I Sverige har hun længe været kendt: Hverdagsuhyggen kryber rundt i hendes højpotente malerier

Hun beskæftiger sig med en upolitisk hverdagsnær poesi, hvor rygvendte skikkelser, stive dukker og et mennesketomt landskab og interiør dukker op. Og så maler hun så uforskammet godt, at hendes æstetiske scenarier, hvor uhyggen ulmer i krogene, kryber ind under huden på dig og tatoverer sig fast i din hjernebark.

Mamma Andersson i sit studie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mats Liliequist
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kan siges meget enkelt: Mamma Andersson maler røven ud af bukserne.

Det er maleri i højeste potens, og jeg synes, du skal tage til Louisiana og lære hendes signifikante penselstrøg og hele oeuvre at kende.

Her er noget poetisk, følsomt, dunkelt og ualmindeligt smukt på færde i hendes malerier, der indrammer hende som en af sin generations største malere, hvor alle figurer, der indgår, i reglen er selvportrætter. »Man øser fra sin egen brønd,« har hun afklarende forklaret.

Mamma Andersson er den første nulevende svenske kunstner, der har fået tildelt en soloudstilling på Louisiana. Det er helt på sin plads. Jeg har det præcis, som da jeg kom op på Louisiana i 2014 og lærte Hilma af Klints åndfulde billeder at kende: En fantastisk foræring … og så på en hel almindelig onsdag i juni!

»Humdrum Days« fra 2013. Fold sammen
Læs mere
Foto: Per-Erik Adamsson.

De maler selvfølgelig forskelligt. Hilma af Klint langt mere abstrakt og spiritistisk metodisk end Andersson, der bevæger sig mere bevidst legende mellem de tynde, åbne akvarellignende strøg og de mere pastose og tjæretunge lag i sine sceniske værker.

Hilma af Klint var muligvis kunstneren, der introducerede verden til det abstrakte maleri, omend vi først lærte hende at kende adskillige årtier efter, at Kandinsky havde fået æren.

Mamma Andersson har et væld af kunstneriske referencer, hun frygtløst læner sig op ad, er i dialog med og høster fra: Impressionismen, Peter Doig, Gerhard Richter, Cecily Brown, Bonnard, Edvard Munch, Matisse, Hammershøi, blandt andre. Hendes farveskala er ovre i de mælkede pasteller tilsat sorte toner i flere varianter, de matte, de blanke, de blålige og de kulsorte.

Den sorte farve havde man i en tid erklæret som no-go i maleriet, fordi det er en ikkefarve, men det vil Mamma Andersson blæse på. Hun anvender den som kontrast og kontur, men også til at udhule kratre og dybder og adgang til noget dødsensfarligt – eller til døden selv.

Motivisk sværmer hun for objekter som dukker, masker, katte, møbler og brugsgenstande i sine ofte mennesketomme interiører. Hvis der dukker skikkelser op, er de helst rygvendte – eller stive dukker og masker – alene fordi hun synes, at ansigter og blikke stjæler energien fra resten af maleriet. Og så er der landskabet; det nordsvenske, poetiske landskab, som hun arbejder med igen og igen.

Nyt navn på den danske scene

I Sverige har Mamma Andersson (f. 1962) været »stor« længe, kendt for sine hverdagsnære monumentale værker.

I Danmark er hun et nyt bekendtskab for de fleste af os, med mindre man har hæftet sig ved hendes 12 meter brede vægmaleri, som hun skabte til A. P. Møller-bygningen i København i 2019 – eller ved hendes mangeårige korrespondance med og inspirationsforhold til Tal R, der i 2016 blev til en dialogudstilling på Galleri Bo Bjerggaard i Danmark og Galleri Magnus Karlsson i Stockholm.

Hun er vokset op i en almindelig »Svensson-familie« i Luleå, der grænser op til den nordlige polarcirkel, med et sæt forældre, der var en del ældre end hendes venners, og en frihed til at være i sin egen verden.

Hun var ikke ret god til at læse, men tegnede til gengæld godt. Hendes spøjse fornavn fik hun først på Kungliga Konsthögskolan i Stockholm. Her forelskede hun sig i kunstneren Jockum Nordström, som hun under studieårene fik to børn med, og da der var en anden på skolen, der ligesom hun hed Karin Andersson, ja, så fik hun tilnavnet Mamma. Det har hængt ved lige siden.

