2 stjerner: Frontberetningen fra Suzanne Brøggers navle kan trække vitaliteten ud af de fleste

AOK
Litteratur
Anmeldelse

Boganmeldelse: I »En forfatters dagbog 2010-2020« er Suzanne Brøgger primært optaget af sit eget indre og stærkt utilfreds med, at der udenfor hendes egne idiosynkrasier findes mennesker, som mener anderledes. Efter endt læsning er jeg er stadig i healingsproces, erkender Berlingskes anmelder, Eva Selsing.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Suzanne Brøggers seneste bog er en samling af dagbogsnotater fra 2010-2020. Dagbøger kan være fascinerende. En lidt hemmelig, privilegeret adgang til et andet menneskes private tanker. Bagsiden er fuld af selvtillid på bogens vegne: »Seismografisk registrerer hun sin omverden – aldrig bange for at sætte sig selv i spil,« som der står. Det kan man da ikke andet end glæde sig til?

Den »seismografiske« omverdensregistrering falder i tre kategorier: politiske tanker, deltagelse i forfatterrelaterede aktiviteter og små referater af samvær med andre, krydret med referencer til litterære klassikere og tænkere. Ofte afsluttet med navnet på det hovedmåltid, forfatteren indtog den dag. En francais.

Datteren Luzia beskrives varmt. Husbonden Keld tegnes ukærligt som et klagende, helbredssvigtet væsen, der primært interesserer forfatteren, når han taler om hende. Mange får med krabasken i sure, indskudte sætninger.

Mildhedens lys skinner på dem, der roser og beundrer Brøgger. Som en dame, der kom hen til hende og sagde »du er det klogeste menneske, der befolker denne jord.« Eller »Birthe«, der ytrede, at SB var den bedste bog, hun læste det år. Eller en anden, der »får gåsehud ved at læse mig.«.

Forudsigelig

Hvad angår det politiske, fylder det meget for en kvinde, der flere steder hævder ikke at ville deltage i ideologiske kampe. Det skorter i hvert fald ikke på holdninger, som lægger sig i det jævnt forudsigelige kulturradikale spor.

Højrefløjen og »nyfascismen«, Trump og Brexit. Det hele er 1930ernes genkomst – hej, Goebbels. Danske sædklinikker er populære, fordi folk gerne vil have blonde, blåøjede børn, og det viser, at Hitlers tusindårsrige er en realitet. Selvfølgelig.

Et fast indslag er bekymringen over Det Danske Akademi, som Brøgger sad i indtil for nylig. Med Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelt kom der mennesker ind i selskabet, som havde andre holdninger end Brøgger og venner. Det har været traumatiserende for forfatteren, som virker besat af Stjernfelt, der beskrives som en »sygdom« og »islamofob« – og Flemming Rose, hvis trusler på livet hun affejer som selvforskyldt.

I det hele taget er stemningen i bogen træt, irritabel og iltsvindsagtig. Livet er hårdt, selvom man er feteret. Alle vil have fat i »SB«, som hun stedvis refererer til sig selv som. Invitationer til prisuddelinger, afholdelse af taler, medieoptrædender. »Jeg kan ikke vise mig offentligt, uden at nogen vil have mig til at skrive et forord.«

Adskillige gange slår forfatteren fast, at hun har givet så meget til verden, ladet sig invadere, at det har gjort hende udmattet. »99 ud af 100 ville være bukket under, hvis de havde været ude for det, jeg har oplevet.« Men hun skylder ikke verden noget, hvilket hun ofte minder sig selv om.

Kedeligtoget

Når man som læser har vænnet sig til bogens stil – og det gør man temmelig hurtigt – er det som at sidde på kedeligtogets længste strækning. Jeg tog mig i at tjekke ud flere gange undervejs, og jeg måtte gå tilbage i teksten for at indhente det tabte. Indholdet gentager sig selv, blot med forskellige navne.

Et drys litteraturklassiker – »hver gang, jeg læste Proust« – et drys møde med kendt litterat eller forfatter (»søde Katrine«, »dejlige Nanna«, »min elskede Judith«), et drys Stjernfelt-induceret harme, et drys parforholdsnote om gemalen, et drys vrede over højrefløjen.

Banaliteterne står i kø, oftest i snedig sampak med en tænker eller forfatter, der kan give stråleglans til de meget jordnære betragtninger. Eksempelvis leder en Kierkegaard-reference Brøgger til denne dybsindighed: »Hvis man insisterer på at få alt, ender man med at få intet.« Og det er jo så sandt, som det er sagt.

I »En forfatters dagbog 2010-2020« beskriver Suzanne Brøgger hverdagslivet på landet, rejser og begivenheder, giver nøgterne registreringer, kommenterer den samfundsmæssige og politiske udvikling og fremlægger længere refleksioner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gyldendal.

Et sted skriver Brøgger om sine økonomiske trængsler. Hun må, konstaterer hun, til at leve »the good and simple life.« Altså det enkle liv med cashmere-indkøb, Mont Blanc-fyldepenne og sneglespisning i Frankrig, møder i FN, prismodtagelser og -overrækkelser, receptioner på Gyldendal og middage med forskellige andre koryfæer. Ak ja.

Gode Greta

Først hen imod bogens sidste sider vågner dagbogsskribenten af sin repetitive slummer. #Metoo, Black Lives Matter og Greta Thunberg er beviser på, at verden alligevel er god.

Udsigten til en gentagelse af Brøggers egen generations oprør virker tydeligvis vederkvægende på hende, der til slut helt smider mimrestokken og udbryder et dionysisk »det er nu, det sker, nu, hvor ingenting mere er det samme, og alt er nyt.« Det sjove er, at det slet ikke virker nyt, hvilket forfatteren selv bekræfter adskillige steder med sin korrekte paralleldragning mellem ’68 og i dag.

»En forfatters dagbog« er på sin vis en modig sag. Den afslører et af landets mest privilegerede, feterede mennesker som stærkt optaget af sit indre og stærkt utilfreds med, at der udenfor findes mennesker, der mener noget andet. Men kedelig, dét er den altså. Samfulde 426 siders indskydelser om dit og dat kan trække vitaliteten ud af de fleste. Jeg er stadig i en healingsproces efter endt læsning.

Ikke engang Brøggers mandlige modstykke, Carsten Jensen, ville belemre os med noget lignende. Hvorfor forfatteren dog vil afsløre sådan noget for os andre i en bog, der i øvrigt er tømt for interessant indhold, er mig en gåde.

»En forfatters dagbog 2010-2020«
Forfatter: Suzanne Brøgger. Sider: 426. Pris: 299,95 kroner Forlag: Gyldendal.