Randers Kunstmuseum, Randers
Erik A. Frandsen var en af de såkaldt unge vilde, der sammen med andre talentfulde kunstnere brød igennem i begyndelsen af 1980erne. Siden skulle Erik A. Frandsen skabe et andet og mere reflekteret maleri, og han har med betydelig succes inddraget andre materialer, dels hverdagens, som han har blandet med selve maleriet, og dels arbejder skabt i kombinationer af neonrør og fotografi. Tematisk har han ofte arbejdet med motiver fra familielivet og senere noget så forkætret som blomster og blomsterbuketter. På det seneste har Erik A. Frandsen skabt nogle ofte meget store billeder på blanke, spejlende stålplader, der også har blomster som gennemgående motiv.
Erik A. Frandsen kan ses på Randers Kunstmuseum fra 12. april til 27. juli. Se mere: randerskunstmuseum.dk.
Museum Sønderjylland, Tønder
Kunstmuseet i Tønder er ikke alene helliget billedkunst - med to igangværende udstillinger af henholdsvis Inge Lise Westman og Jørgen Rømer - men også møbelarkitektur. Og museet bidrager til markeringen i 2014 af 100-året for Hans Wegners fødsel. Wegners storhed beror på, at især stolene er djærve, enkle, gennemarbejdede, samvittighedsfuldt tilskårne i gode materialer. Wegner kendte ikke bare træet til bunds. Han kendte også arbejdet på værksteder og i fabrikker. Wegner arbejdede udpræget funktionelt. I mange af sine værker har han taget udgangspunkt i ældre stoletyper og genfortolket dem i et nyt, renset og moderne formsprog, der giver hans møbler deres tidløse skønhed.
Hans J. Wegners 100-års jubilæum markeres på Sønderjyllands Kunstmuseum mellem 5. april og 2. november. Se mere: museum-sonderjylland
Holstebro Kunstmuseum
Jesper Christiansen er en af de alvorlige humorister i dansk kunst. I sine billeder, der ofte falder i serier, leger han med ord, med illusioner og optiske bedrag og med billedsproglige spidsfindigheder. Motiverne kan være stole, mure, vinduer, blomsterranker eller ranker af ord, der synes at opstå som en leg med associationer. Abstraktion og figuration mødes på en måde, der ikke rigtigt ligner andre danske maleres. Og trods det finurlige i hele projektet ligger der vedkommende overvejelser over tilværelsens absurde indretning i hans billeder. Foruden de indlysende æstetiske kvaliteter.
Jesper Christiansen udstiller i Holstebro Kunstmuseum fra 22. februar til 18. maj. Se mere: holstebrokunstmuseum.dk