Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Næstekærlighed

»Vi kan ikke slå hinanden i hovedet med næstekærlighed og menneskesyn.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da hundredvis af asylansøgere en september-weekend vandrede på de danske motorveje uden respekt for love og myndigheder, blev begrebet næstekærlighed med ét nærværende. Her var mennesker, der søgte hjælp, og danskere, som uopfordret og af god vilje var parat til at hjælpe.

Den gode vilje til at hjælpe andre skal man hverken nedgøre eller latterliggøre, selv om måden, hjælpen blev konkretiseret på, måske ikke var gennemtænkt. En løsning på asylproblemet er ikke at etablere uautoriserede transportruter fra Rødby til Malmø, hvad den svenske regerings beslutning om nærmest at lukke Øresundsbroen vidner om. Nok så interessant er, at det kristne budskab om næstekærlighed blev til et argument i den politiske debat – i et land, hvor vi ellers søger at holde religion og politik adskilt.

Det viser, dels at næstekærlighed som begreb er alment og rodfæstet, dels at kristendommen som historisk og kulturel arv har fat i os alle, om vi nu vil være ved det eller ej. Man kan undertiden ikke lade være med at more sig over så ivrigt og bastant, ateister og folk, som aldrig kunne drømme om at sætte deres ben i en kirke, er i stand til at udlægge teksten – som dog ellers har været diskuteret af teologer og skriftkloge i 2.000 år.

Men Det Ny Testamente er ikke et sæt dogmeregler, hvor man kan krydse af, om man har leveret varen dag for dag. Kristendommen har sat hver enkelt af os fri. Først og fremmest til at tage ansvaret for vores eget liv på os. Derfor kan man heller ikke indføre næstekærlighed ved lov eller pådutte borgerne den som en anden paragraf i en ministeriel betænkning. Budskabet lyder: Elsk din næste. Ikke: Elsk den næste. Bibelen pålægger os ikke en vision om at favne alle mennesker på Jorden. Men mere beskedent, at vi i det daglige prøver at opføre os anstændigt over for dem, der står os nær.

Om vi således vil tilslutte os Venligboerne og yde et stykke praktisk arbejde, eller, som de fleste af os, nøjes med at give en ekstra skærv til en velgørende organisation ved juletid, er en privatsag. Det ene er ikke mere kristent eller humant end det andet. Vi kan ikke slå hinanden i hovedet med næstekærlighed og menneskesyn. Om vi lever op til vores egen samvittigheds idealer, viser vi over for det menneske, vi møder på vores vej. Vi kan nemt stille os op og synge med på John Lennons »Imagine«, men det er i hverdagens handlinger, vi skal kunne se os selv i spejlet.

Torsdag vil tusindvis af danskere sidde rundt om i kirkerne og fejre noget så fredsommeligt og uheroisk som et lille, nyfødt barn. Et spædt symbol på nyt liv, en ny begyndelse – et håb om, at morgendagen kan blive bedre end gårsdagen. Det har generation efter generation været et bindeled i dette land. Træet, maden og gaverne er føjet til. Alt det skal vi nyde uden dårlig samvittighed. Julen er en glædesfest, hvor vi lukker dem ind, vi holder af og har lyst til at være sammen med. Det er ikke en aften for selvpineri. Det lille barn i krybben kom ikke til verden med leveregler mejslet i sten, men tændte et lille lys i decembermørket. Som folkesangeren Trille sang for efterhånden mange år siden i anden anledning: »Det står og blafrer der et sted«.

Og det har større betydning for os, end vi til daglig tænker over.

Glædelig jul.