Maria Torp er ikke historiemaler, men vil gerne kaldes historiefortæller.
Lige nu er hun i gang med et projekt, der skal udstilles på kunstmuseet Trapholt i 2024.
I 12 billeder vil hun skildre 12 kvinder, der alle har spillet en signifikant rolle i forhold til at forbedre de forhold, kvinder over hele verden lever under. Indtil nu har hun færdiggjort fem af billederne.
Hun har malet en ukrainsk feminist og opsøgt en afrikansk kvinde, der er involveret i kampen mod omskæring af kvinder.
Hun fortæller om en tjenestepige, der er berøvet almene rettigheder, ligesom millioner af kvinder verden over, og et maleri beretter om en ung afghansk rapper, der er aktiv i kampen mod børneægteskaber.
Er det politisk kunst?
Foruden malerier af de enkelte kvinder indgår videoer, forklarende tekster og andet materiale, men centralt står maleriet, for med stor teknisk kunnen fremtryller Maria Torp disse menneskers personligheder:
»Mit projekt skildrer piger og kvinders sociale vilkår på globalt plan. Det er politisk kunst, uden at jeg er politisk i min kunst. Det er et projekt om kvinders rettigheder, hvor jeg samarbejder med internationale organisationer på flere kontinenter og har rejst verden rundt for at mødes med de personer, jeg portrætterer.«
Er der en risiko for, at det politiske mål formindsker det kunstneriske udtryk, fordi kunstens flertydighed viger til fordel for noget entydigt politisk?
»Generelt er der en fare, og det er en balancekunst. Men i mit tilfælde er der tale om en langt større og langsommere fortælling, der ligger bagved, og ikke om en entydig kamp for politiske rettigheder her og nu. Der er meget historiefortælling i mit projekt, og der er ikke entydige, værdiladede politiske proklamationer.«
Når du siger historiefortælling, hvad mener du så?
»Historien om omskæring af piger i Afrika er et godt eksempel. Jeg fandt ud af, hvilke stammer der foretager disse mutilationer, og rejste ned til et hjem, hvor piger, der er flygtet for at undgå omskæring, bor. Min kunst er ikke en politisk kamp mod omskæring, men jeg forsøger at forstå baggrunden for og historien bag denne tradition. Og så har jeg valgt at portrættere en kvinde, der er et bemærkelsesværdigt menneske, der kæmper for disse pigers rettigheder. I den fortælling er historien vigtig for at skabe forståelse for den kompleksitet, der ligger i problemstillingen. Så det bliver en historiefortælling, som for eftertiden måske vil kunne kaldes et historiemaleri eller et historisk punktnedslag i verden.«
Kvinder var lige så vigtige
Maria Torp er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi og har udstillet i både indland og udland.
Hendes emner rangerer lige fra kvindeportrætter til blomstermalerier.
Blomstermaleriet var det foretrukne motiv for kvindelige malere i 1800-tallet, hvor der stort set ikke var nogle kvinder, der malede klassiske historiemalerier med store historiske scener med krige og begivenheder eller bibelske fortællinger.
Lige nu arbejder Maria Torp med det forberedende arbejde til et maleri, hun kalder »Revolution«:
»Mange kvinder blev hensat til at væve eller male blomster, fordi det var ufarligt. Men de malede også andre ting, som Anne Ancher, der malede det hjemlige liv, og dét var lige så meget en historiefortælling som mændenes krigsbataljer eller andre dramatiske scener. Kvindernes motiver var lige så vigtige historiefortællinger og gav på deres måde et tidsbillede, for de skildrede jo dagligdagen.«
Har dine blomsterbilleder, som du maler på flyttekassepap, en forbindelse til fortidens kvindelige malere?
»Nej ikke direkte. Mine blomstermalerier begyndte med ønsket om at bruge modstillingen mellem det ophøjede, æstetiske i en blomsterbuket og det hverdagsagtige, uprætentiøse i flyttekasser. Men det har udviklet sig, for mit nye projekt med blomster i tilknytning til revolutioner har mere præg af historiefortælling. Jeg har undersøgt, hvornår blomster har været anvendt som symbol på revolutioner og fået verificeret foreløbig seks blomster. Således afskaffede Den Franske Revolution liljen som symbol for kongemagten.«
Nu bruger du så blomster til at sige noget om revolutioner. Du kunne også have brugt blomster til at fortælle om familiens hjem, som Anna Ancher gjorde det. Er det politik, der spiller en rolle, som hos så mange af nutidens kunstnere, der vil skildre koloniale forhold, racisme eller andre betændte emner fra vores fortid?
»Politisk kunst er dårlig kunst, men god kunst er altid politisk, er der nogle, der siger. Jeg opererer sjældent med enkle, specifikke budskaber, som jeg vil ud med, men finder de historier, der knytter sig til det figurative. I dette tilfælde er hver enkelt blomst interessant, såvel som sammenstillingen af dem. De gamle mestre, der malede historiemalerier, var jo også politiske, men havde samtidig en dybde og flertydighed i deres værker, der gør, at de stadig kan ses og nydes.«
Er den politiske kunst dukket op i nutiden, og hvis den er, hvad synes du så om den?
»Det kan jeg ikke sige noget generelt om, men de, der bevæger sig ud på grænsen, hvor man risikerer noget, risikerer jo også at lave et fremragende værk. Det har jeg stor respekt for. Selv når det ikke lykkes. Men hvis den politiske agenda bliver overtydelig, mister jeg hurtigt interessen og føler mig ført for meget ved hånden af værkerne.«
Et spændende spil med blikket
De gamle mestre var tidligt en inspiration for Maria Torp.
I et kvindeportræt lader hun en ung teenagepige kigge ud til siden.
Maleriet er inspireret af den franske 1600-talsmaler Georges de La Tour, som på et af sine malerier lader en ung pige dreje blikket på netop den måde.
»La Tours lys og hans måde at portrættere mennesker på er virkelig inspirerende. Der er så mange nuancer og spændende spil mellem de mennesker, han portrætterer. Det utrolige ved La Tours malerier er, at hver eneste person har et hemmeligt liv og et budskab, som man kan blive ved med at fundere over. I mit portræt af en ung pige med La Tours blik forsøger jeg at gengive uudgrundeligheden i hendes ansigt. Hun er både nysgerrig og vagtsom, og jeg kan godt selv spejle mig i hendes udtryk.«
På et andet maleri lader MariaTorp en ung kvinde stå med ryggen til og kigge ud af et vindue. Maleriet er inspireret af de mange malerier fra 1800-tallet af passive kvinder eller kvinder, der har travlt med huslige sysler i baggrunden:
»Det er en parafrase, hvor jeg tager udgangspunkt i de klassiske motiver af malerier med kvinder ved vinduer. I mange klassiske malerier tilbyder vinduet sig som et kig ud til mandens verden, en verden fuld af handlekraft, eventyr og aktivitet, mens kvinden i stuen fuldender datidens kønsrollemønster. Jeg lader min kvinde være aktiv og spejdende ud af vinduet. Med hver fiber i sin krop spændt står hun med flagrende hår og en tatovering på armen. Maleriet hedder »Restless«, altså hvileløs.«
Er det klassiske historiemaleri dødt, Maria Torp?
»Det tror jeg faktisk ikke, det er. Men måden vi fortæller historier på, og hvilke typer historier kunsten beskæftiger sig med, er naturligvis i konstant forandring. I min praksis er historiefortællingen afgørende vigtig, og selvom det ikke er klassisk historiemaleri, så vil det måske engang blive set på som sådan.«
