6 stjerner til Gerhard Richter

Når poserne er fulde af julegaver, og din pint er skyllet ned, byder det vinterkolde London på fantastiske kunstoplevelser. Begynd på Tate Modern, der fejrer den store tyske maler Gerhard Richter – der til næste år fylder 80 – med en præcist disponeret, retrospektiv udstilling, som til næste år tillige vises i Berlin og Paris.

Fra 1994 stammer dette Vermeer-inspirerede maleri af en kvinde fordybet i læsning. Ud over hyldesten til hustruens åbenlyse skønhed ligger det i forlængelse af andre af Gerhard Richters portrætter af sin omgangskreds, der ofte gengives hensunkne i tanker. Fold sammen
Læs mere

LONDON: Efter befrielsen af Tyskland i 1945 med efterfølgende afnazificering og Wirt­schaftswunder i den vestlige del begyndte fortrængningen.

Få havde lyst til at tale om katastrofeårene under nazismen, for nu gik det jo lige så godt. Efter År Nul i ruinerne af et ødelagt land lykkedes det i Vesttyskland at opnå en enorm økonomisk fremgang, så hvorfor ikke lægge mareridtet bag sig? Hvorfor ikke komme videre?

Nogle kunstnere begyndte imidlertid at stille spørgsmål ved fortrængningen, sådan som venstreradikale unge siden skulle spørge deres forældre, hvad de egentlig foretog sig dengang i 1940rne. Desværre med et fatalt resultat. Gerhard Richter var en blandt flere fremtrædende tyske kunstnere, der begyndte at tematisere opgøret med fortiden.

I sin familie havde han både bødler og ofre. Og noget af en provokation må det have været, da han i 1964 maler Onkel Rudi. Billedet, der har et fotografi fra familiealbummet som forlæg, viser kunstnerens smilende onkel i Wehr­macht-uniform. Og stående foran billedet kan man måske spekulere over, om også han begik forbrydelser mod menneskeheden, eller om han omvendt var et offer; en lille mand i et grusomt system der ikke havde mange andre muligheder end at parere ordre og så i øvrigt søge at manøvrere gennem vanviddet. Maleriet giver ingen svar. Det stiller spørgsmål.

Fra øst til vest

Gerhard Richter var netop blevet 13 år, da de allieredes bombefly lagde hans fødeby i ruiner.

Nogle har sat spørgsmålstegn ved bombardementet af Dresden, hvor det skønnes, at omkring 20.000 indbyggere mistede livet (og store kulturværdier gik tabt), men det var ikke desto mindre en vigtig by for det tyske militærindustrielle kompleks, ligesom transporterne til nogle af udryddelseslejrene passerede Dresden.

Det gik naturligvis hurtigt op for Richter, at den statsstyrede østtyske kunst var en blindgyde, og mødet med den amerikanske og vesteuropæiske kunst på dokumenta i 1959 blev afgørende for hans beslutning om at forlade DDR. Kort efter sin ankomst til Vesttyskland destruerede han de billeder, han tidligere havde malet.

Interessant nok begynder Richter at arbejde med, hvad man i mere end én forstand kunne kalde fotorealistiske malerier. Han bruger trivielle sort-hvide billeder fra ikke mindst medierne, men han maler også nogle dårende smukke billeder af havet og himlen, bjergene og stjernerne, ødelagte landskaber og bombede byer. Og så opdager han farverne.

Farverne har han naturligvis kendt hele tiden, men efter en længere periode med malerier i gråtoner kommer de på udstillingen på Tate Modern som en eksplosion. Han begynder at male farvekort, hvor pointen måske er til at overse, og han begynder at farvesætte sine malerier og sideløbende udvikle et abstrakt maleri.

Blandt inspirationskilderne til den figurative del af malerierne var mødet i 1972 med Tizians fabelagtige bebudelsesbillede i Scoula Grande di S. Rocco i Venedig. Richter maler en sløret parafrase over mesterværket baseret på et postkort med det som motiv - og hans pointe er ifølge udstillingen tilsyneladende, at det er umuligt at male den slags billeder i dag. Han gør det bare alligevel, og udstillingen viser mange eksempler på meget forførende malerier af landskaber, kranier, tændte stearinlys, den smukke unge hustru. Malet på denne disede måde som når man smører vaseline på en kameralinse eller stiller uskarpt.

Tyskland i efteråret

Nogle af de unge venstreradikale, der stillede spørgsmål ved ikke blot deres forældres rolle under Det Tredje Rige men også det kapitalistiske system, nøjedes ikke med demonstrationer, meningstilkendegivelser eller for den sags skyld civil ulydighed. De dannede en terrororganisation under navne Rote Armee Fraktion, og den splittede på så mange måder den tyske venstrefløj.

Er der noget, Richter, hvis barn- og ungdom faldt i henholdsvis Nazi- og Østtyskland, kan skrive under på, så er det, at ideologier er noget bras. Men som så mange andre var han optaget af det, der blev skæbnen for inderkredsen af RAF. Kollektivt selvmord under afsoning - eller måske henrettet af statsmagten som nogle teorier vil vide.

Tilsyneladende har Gerhard Richter følt en oprigtig sorg over, at det kom så vidt. RAFs radikalisering, terrorhandlingerne og døden i fængslet. Så han har malet en sørgmodig suite af hovedpersoner, deres celle, deres ofre. Hver gang den vises, ophænges den forskelligt, for at de besøgende selv kan danne sig deres egen mening og forestilling om, hvad der skete i Stammheim-fængslet den 18. oktober 1977 - og hvordan man i det hele taget kan se på gruppen, der menes at være ansvarlig for mordet på omkring 34 mennesker. Er der en i det mindste psykologisk brugbar forklaring på den form for ekstremisme? For lærer vi ikke af historien, er vi som bekendt tvunget til at gentage den.

Dialog med traditionen

Gerhard Richter er i så udpræget grad en maler, der laver kunst på kunst. Det gør alle kunstnere for så vidt. Forholder sig til traditionen, forsøger af aflure nogle tricks fra de gamle mestre, sætter sig selv i opposition til forgængerne. Men en række af Richters billeder kan ses som direkte svar til andre kunstnere om spørgsmål om problemstillinger i maleriet. Tizian, Vermeer og Caspar David Friedrich for at nævne de ældre. Marcel Duchamp og Andy Warhol for at fremhæve et par af de nyere som enhver kunstner først i det 20. århundrede må forholde sig til. For bag al Richters skønhedssøgen ligger naturligvis også en konceptuel tilgang til maleriet.

Udstillingen er fint og roligt ophængt. Det er gennemgående nogle omfangsrige lærreder, der kræver plads, og det får de også ofte. Måske kan man gribe sig i at synes, at Richter var bedst, da kunstneren var en ung hvalp, der gik imod den herskende smag og udviklede sine sanselige gråtonebilleder. Men som udstillingen folder sig ud, kan man blive betaget af, hvordan Richter er i stand til at forny sig og gå til maleriet - og skulpturen - på nye måder. Som den næsten jævnaldrende Baselitz - også en af de fremtrædende tyske kunstnere der har arbejdet med den tyske skyld - begynder han i de senere år at tage gamle temaer op til fornyet overvejelse. Det er med andre ord et stort malerisk værk, Richter lægger frem i London.