Det var vinter, da Adrian Hughes og hans fire brødre mødtes i deres mors lille etværelses Kokkedal-lejlighed for at sige farvel. Jette Dreyer var død efter længere tids sygdom og havde efterladt sig et brev, som Adrian havde påtaget sig at læse op.
Han klarede stemmen – og gik i gang. Efter en venlig lovprisning af de to yngste sønner, blandt andre Adrian selv, kom den første svada til den ældste bror: