Da Hilma af Klint i 1880erne gik på kunstakademiet i Stockholm, var det en udbredt opfattelse blandt mandlige kunstnere, at deres kvindelige kolleger ikke kunne skabe. De kunne reproducere. Ikke blot sig selv. Men også den kunst, store mandlige skikkelser allerede havde skabt.
For så vidt angår lige netop Hilma af Klint, kan man indlednings- og forsøgsvis argumentere for, at de utilsigtet havde en pointe.
En del af hendes billeder, de mest overvældende, er måske nok dybt originale i forhold til deres samtid. Men Hilma af Klint skabte dem jo med ført hånd. Det var visioner, hun modtog fra en højere bevidsthedsform; et væsen ved navn Amaliel, der gav hende til opgave at formidle nogle budskaber til menneskeheden om altings kosmiske sammenhæng. For eksempel den universelle visdom, der lå bag verdensreligionerne, som hver på deres måde havde fået noget af Det Store Budskab galt i halsen og ikke forstod, hvordan for eksempel splittelsen mellem mænd og kvinder var et grundlæggende problem, der ødelagde harmonien.
Siden begyndte Hilma af Klint så i stigende grad at fortolke den indsigt, hun fik formidlet gennem forskellige spiritiske seancer, der umiddelbart kan få mere materialistisk sindede gemytter til at få lyst til at genlæse de dele af Hans Scherfigs forfatterskab, der handler om det væld af idealistiske muligheder for åndelig søgen, der kendetegner visse tidsaldre og visse kulturer. Vores egen eksempelvis. Det er nok også derfor, Hilma af Klint-udstillingen på Louisiana virker så vel timet. Som kunst til tiden.
Værelse med udsigt
Historien af Hilma af Klint (1862-1944) og hendes kunstneriske arv er umiddelbart fascinerende.
Allerede som ganske ung – inden hun begynder at modtage undervisning i billedkunst - deltager hun i spiritistiske seancer.
På akademiet udvikler hun sin imponerende tekniske færdighed, der kommer til udtryk i et kønt, naturalistisk maleri og nogle meget smukke gengivelser af blomster og planter. Trods den holdning til kvinder, at kunstnerisk arbejde nærmest var en slags førægteskabelig terapi, får hun stillet et atelier til rådighed af akademiet som en anerkendelse af hendes påfaldende talent.
Hilma af Klint viser sine naturalistiske billeder på flere udstillinger, men de anderledes, de originale malerier holder hun liget igennem for sig selv. Kun en snæver kreds – for eksempel filosoffen Rudolf Steiner – bliver indviet i hendes billeder. Som på sin vis er beslægtet med outsiderkunst; altså billeder skabt af mennesker der anses for psykisk afvigende. Som berømte outsiderkunstnere – men også adskillige andre kunstnere gennem historien - konstruerer Hilma af Klint med eller uden hjælp fra højere magter nemlig et sammenhængende univers. Det bygger på kendte figurer som korset, spiralen, cirklen, trekanten, menneskeskikkelsen, svanen, duen osv.; alle tegn der gennem årtusinder har opnået stor symbolsk betydning for de indviede. Men Hilma af Klint bruger tegnene til at skabe et andet vokabular, hvor også farverne får deres egen symbolik. Altså en sammenhængende tilværelsestolkning.
Plads i solen
Set i forhold med samtiden er det ikke spor mærkværdigt, at Hilma af Klint og en stor del af hendes kolleger antager, at der er usynlige stråler og bølger, der kan være udvekslinger af information mellem mennesker eller mellem højere væsner og mennesker.
I slutningen af 1800-tallet skete en række naturvidenskabelige gennembrud som for eksempel opdagelsen af røntgenstråler og de elektromagnetiske bølger. Omtrent samtidig gik Sigmund Freud også på opdagelse i det menneskelige sind – og tilsammen gjorde det det nærliggende at antage, at der var mere mellem himmel og jord, end man umiddelbart syntes, man sådan kunne se. Det gjorde det også nærliggende for billedkunstnere at udforske disse naturvidenskabelige landvindinger.
Alligevel bestemte Hilma af Klint, at hendes værker først måtte komme til offentlighedens kendskab 20 år efter hendes død. Og så gik der yderligere nogle tiår, før nogen for alvor søgte at korrigere kunsthistorien ved kæmpe for en plads til Hilma af Klint i den.
Ikke den nemmeste sag af verden. Hun var kvinde. Hun var overset. Og tilsyneladende var hun tidligere ude som abstrakt maler end Kandinsky og de andre store skikkelser, der allerede var helgenkårede som pionerer. Om end hendes tilgang altså umiddelbart var en lidt anden – og hun ifølge sin egen forklaring udviklede sit abstrakte maleri med ført hånd. Og uden at forklejne billedernes skønhed og suggestive kraft kan det også være en pointe, at mens de abstrakte og nonfigurative blandt Hilma af Klints samtlige fra Malevich til Kandinsky søgte at tømme deres lærreder for virkelighed og konkrete motiver, ønskede Hilma af Klint at fylde dem med en ny åndelig betydning.
Hvem: »Hilma af Klint«.
Hvor: Louisiana.
Hvornår: Tirsdage-fredage 11-122, lørdage-søndage 11-18. Til 6. juli.