I dag er hun bosat i Stockholm, hvorfra hun arbejder og rejser ud i verden for at udstille sine værker – i blandt andet New York, Sydney, Osaka, London, Paris og Venedig, hvor hun repræsenterede Sverige på Biennalen i 2003. I dag indgår hendes værker i samlingerne på museer som MoMA, New York, Centre Pompidou, Paris og SF MoMA i San Francisco.

»About a Girl« fra 2005. Fold sammen
Læs mere
Foto: Johann Bergenholtz.

Inspirationskammeret

Udstillingen på Louisiana er sat i østfløjens underjordiske sale, og det er den eneste ærgerlige knast i udstillingens øje. De lange smalle rum er kedelige at gå omkring i.

En formildende omstændighed er den store inspirationsmontre midt i det hele. Den tillader en lille opbremsning i vandringen fra maleri til maleri og et gavmildt kig ind i, hvad der inspirerer Mamma Andersson. Her ligger blandt andet et hæfte med et sort-hvid foto af en kystlinje, som hun har malet flere gange. Senest er det blevet til det enorme værk »Dagen efter«, med vækst i koralrøde og mintgrønne toner på land og et gråsort hav, hvis dybder man kun kan gisne om.

Montren er et lille skatkammer at gå på opdagelse i, med hæfter, historiske fotos, avisklip, masker og tekster, som er med til at fastholde Mamma Andersson levende, personlig og åben for forandring. Det her er en midtvejsudstilling, med værker fra hendes seneste 20 år. Der vil blive øst meget mere fra hendes Andersson-brønd i de kommende år.

Hvad det præcist bliver, må komme an på det materiale, der antænder hendes ild. Det kan også være teaterscenografier – ikke fra de store dramaer, men kammerspillene, der sætter tunge spor i hendes værker.

For eksempel i »Humdrum Day« (Hverdagstrummerum): Et spisebord med et efterladt måltid malet på en træplade, der giver det rosa-stribede tapet i baggrunden en sitrende energi.

En øl er drukket, en flaske mælk er halvt fuld, en stegepande er plantet midt på en mønstret dug, der er krøllet op om en kop. Man fornemmer straks de mennesker, der netop har forladt rummet – en spændingskurve fra et hverdagsscenario, vi selv må fylde ud.

Gyserfilmene genbesøger Anderssons værker

»Dagen efter« fra 2020. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mamma Andersson.

For en tid gjaldt det arkivbilleder fra gerningssteder i 1970erne, som rykkede ind i hendes rum, og som mærkeligt nok indeholdt en høj grad af æstetik midt i al gruen. Fra en ung alder har Andersson været optaget af gyserfilm. Det er, som om hun har taget den interesse med ind i alle sine billeder. Selv vandet er mørkt! For ikke at tale om hendes døduhyggelige dukker. Der kommer sjældent noget særligt nuttet ud af dukker i voksne menneskers bearbejdelse.

I udstillingens eneste billede med menneskeansigter, »About a Girl«, klæber selvsamme uhygge sig til et kaffebord med otte kvinder i en rembrandtsk opstilling. Et uskyldigt setup, skulle man mene, der ikke ansporer ubehaget. Men det gør de gennemborende blikke – blandt andet fra to af kvindernes lyse øjne, der kigger ud af billedet.

Som et blindt blik ser de lige igennem beskuerens panser. Det handler om relationer, har Mamma Andersson forklaret, i et selskab af kvinder, hvor det at være inden for i varmen er altafgørende. Alle syv kvinder kunne være hende selv!

Bag hvert af Mamma Anderssons billeder fornemmes en stemningsfortættet fortælling, der er med til at gøre hendes malerier vedkommende. I hvert og et af de godt 60 værker, renset for tidsspecifikke spor, er et dystert uudgrundeligt hverdagsscenario, der for en gangs skyld ikke forholder sig til de politiske agendaer, vi ellers bliver eksponeret for i kunsten lige nu.

Et befriende pusterum.

Til gengæld indeholder de alle sammen et øjebliks koncentrat, som vi selv kan læse hvad som helst ind i. Vi bremser automatisk op for en stund og mærker flere åndedrag løbe gennem kroppen, inden vi er i stand til at bevæge os videre til næste livtag med hverdagen.

Mamma Andersson: Humdrum Days

Louisiana, Gl. Strandvej 13, 3050 Humlebæk. Frem til 10. oktober.