Video, lyd, lys og andre former for maleri

En række vindere af og nominerede til Carnegie Art Award udstiller på Den Frie. Her kan man se en række interessante bud på, hvor dele af maleriet befinder sig i dag.

Vinderen af Carnegie Art Award blev Karin Mamma Andersson for et i grunden tidstypisk maleri baseret på et fotografisk forlæg. Hun udstiller på Den Frie sammen med en række andre. Fold sammen
Læs mere

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Det er ikke mange år siden, der stadig var nogle, der igen og igen og med betydelig energi gentog de besværgende ord om, at maleriet var dødt. Stendødt.

Det var der godt nok en del malere, der ikke var klar over, de havde i hvert fald ikke selv opdaget det, men når man ser bort fra de mest berømte af dem, var der en tendens til, at institutionen betragtede maleriet som kunstnerisk irrelevant. I hvert fald ved højtidelige stunder af den slags, hvor man bruger mange lange ord for at skabe uklarhed om, hvad man egentlig vil sige.

Tiderne skrifter med jævne mellemrum, og foragten for maleriet var i øvrigt heller ikke holdbar i længden. I stedet for gik man over til at diskutere, hvad der var rigtigt - dvs. konceptuelt - maleri, og hvad der bare var maleri i al almindelighed.

Denne diskussion afspejles også i den i øvrigt udmærkede samling af moderne maleri, der kan ses i Den Frie Udstillings Bygning. Her kan man se vinderne af - og en række andre deltagere i - Carnegie Art Award 2006. Det er en stor skandinavisk pris, hvis midler meget vel kunne stamme fra de småbeløb, der er blevet indsat på en konto i den svenske investeringsbank Carnegie, hver gang en eller anden i de sidste 20-30 år har nævnt, at maleriet er dødt. Det har det aldrig været, det har blot været umoderne hist og her, og faktisk er maleriet så levende, at det har vundet terræn og nu også omfatter forskellige former for videokunst.

Det sidste er ikke så besynderligt, som det måske umiddelbart lyder. Der er mange videoværker - og fotografier for den sags skyld - der har påfaldende maleriske kvaliteter.

Så på udstillingen af maleri er der altså også nogle videoværker. Det ene, der har vundet tredjeprisen, er nogle fine små fortællinger om natlig ensomhed på Heartbreak Hotel skabt af den finske billedkunstner Petra Lindholm. En anden en surrealistisk historie af Magnus Wallin om at komme til kort undervejs på løbebanen gennem livet og møde det, der er større; både uafvendeligt og uforståeligt. Meget mere kan man ikke røbe om værket, hvis man skal undgå at afsløre pointen. Til gengæld skal man endelig se det forfra, hvis man ikke skal have oplevelsen spoleret.

Lyd og lys er som bekendt også materialer, der kan bruges til at skabe et maleri, og lydvibrationer er en af hovedingredienserne i Finnbogi Péturssons værk, der bl.a. udmærker sig ved at erindre om Skeel & Skrivers maleriske installation på Esbjerg Kunstmuseum i fjor, »Dråber der falder i vand«, og som dét også rummer store meditative kvaliteter i form af mønstre af lys og skygge projiceret på loftet. Udstillingens mest kompromisløse værk er skabt af Sirous Namazi og udgøres af nogle hvide lærreder oplyst af kraftige projektører - og bemærkningen om blændværk ligger så lige for, at det vil være uforsvarligt at undlade at bruge den.

Og så det egentlige maleri. Førsteprisen er tildelt Karin Mamma Andersson for et i grunden tidstypisk maleri baseret på fotografisk forlæg, hvor interessen uvilkårligt forskubbes fra optagetheden af det rent maleriske til det konceptuelle. Andenpræmien er tildelt Eggert Pétursson, der heldigvis også arbejder idébetonet med sit maleri, og det er godt at vide, for umiddelbart synes man, man står over for en maler, der er glad for så reaktionære maleriske kvaliteter som farve og figuration, og som har mod til at male blomster uden ironi.

Det skal man ikke være så sikker på, at udstillingens danske deltagere har. Mod til at male blomster uden at forholde sig ironisk til det - ganske rigtigt - fortærskede motiv. Ikke for det. Først og fremmest formår Lise Blomberg Andersen, Jesper Christiansen, Erik A. Frandsen og Kathrine Ærtebjerg med betydeligt talent at se nye muligheder i det at male blomster. For Erik A. Frandsens vedkommende bemærker man især hans enorme stålplader, hvor motivet er slebet i stedet for malet. Hos Jesper Christiansen er det den dekorative underfundighed i billeder pakket med referencer til kunsthistorien; også kunstnerens egen, og hos Lise Blomberg Andersen og Kathrine Ærtebjerg, der begge er set både bedre og i større udtræk i de senere par år, gennemspilles igen en interessant flirt med trivialkulturens blomstrende billedsprog kombineret med erkendelsen af, at sindet ikke blot er uberegneligt, men at verden også er uhyggelig. Især de steder hvor den skulle være mest hjemlig og fortrolig.

Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.

Med venlig hilsen

Berlingske Tidendes Netredaktion