Betonen revner, men nedrivningen af Amagers første højhus lader vente på sig

Siden 2011 har det været besluttet, at Amagers første højhus skulle rives ned. Det er også stadig tanken, men det lader vente på sig. Højhuset kommer sandsynligvis til at stå i flere år endnu.

Det har længe været planen, at højhuset på Peder Lykkes vej skulle rives ned. Men det ser ud til, at det kommer til at stå flere år endnu. Fold sammen
Læs mere
Foto: Google Streetview
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På trods af revnende beton ser det ud til, at Amagers første højhus på Peder Lykkes vej 61 kommer til at blive stående i flere år endnu.

Det har ellers været planen siden 2011, at bygningen skulle rives ned og beboerne genhuses, så man kunne etablere rækkehuse på grunden.

Det er ikke sket endnu, og selvom den nuværende administrator af bygningen, Domea, fastholder, at planen er at rive bygningen ned, så kan der gå lang tid, før det sker.

»Huset er fra 1971, og betonkonstruktionen har en begrænset levetid. Bygningen vedligeholdes og efterses kontinuerligt, men på den lange bane kan det simpelthen ikke betale sig at vedligeholde den. Inden for en overskuelig årrække vil huset skulle rives ned,« skriver Domea i en mail til mediet AmagerLIV.

AmagerLIV skriver, at sagen om det skrøbelige højhus går helt tilbage til 1988, hvor en betonrapport viste, at betonelementer i det 50 år gamle højhus havde revner og var så dårlige, at de burde skiftes.

Det har dog vist sig, at det ville være lige så dyrt at renovere højhuset, som det ville være at rive det ned.

Højhuset er i dag under skærpet tilsyn og får to eftersyn om året, fordi det i 2017 viste sig, at bygningens beton nedbrydes hurtigt, og at det sker i et accelererende tempo.

Der er 16 etager i den grå betonbygning, som har i alt 240 boliger. Heraf er omkring 172 ungdomsboliger på midlertidige lejekontrakter, mens cirka 68 er ældreboliger.

Når bygningen skal rives ned, er det meningen, at beboerne på de faste kontrakter skal genhuses, oplyser Domea til AmagerLIV.