Uendelig lidelse

Ville det i dag være muligt at skildre kvinder som Bergman gjorde det for 60 år siden?

Anders ek
Anders Ek i rollen som cirkusartist i »Gøglernes Nat«. Fold sammen
Læs mere

Det er Ingmar Bergmans år. På lørdag ville den svenske filminstruktør være fyldt 100, og selv om der kun er gået 11 år siden hans død, føles det, som om Sverige er blevet et helt andet landskab siden da.

Flygtningekrisen har på kort tid givet de forhadte Sverigedemokrater et stort folkeligt gennembrud, og MeToo-kampagnen er fejet gennem landets kulturelle institutioner med fyringer og sågar dødsfald til følge.

Jeg er i øjeblikket ved at gense en række af Bergmans film, og jeg bliver ofte slået af deres utrolige modernitet, særligt hvad angår forholdet mellem kønnene.

Selv om en af mine favoritter, »Gøglernes aften«, er fra 1953, er der intet af det  kønsmæssige hierarki, der præger andre af den tids film. Cirkusdirektøren er en svedende tyran, der ankommer med sit lurvede cirkus til en lille svensk by. Her har hans hjemmeboende hustru opbygget en velordnet tilværelse omkring sin købmandsforretning, der står i kontrast til direktørens kaotiske nomadeliv. Ydmyget må han tigge om penge hos hende for overhovedet at kunne få sat sin cirkusforestilling op. Imens bliver hans elskerinde, cirkusprinsessen, voldtaget på byens teater af teatrets slebne førsteelsker. Glamourøst er det ikke.

Men den grummeste udstilling af fornedrelse, og på mærkelig måde også oprejsning, kommer kort inde i filmen, da den hvide klovn redder sin kone fra en bataljon af fordrukne garderhusarer. Hun har ganske vist selv indvilliget i at smide tøjet for dem for penge og nøgenbader løssluppent sammen med dem, da klovnen ankommer til stenstranden sammen med hele cirkuset og det halve af byens indbyggere. Folkemængden ler hånende, mens den knoklede gamle cirkusartist med den udtværede hvide ansigtsmaske vakler ud mellem stenene i vandet og løfter sin protesterende hustru op. Først da han, som en Jesus på vej til Golgatha, bærer hende på sine bare fødder over strandens skarpe sten, falder der en skamfuld tavshed over mængden, men ingen stopper grusomhedens teater.

Hele filmen synes at være en allegori over uendelig lidelse, men ender i kraft af sin sublime kunst med at være en trøst til dem der alligevel lever. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, om det i nutidens Sverige overhovedet ville være muligt at skildre kvinder komme i kløerne på så fæle mænd som i »Gøglernes aften«?