Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Et curlingparti og hvad der er i Thulesen Dahls hoved

»Hvad der foregår dybt inde i hovedet på Kristian Thulesen Dahl er svært at vide. Går han og venter på den dag, hvor Mette Frederiksen og Socialdemokratiet danner regering, og de to i fællesskab kan regere landet, så er det jo bare om at fremtvinge et valg så hurtigt som muligt.«

Lars Løkke Rasmussens trekløverregering lever en omtumlet tilværelse for tiden. Der har været flere uheldige sager, og kigger man bare lidt frem i tiden, kan det være svært at se, hvordan den skal få sin ellers både frem­synede og ambitiøse økonomiske politik igennem. Det lægger naturligvis et pres på de tre partiledere, som i forbindelse med sidste uges 100 dages jubilæum fortalte om det glimrende samarbejde, de internt har i regeringen.

I den situation kan det undre, at blot et moderat politisk pres på transportminister Ole Birk Olesen i sagen om PostNord får flere af Liberal Alliances gruppemedlemmer til anonymt at true med at trække partiets seks ministre ud af regeringen, hvis Olesen rammes af et mistillidsvotum i Folketinget. Den slags minder mere om reaktionen hos fornærmede curlingbørn end fra et parti, der gerne vil og efter lange overvejelser har valgt at vise ansvarlighed og tage del i magten i Danmark.

Det første, man må gøre, når der rejser sig en storm, er at undersøge sagen og give parterne mulighed for at forklare sig. Er der noget at komme efter, og hvem har ansvaret, hvis der er et ansvar at placere. Det sker på tirsdag i postforligskredsen, hvor Ole Birk Olesen skal redegøre for, hvorfor han ikke tidligere har fortalt de øvrige ordførere om milliardunderskuddet i PostNord. At true med bål og brand og sprængning af regeringen, inden den fase er afsluttet, virker hverken troværdigt eller særligt modent. Hvis man i Liberal Alliance har den opfattelse, at man kan skræmme Dansk Folkeparti ved at mangedoble antallet af jetoner på pokerbordet, så det ikke kun er Ole Birk Olesen, der falder i en ministerstorm, men måske hele regeringen, så må man nok tro om igen. Der er intet, der tyder på, at Dansk Folkeparti nærer specielt varme følelser for hverken regeringen i almindelighed eller for Liberal Alliance i særdeleshed.

Hvad der foregår dybt inde i hovedet på Kristian Thulesen Dahl er svært at vide. Går han og venter på den dag, hvor Mette Frederiksen og Socialdemokratiet danner regering, og de to i fællesskab kan regere landet, så er det jo bare om at fremtvinge et valg så hurtigt som muligt. Eller mener han, at Dansk Folkeparti gennem et konstant pres på Lars Løkke Rasmussen og hans ministre kan få regeringen til at skifte kurs, så det gode samarbejde fra VK-årene i 00erne vender tilbage? Det er svært at sige. Men enhver kan se, at der er brug for nogle tillids­skabende foranstaltninger mellem VLAK-regeringen og DF, hvis ikke det borgerlige Danmark skal køre af sporet i løbet af det næste års tid. Det handler om kemi og personlige relationer, men i høj grad også om politik. Her har både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti som polerne i den borgerlige lejr et ansvar for at få det til at fungere.

Både når det gælder boligskat, tilbagetrækningsalder og en skattereform, som er de tre store temaer, der ligger på regeringens bord, burde man kunne nå kompromiser, hvor alle parter får nogle af sine ønsker opfyldt. Det økonomiske råderum, der tegner sig frem mod 2025, betyder, at der er en mulighed for at nedsætte skatten mærkbart, spørgsmålet er, hvordan buketten skal se ud. Hvor der er en vilje, er der en vej, men hvis den drøm, der fylder mest i Thulesen Dahls hoved, er en ny alliance med Socialdemokratiet af den ene eller den anden karakter, så er det svært at stille noget op.