Tre mænd bevæger sig – underligt søgende – rundt i en by. Byen ligner Paris. Men det er ikke Paris. Det er en kopi af Paris, der er opført i Kina. En by med en mindre udgave af Eiffeltårnet og de brede boulevarder, gadelamper og 1800-talsskulpturer, vi forbinder med Paris.

De tre mænd bevæger sig rundt på fem store videoskærme – og da filmen fik verdenspremiere under biennalen i Venedig i fjor, var den danske pavillons arkitektur ændret. Ligesom nogle af bygningerne og gaderne i Kina-kopien af Paris synes den under nedbrydning og opløsning, og der var tilføjet nye mure, der afspærrede passager og regulerede indgange.

De forskellige sort/hvide film, der indeholder mange bevægende billeder og sekvenser, synes at behandle begreber som for eksempel et af tidens populære temaer i billedkunsten, diaspora; det forhold at mennesker frivilligt eller ufrivilligt lever uden for deres fædreland og måske har vanskeligheder med at føle sig hjemme i en fremmed majoritetskultur.

De tre mænd i den kinesiske udgave af den franske hovedstad i en film skabt af en dansk billedkunstner vist i en italiensk by på havet. Og nu igen i Aarhus hvor Jesper Just på kunstmuseet både viser sit biennaleprojekt i en ny og anderledes form tilpasset museets og en længere række af de betagende videoværker, han har skabt over en periode på mere end ti år.

At søge efter noget. En mening. Et tilhørsforhold. En afklaring af sin identitet. Det har været gennemgående i mange af Jesper Just’s teknisk perfektionerede filmværker, der i modsætning til mange andre videoværker de senere årtier ofte er båret af professionelle skuespillere og/eller meget udtryksfulde ansigter.

I Jesper Just’s tidlige værker undersøgte han forholdet mellem mænd og mellem subjekt og objekt. Der optrådte også kvinder i hans fortællinger men tilsyneladende kun for at belyse indbyrdes relationer mellem mænd eller måske magtbalancen mellem de to køn.

I »A fine romance« ser man således en mand og en kvinde alene i stripklubbens halvmørke. I det fleste tilfælde er det sådan, at det er kvinden, der optræder for manden oppe på en scene, men Jesper Just ændrer konventionen, så det nu er manden, der klæder sig af, mens kvindens begær diskret men utvetydigt belyses gennem kameraets fokusering på hendes fødder, der lidenskabeligt bevæger sig i ophidselse.

Stripbaren, pornoklubben og andre dunkle mødesteder er – sammen med øde kajer ved nattetide og næsten forladte parkeringskældre – nogle af Jesper Justs foretrukne kulisser. Det er lokaliteter, der er velkendte fra film, men det er i udpræget grad også steder, at mænd, ensomme mænd med hemmeligheder, mødes for at finde eventyr, forløse drømme og opsøge seksualitet og samvær. I vores kulturkreds rører mænd sjældent ved hinanden, men hos Jesper Just gør de det, så de næsten klemmer livet ud af hinanden. Eller de synger sammen som for at udtrykke en fælles forståelse om en gensidig erfaring.

Senere i værket optræder stadig flere og flere kvinder. Mænd, der måske hellere ville være kvinder eller i det mindste – for eksempel gennem sang – udtrykke mere af deres feminine side, er en slags overgangsfigurer til adskillige fortællinger om ulykkelige og ensomme kvinder, der måske/måske ikke på den anden side manipulerer med deres omgivelser.

I »This Nameless Spectacle« forfølges en kvinde i en rullestol på vej gennem en forstadsbebyggelse af en yngre mand, der belurer hende, mens hun viser, at hun alligevel ikke er helt afhængig af sin kørestol. Og den fremmedgjorte kontakt resulterer i en blanding af et anfald eller en orgasme, hvor kvinden måske forløst ruller rundt på gulvet i sin lejlighed.

Jesper Just er blevet en af de mest raffinerede danske billedkunstnere i video-kategorien, men finessen og perfektionen ville ikke være meget bevendt, hvis ikke tyngden i værkerne var de gribende historier om netop at søge efter noget. Identitet. Afklaring. Tilhørsforhold.

ARoS viser Jesper Just’s biennaleprojekt samt et udvalg af andre værker fra 29. maj til 26. oktober.