Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til debatindlæg på debat@berlingske.dk.

Læserbreve: Mads Havskov Hansens patetiske forsøg på politisk hvidvask af Mette Frederiksen

Mette Frederiksen (S) må have haft det svært som minister under Helle Thorning-Schmidt, hvis hun virkelig var uenig i den førte politik, skriver Erik Skovgaard Nielsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

I et indlæg søndag 13. januar hævder pressekonsulent Mads Havskov Hansen fra Socialdemokratiet, at den S-ledede regering under Helle Thorning-Schmidt alene førte en politik styret af hende og Bjarne Corydon, og helt uden opbakning fra resten af Socialdemokratiet.

Det må have været vanskeligt for Mette Frederiksen og de andre ledende socialdemokrater at sidde på fremtrædende ministerposter og åbenbart have været dybt uenige i den førte politik. Det er for letkøbt, for ikke at sige naivt, at hævde, at Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon suverænt og alene bar ansvaret for politikken, som blev ført. Det ligner mest af alt et patetisk forsøg på at forsøge en gang politisk hvidvask for Mette Frederiksen og de andre i partiledelsen, så de nu kan påstå, at de skam ikke var enig i den førte politik, men var tvunget til det af Helle og Bjarne! Realiteten er jo, at Socialdemokratiet, inklusive Mette Frederiksen og partiet i øvrigt, tilsluttede sig et regeringsgrundlag, som indebar en tilslutning til lempelser i topskat og selskabsskat, ændringer i efterlønnen, kontanthjælpsreform og meget mere. At påstå andet er simpelthen ukorrekt og i strid med virkeligheden. Erik Skovgaard Nielsen, Dragør

Vi er nørder

Jeg giver Klavs Olsen ret i et læserbrev i Berlingske søndag: »Ja, regeringen har opgivet solenergien!« Og med Lars Chr. Lilleholt (V) som energiminister tror jeg ikke på nogen revival. Og da slet ikke efter en mail fra energinet.dk for nylig. Her fik jeg at vide, at jeg skulle overgå til månedlig betaling for overskudsstrøm fra mit fortrinlige seks kWh-solcelleanlæg. Mailen var så elendigt formuleret, at jeg måtte have den oversat til forståeligt dansk hos energinet.dk.

Det er Finansministeriet, som står bag ændringen. Hvorfor den først kommer nu kan undre, det er trods alt flere år siden, at Martin Lidegaard gjorde sit til at skabe solcellekaos. Dengang endte det med, at jeg fik ti år til modregne strømmen fra el-selskabet med min egenproduktion. Men nu kan jeg se frem til et mindre overskud og dermed længere afbetalingstid på anlægget. Heldigvis er vi fornuftige herhjemme, hvor vi bor i et lavenergihus med tykke mure, masser af isolering og tilsvarende vinduer. I november udskiftede vi vores næsten 30 år gamle Nilan varmepumpe med en spritny, som leverer varme og brugsvand for et mindre input end forgængeren, og al vor belysning er af led-typen. Og i carporten står en Toyota Auris Hybrid. Jo, vi er nogle rigtige nørder. Bare politikerne også var det. Per H. Larsen, Tølløse

Vilde Helge

»Helge er meget vild og ofte oppe at slås i frikvartererne, men det kan jo også være svært, når man har så mange kræfter.« Sådan skrev min klasselærer, Frode Nielsen, i min vidnesbyrd i 1. klasse i 1950. Vi var 32 elever i klassen på Kildemarkskolen i Næstved. Ingen endte som voldsmænd, selv om vi ofte sloges i skolegården, som drenge også gjorde på alle andre skoler. I dag kaldes det vold mellem børn.

Her er et par citater fra Berlingske søndag: »Intet overblik over volden mellem børn i Københavns skolegårde.« Og videre: »Hvis en skole har mange episoder med vold, er det udtryk for, at noget ikke fungerer, og det går ud over børnenes trivsel og indlæring.«

Gad vide, om det sidste udsagn er den fulde sandhed? I min klasse på 32 elever var der ingen voldsmænd, og ingen blev diagnosticeret med ADHD. Og 31 elever kunne læse uden problemer efter 5. klasse. I dag kan 14 pct. af eleverne ikke læse, når de forlader skolen, og knap ti pct. lider af ADHD.

I 1950 blev vi kaldt raske piger og drenge, nogle med lidt ekstra »krudt i røven«, og næsten alle klarede sig godt. Nu bliver skolebørn kaldt voldsmænd eller psykiske tilfælde, og masser af børn og unge har angst eller »ondt i livet«. Hvad pokker er gået galt de sidste 65 år? Helge Adam Møller, Næstved

At dø det rigtige sted

Berlingske bringer i en glimrende artikel om Sjælsmark en historie om Mustafa og hans kone og tre børn. De er blevet udvist, da de ikke har noget reelt opholdsgrundlag i Danmark. Mustafa  fortæller at »han vil dø her, selv hvis han skal bo på Sjælsmark«. Gad vide, om der er nogen, som fortæller ham, at han og hans familie koster danskerne adskillige plejehjemspladser om året?

Ellers vil jeg meget gerne fortælle ham, hvordan min hjælpeløse far, som havde tjent Danmark i 70 år, først kunne få en plejehjemsplads, da han var døende. Og at mine forældre efter næsten 60 års ægteskab måtte lade sig separere (pro forma), før han overhovedet kom i betragtning.

Jeg har desværre ikke noget håb om, at det vil gøre større indtryk på Mustafa. Men adskillige danske borgere, der har brugt deres liv på at bygge Danmark op, kan hvert eneste år ikke få deres behov for en plejebolig opfyldt. Fordi Mustafa og hans familie ikke vil forlade Danmark. Som de er dømt til. Karsten Søberg, Glumsø