flig af hans tøj eller en tot af hans haar og opførte i den grad scener, at myndighederne maatte skride ind. De unge samledes derefter i metodistkirken for at bede for hans sjæl.«

Elvis som vækkelsesprædikant. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix.

Den danske lokalavis smurte lovligt tykt på i beskrivelsen af Elvis' koncert (som var baseret på en reportage i det amerikanske magasin Life). For eksempel havde ingen unge kvinder smidt tøjet, ligesom detaljen med metodistkirken var fri fantasi. Men det passede ind i samtidens skræmmebillede af Elvis som en slags popkulturel vækkelsesprædikant, der lokkede ungdommen i fordærv med løftet om oprør og en gryende teenageseksualitet.

Mælkepops og jitterbug

For ungdommen var der dog ingen vej tilbage efter mødet med Elvis' musik. Og »Elvis i Danmark« er et stærkt tidsbillede af ungdomskulturen i slut-50erne og start-60erne, hvor unge klædte sig i læderjakker, satte håret med pomade ligesom deres idol og dansede jitterbug og rock'n'roll-dans på danserestauranten National Scala og Folkets Hus (i dag spillestedet Vega).

Det var på det tidspunkt, at medie- og reklamebranchen fik øjnene op for teenagere som målgruppe med nye danske idolmagasiner, singlevinylplader og såkaldte mælkepop-barer (introduceret af Den Danske Mejeriforening), hvor unge kunne høre engelsksproget rock'n'roll og drikke kold milkshake – præcis som i det forjættede land USA.

Samtidig begyndte danske Elvis-fans at organisere sig i fanklubber, der selv producerede magasiner om deres idol, hvor de rapporterede om rockkongen. Billederne fra Skagen Elvis Presley Fan Club med henførte blikke og Elvis-singler på rejsegrammofonen er fantastiske og for en millennial som jeg (født mellem 1981-96) et indblik i en analog tid før internettet.

Men historien om rockmusikkens danske indtog er også fortællingen om et gryende ungdomsoprør mod autoriteter og stram seksualmoral, hvor unge dansede på Rådhuspladsen efter premieren på »Rock Around The Clock« i 1957 – en begivenhed, der endte med, at politiet trak kniplerne mod de unge biografgængere.

Margrethes møde med Elvis

Accepten af Elvis' musik vandt især indpas, efter at en ung prinsesse Margrethe mødte ham i Hollywood i 1960 sammen med prinsesse Astrid fra Norge og den svenske prinsesse Margaretha. Men rockkongen blev stadig afvist af datidens kulturelite – og fra politisk side måtte den socialdemokratiske kulturminister Julius Bomholt i forbindelse med forhandlingen af en ny bibliotekslov love, at man ikke ville støtte udbredelsen af Elvis-plader som »Return To Sender«.

»Klistret«, »fordærvende« og »ødelæggende for ungdommens musiksmag«. Fold sammen
Læs mere
Foto: John Gurzinski/AFP/Ritzau Scanpix.

60ernes toneangivende anmeldere som Klaus Rifbjerg, Per Kirkeby, Jørgen Leth og overraskende nok også journalisten og rebellen og medgrundlægger af Christiania og Thy-lejren Jacob Ludvigsen forkastede Elvis' musik og talrige film som »klistret«, »fordærvende« og »ødelæggende for ungdommens musiksmag« – den pop, som Elvis' lavede, var overfladisk og tom og blottet for sjæl, sammenlignet med »rigtig« autentisk musik som for eksempel Bob Dylan, Janis Joplin og Jimi Hendrix. Det leder tankerne hen på nutidens kritik af popstjerner som Beyoncé som mindre autentisk, fordi hun ikke skriver sine sange selv. Men det gjorde Elvis som bekendt heller ikke.

De mange Elvisser

Elvis blev kun større efter sin deroute og død på Graceland i 1977, og både mediernes og anmeldernes blik på Elvis ændrede sig heldigvis med tiden. Han blev ikke længere beskrevet som en flødebolle, men respekteret for sin evne til at udtrykke modstridende følelser som smerte, glæde, styrke og blidhed i samme sang og ikke mindst revolution af popkulturen.

Som kulturikon er Presley for længst blevet løsrevet fra sin oprindelige kontekst. Men en af bogens største styrker er Bertel Nygaards forskellige versioner af Elvis: Rebellen med den respektløst frie krop, den blide kærlighedssanger, den mandlige Marilyn (læs: sexsymbol), den sorte mand i den hvide hud, playboyen på det hvide lærred og senest den glamourøse superhelt i den ikoniske hvide gabardinedragt med rhinsten. Elvis er stadig en af de bedst sælgende popstjerner nogensinde, og det populære Elvis-museum Memphis Mansion uden for Randers med Nordeuropas største samling af vinylplader og memorabilia, vidner om hans fortsatte store popularitet.

Der findes mange danske bøger om Elvis' betydning med Torben Billes »Den evige Elvis« som en af de bedste. Men Bertel Nygaards bog sætter Elvis ind i en samfundsmæssig og popkulturel kontekst, så man forstår, hvorfor han kom til at ændre ungdomskulturen for altid.

Bertel Nygaard: Elvis i Danmark – 65 års populærkultur

Sideantal: 266. Pris: 349,95 kr. Forlag: Gads Forlag

Elvis er siden sin død blevet kopieret, beundret, diskuteret – og savnet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oli Scarff/AFP/Ritzau Scanpix.

LÆS MERE