Carsten Jensen foretager et nødopkald til en »planet med selvmordsbælte«

Boganmeldelse: I debat- og essaybogen »Bjælken i mit øje« bevæger Carsten Jensen sig fra det fredelige Østerbro til krigsskuepladsen i Afghanistan uden rysten på hånden, skriver Berlingskes anmelder.

De krige, der fulgte efter angrebet på World Trade Center i 2001, udgør et hovedspor i »Bjælken i mit øje«, og Carsten Jensen lægger ikke fingrene imellem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Det begynder på Østerbro. Lige ud for legepladsen ved starten af Rosenvængets Allé. Her oplevede Carsten Jensen, som han fortæller på de første sider i sin nye debat- og essaybog, »Bjælken i mit øje«, en sommeraften et umotiveret overfald, et i bogstavelig forstand slående eksempel på det, som meget dækkende går under betegnelsen blind vold.

Springet er stort fra det normalt fredelige Østerbro til krigsskuepladsen i Afghanistan, som Carsten Jensen for nogle år siden skildrede så fremragende i romanen »Den første sten«, men det er i spændet mellem overfaldet ud for legepladsen og krigszonen i Afghanistan, eller for den sags skyld i Irak og Syrien, at Carsten Jensen foretager sin indkredsning af »den evige krig« og »glæden ved at slå hinanden ihjel«.

»Han kan med digteren Gustaf Munch-Petersen som et af vidnerne drage tankevækkende sammenligninger mellem de Spaniens-frivillige fra 1930erne og nutidens Syrienskrigere.«


De krige, der fulgte efter terrorangrebene i USA i 2001, udgør et hovedspor i »Bjælken i mit øje«, og Carsten Jensen lægger ikke fingrene imellem, når han analyserer og vurderer Danmarks rolle som krigsførende nation. Som intellektuel fighter demonstrerer forfatteren sit særlige, hårdtslående potentiale, når han går i clinch med en række danske politikere. Men det er i viljen til at analysere og forstå de mekanismer, der starter krige og holder dem i gang, at »Bjælken i mit øje« bliver rigtig spændende, og perspektiverne bliver mest deprimerende:

»Men i disse krige er der ingen sejrherrer, kun pauser eller nederlag, der aldrig når at blive definitive, før krigen ændrer karakter og starter på ny. Når sandheden altid bliver krigens første offer, skyldes det ikke kun skamløs propaganda, men også, at ingen ønsker at lære af krigen. Sandheden står altid i vejen for den fortælling om godhedens kamp mod ondskaben, som enhver krig baserer sig på«.

Når værnepligtige erstattes af professionelle

I essaybogen, der er bygget op og stykket sammen af 204 korte tekster, hvor den ene sekvens griber fat, hvor den anden slipper, bevæger Carsten Jensen sig langt omkring på slagmarkerne og i krigens landskaber. Fra aztekernes og De Røde Khmerers dødningetårne kigger massakrernes umenneskelighed forfatteren direkte i øjnene, og han henter flittigt synsvinkler og stikord til signalementet af krigen i litteraturen, fra Homers »Iliaden« med indledningen »Vreden, Gudinde besyng« til den syriske forfatter Samar Yasbek, der sætter rystende aktuelle ord på almindelige menneskers helt banale frygt midt under en krig:

»Mine fingre kradsede i luften i håb om at få fat i bare et eller andet levende … Tapperhed betød ikke længere noget; vi var blot skrækslagne dødelige, der flygtede fra truslen om tilintetgørelse.«

Foto: Politikens forlag.

Uden rysten på hånden mobiliserer Carsten Jensen en overflod af sigende citater og perspektiverende referencer fra bøger, aviser og rapporter og bruger dem effektivt til at udbygge og underbygge fremstillingen.

Han kan aktivere Sisyfos-myten til belysning af den fortsatte krig i Afghanistan. Han kan med digteren Gustaf Munch-Petersen som et af vidnerne drage tankevækkende sammenligninger mellem de spaniensfrivillige fra 1930erne og nutidens syrienskrigere. Han kan beskrive jagten på »den store fortælling«, der giver form til en kaotisk verden blandt tilhængere af Islamisk Stat og blandt de kristne i Midtvesten.

Illustrativt er det, når forfatteren påviser en udvikling og et skift i holdninger gennem et sprogligt skred fra flygtningekrise til flygtningekrig. Fra at være mennesker i nød, er flygtningene blevet forvandlet til en truende invasionshær.

Slående almindelighed

Skræmmende er signalementerne af terroristen med bombebæltet eller af manden, der fra 32. etage på Mandalay Bay Hotel i Las Vegas begik det største massedrab i USAs nyere historie. Mest slående er mandens almindelighed, og spørgsmålene omkring radikaliseringens og ensomhedens mekanismer bliver hængende i luften længe efter læsningen.

Med sine korte, knappe kapitler hober »Bjælken i mit øje« motiver og temaer til overvejelse op foran læseren, der snart præsenteres for »krigens store vi« og den oplevelse af samhørighed, som nogle soldater fortæller om, snart henviser til »den ultimative form for livsbekræftelse«. Et af de store spørgsmål, »Bjælken i mit øje«, rejser, er, hvad det betyder, når den værnepligtige soldat afløses af den professionelle, sådan som det sker overalt. Er det krigens værste fjende, soldatens samvittighed, der elimineres?

Omfattende research, skarpe analyser og benhårde formuleringer gør »Bjælken i øjet« til en debatbog helt i Carsten Jensens stil og ånd. Megen tvivl sniger sig ikke ind i teksten undervejs, men stimulerende og alarmerende læsning er forfatterens nødopkald til en »planet med selvmordsbælte« under alle omstændigheder.

Bjælken i mit øje

Forfatter: Carsten Jensen Sider: 272 Pris: 150 kroner Forlag: Politikens Forlag