Er det i virkeligheden ikke bare så k-e-d-e-ligt med de gamle forestillinger på teatrene, fortidens litteratur i bibliotekerne og afdøde kunstnere på museerne? Lyder spørgsmålet fra tid til anden. Hvorfor ikke vise os noget nyt? Spærrer alt det gamle ikke vejen og udsynet for vor tids kunst?

Nej. Er det korte svar. For det ene udelukker ikke det andet.

Det gamle er forudsætning for den nye kunst. Romanerne og teaterstykkerne fra de foregående århundreder giver i ikke alle, men i mange tilfælde stadig mening i forsøget på at forstå forholdet mellem mennesker – eller blot få en god fortælling. Kunstnere af alle slags forholder sig til traditionen. Om ikke andet så for at bryde med den. For at forstå det nye, må vi, der ser på det nye, kende til det gamle.

Derfor er det kunstmuseernes forbandede pligt at fortælle om traditionen og påvise dens relevans for tidens kunst. Og tidens diskussion i det hele taget. Nye generationer kommer hele tiden til. Hvorfor skal de snydes for fortidens store billedkunstnere?

Nogle danske museer er bedre til det end andre, men på Louisiana har der altid været en fin vekselvirkning mellem det såkaldt gamle og det tilsyneladende nye. Dertil kommer museets formidable evne til at iscenesætte udstillinger. Aldrig for poppet. Næsten aldrig i hvert fald.

Derfor kan der også være grund til at glæde sig til udstillinger med Joseph Beuys og Hilma af Klint.

Sidstnævnte har – og det er en skæbne, hun har delt med mange andre kvindelige kunstnere – været meget overset. Men i de senere år har hun været genstand for fornyet opmærksomhed i forbindelse med flere internationale kunstbegivenheder. Moderna Museet har tilrettelagt en stor udstilling med værker af hende, der siden er blevet vist i flere højprofilerede europæiske udstillingssteder – for nu at komme til Louisiana.

Hilma af Klint (1862-1944) tilhører den meget tidlige europæiske avantgarde. Det hedder sig, at hun malede abstrakt, før Kandinsky gjorde det. Der var bare ingen, der vidste det. Men for en gang skyld er her ikke tale om en kvindelig kunstner, der blev offer for en beskidt mandschauvinistisk sammensværgelse.

Hilma af Klint skjulte sine billeder og havde indført en bestemmelse i sit testamente om, at de først måtte komme til offentlighedens kendskab 20 år efter hendes død. Her begyndte de at blive vist – og ramte måske også en tid, der var mere åben over for kvindelige kunstnere. Og den stærkt spirituelle og åndelige tone, der er kernen i hendes meditative malerier.

Er Hilma af Klint ukendt for en større offentlighed indtil den seneste halve snes års store udstillinger om hende, kan man ikke sige det samme om Joseph Beuys. Som i øvrigt kom til at spille en betydelig rolle for dansk kunst fra 1960erne og fremad. For eksempel for en billedhugger som Bjørn Nørgaard.

Sammen med kunstnere som Marcel Duchamp og Andy Warhol er Beuys måske den mest indflydelsesrige skikkelse i den konceptuelt orienterede kunst i det 20. århundrede.

Joseph Beuys (1921-1986) arbejdede – som billedhugger, aktionskunstner, akademiprofessor og meget andet – med at udvikle et nyt kunstbegreb, der ofte var stærkt publikumsinddragende. Han bevægede sig tilsyneladende ubesværet mellem materialer og udtryk som film og skulpturer, og en af de måder, hvorpå han udvidede kunstbegrebet, var for eksempel den berømte aktion i 1982 i Kassel under den store udstilling Documenta 7, hvor han plantede 1.000 egetræer.

Det var også under en af Documentaerne – tilbagevendende udstillinger hvor udvalgte kunstnere fra hele verden inviteres til at deltage – at Beuys skabte den berømte »Honningpumpe«, der tilhører Louisiana. Værket, hvor to ton honning cirkulerer, var – som så mange andre af Beuys’ værker – tænkt som en platform for dialog og samtale. Det bliver der så ikke noget af i denne omgang, for værket er udlånt.

Der er et udtalt spirituelt element i Joseph Beuys’ værk og tænkning, der gør det relevant at udstille hans tegninger sideløbende med Hilma af Klints malerier. I sine værker søgte Beuys efter en bagvedliggende mening med tilværelsen; hans værker handler blandt andet om, hvordan myter og riter, kunst og videnskab og kulturens lange spor bliver til en sammenhængende og holistisk tilværelsestolkning.

Udstillingen med Hilma af Klint kan ses mellem 7. marts og 6. juli. Beuys’ tegninger fra 7. marts til 9. juni.