Nu var det forbi med samtidskunst på museet i Humlebæk. Louisianas kunstperspektiv ville slutte med Krikkeby, som det hed med en mindre elskværdig henvisning til Per Kirkeby, som Tøjner havde beskæftiget sig en del med og blandt andet skrevet en bog om. Formodentlig den mest solgte danske kunstbog i nyere tid.
Så galt gik det ikke – om end Tøjner selvfølgelig fortsatte museets stifter, Knud W. Jensens, købmandsprincip om, at der måtte være nogle udstillinger, der fik et stort publikum, fordi der er andre, der får et noget mindre publikum, og ellers kan et kunstmuseum ikke løbe rundt.
Tøjner har siden tilrettelagt udstillinger med kunstnere, der både har været klassikere og kan blive kommende klassikere, og nu har han sammensat en udstilling af værker fra samlingen – sat sammen på en ny måde. Ældre eller afdøde kunstnere side om side med unge og levende og det er en pointe i sig selv. Om kunst er interessant, er ikke et spørgsmål om, hvorvidt den er blevet til i går, for hundrede eller for tusinde år siden.
Et par håndfulde navne kan illustrere udstillingens spændvidde: Francis Bacon, Andreas Gursky, Andy Warhol, Jackson Pollock, Salla Tykkä, Henry Heerup, John Bock, David Hockney, Mark Rothko, Giacometti, Roni Horn, og ja, Kirkeby er der også. Med et stort majestætisk billede.
Louisianas kølige modernistiske white cube-museumsarkitektur taget i betragtning er det vanskeligt at føle en særlig intimitet på museet, som man kan møde i to forskellige institutioner i europæisk kunst, som kurateringsprincippet synes beslægtet med.
Den ene er John Soane’s museum i London, der er en tidslomme fyldt på alle hylder og etager med kunst og kulturhistoriske artefakter. Den anden Palazzo Fortuny i Venedig der gerne en gang om året viser en ny ophængning i de gamle sale af ældre og nyere billedkunst blandet efter alt andet end kronologiske principper.
Fælles for dem og Tøjners udstilling er, at det i så udtalt grad er den stærkt personlige sansning af værkernes stemning og fortælling, der afgør, hvorfor de er valgt, og hvor de er placeret i forhold til hinanden. Og så kan man tilføje, at selv om Tøjner nok anerkender kunst, der har en mere formel karakter som form og materialeundersøgelser, er hans foretrukne valg i hvert fald denne gang tilsyneladende kunstværker, der i udpræget grad forholder sig til det at være menneske. Og til menneskers møde med andre mennesker.
Kunsthistorien er også central i en anden af Louisianas nuværende udstillinger. George Condo er et praktisk taget ukendt navn i dansk udstillingssammenhæng, og så er det en naturlig opgave for et museum, der har så meget Giacometti i både samling og selvforståelse, som Louisiana har, at invitere den amerikanske kunstner, der både er forankret i 1980ernes dynamiske kunstmiljø i New York, og har en passion for betydningsfulde kunsthistoriske skikkelser som udover Giacometti blandt andre Bacon, Picasso og Velázquez.
Så Condo tegner frit og fabulerende med udgangspunkt i nogle af klassikerne og har til Louisiana skabt et overvældende univers af kunst på papir, der viser, hvordan der er en intim sammenhæng mellem forhistorien og nutiden. Og sådan har det i grunden altid været på Louisiana, der næste år fylder 60.
7 x rum x tid
★★★★★☆
George Condo
★★★★☆☆
