Mange kunstmuseer og kunsthaller eksperimenterer i disse år med formidlingen.
Det er også sundt at tage denne vigtige del af institutionernes virksomhed op til revision. Ofte drejer det sig imidlertid mere om at inkludere og tænke i segmenter – hvordan når vi børnene? – og »få alle med«.
Det sidste kan man nu lige så godt opgive. Nogle bliver optaget af kunst. Andre interesserer sig for noget andet. Hovedsagen er, at alle får tilbuddet, og det har nye årgange gennem forskellige former for samarbejde mellem skoler og museer gjort meget længe. Heldigvis.
Men det må være muligt at sige fra i stedet for at ligge under for forestillingen om, at billedkunst nu også er finere end så meget andet. Og sundt for sjælen. Ligesom grønt er godt for øjnene.
Der eksperimenteres også med forklaringer på selve udstillingerne. Én ting er, at katalogtekster iblandt er ulæselige for andre end helt særligt interesserede. En anden er, at teksterne på væggene undertiden også har det med at blive det modsatte af formidling.
Sådan er det ikke med Kunstforeningens nye udstilling, der former sig som en præsentation af billeder af Weie i privateje.
Bortset fra nogle ganske, ganske få undtagelser er der ikke tekster på væggene; ikke engang små skilte med titler og årstal og andre faktuelle oplysninger.
Det er virkelig en befrielse. For i stedet for at gå hen at kigge på titlen først, som så mange rutinemæssigt og pligtskyldigt gør, ser man på billedet. Man står over for billedet og lader det trænge ind på billedets forudsætninger – og ens egne.
Først derefter kan man eventuelt orientere sig i et lille hæfte, man får udleveret, om, hvad billedet hedder, hvornår det er blevet malet og om nogle af de andre omstændigheder, der kort redegøres for i kataloget. På forståeligt dansk.
Edvard Weie (1879-1943) er en af de store modernister i det 20. århundredes danske kunst og naturligt repræsenteret på en række af landets museer.
Det er imidlertid malerier lånt fra private samlere, der vises i Kunstforeningen.
Det betyder, at for langt de fleste udstillingsgæster er der tale om billeder, de aldrig har set tidligere, hvilket i sig selv er interessant; også kvaliteten taget i betragtning.
Hvad, der er endnu mere bemærkelsesværdigt, er, at det er lykkedes at tilrettelægge en udstilling, der leder den besøgende genem det meste af Weies værk fra den tidlige afdæmpede naturalisme med stille københavnske motiver til det tidspunkt, da Weie når frem til et nyt maleri blot af lys, farve og antydede landskabelige og mytologiske motiver.
Det bidrager til roen over udstillingen, at den er så klart disponeret – tematisk og retrospektivt – og smukt ophængt i rum, hvis vægfarve giver vekslende stemninger.
Musikalske venner
Udstillingen er på de forskellige etager ledsaget af korte musikstykker. Det er langtfra altid, det fungerer med musik på udstillinger. Ofte trivialiserer det.
Men her virker det. For ligesom der er patos i Weies ikke altid lige nemme liv og en umådeligt stor bestræbelse mod et nyt maleri i hans billeder, er der også en tilsvarende stemning i musikken, der blandt andre er af Max Richter.
Richter blander klassisk musik med nogle af vor tids genrer med et stærkt følelsesfuldt, men også stemningsmæssigt uforløst resultat. Og det passer på sin vis fint til Weie.
Hvem: Edvard Weie. Hvor: Kunstforeningen, Gl. Strand 48, København. Tirsdage- søndage 11-17, onsdage tillige til 20. Til 3. maj.
