Der er en scene, der gør hele den lange aften med det efterromantiske franske versdrama »Cyrano de Bergerac« umagen værd på Det Kongelige Teater. Ja, der er mange, for det skal ikke være nogen hemmelighed, at Katrine Wiedemanns iscenesættelse af en omtrent glemt klassiker formår at holde den rørende historie flot svævende fra start til slut.

Men skal man fremhæve et enkelt øjeblik, der samler hele ideen med at spille Edmond Rostands engang så berømte teatersucces, som man måske ikke nødvendigvis behøver i kanon, må det være den balkonscene, der er stykkets centrale sekvens. Det er den, der er kernen i det hele. Det er her, stykkets tragiske trekantsdrama når sit emotionelle højdepunkt. Det er her, de følelser, der skal give det hele mening, når deres højdepunkt. Det er her, titelfiguren lukker sit hjerte op og erklærer sin kærlighed til den smukke Roxanne.

Desværre agerer han kun som sufflør for den flotte, unge musketerkollega, Roxanne er betaget af, men som selv er for dum til at vinde hendes gunst med den slags kærlighedserklæringer, hun forlanger.

Den ene bejler er krop, den anden – hemmelige – er sjæl. For Cyrano ejer måske nok et smuk sind, der er i stand til at give sine følelser digterens ord, men han er også udstyret med den store næse, der får ham til at tro, at han er uværdig til kærlighed.

Blødende hjerte

Sådan som Olaf Johannessen skræller alle lag af sin Cyrano og når ind til inderligheden i de ord, der strømmer ud af den bedrøvelige musketer, er det et magisk øjeblik, der giver hele øvelsen med at spille dette drama i periferien af repertoiret mening. Sådan lyder kærligheden, når den er allermest ubesmittet, sådan lyder den, når den er allermest uselvisk.

Som den moderne skuespiller, Olaf Johannessen er, må han naturligvis fylde versene med psykologisk fornemmelse og nutidig følelsesfuldhed. Alt i skuespilleren arbejder sammen for at fange de kræfter, der strides i Cyrano i det øjeblik: Lykkefølelsen ved at lette sit blødende hjerte, længslen, sorgen over, at en anden skal høste de kys, der er belønningen for hans egne anstrengelser.

Af så meget mere virkning er denne blottelse, fordi vi allerede har set Cyrano med ild i øjnene og schwung i kården som det flamboyante brushoved og fantast, der lægger sig ud med hele verden som et værn mod den sårbarhed, hans udsathed – jeg er grim! – giver ham. Krænkelsesparat, villig til at gå i krig mod hele verden for at beskytte det inderste, han skjuler for de fleste: en sårbar sjæl.

»Det er ikke alene en stor præstation. Flot og fejende i formatet, i forlængelse af en »gammeldags« teatertradition. Men rollen lyses op indefra, snarere end illumineres udefra.«

---

Det er ikke alene en stor præstation. Flot og fejende i formatet, i forlængelse af en »gammeldags« teatertradition. Rollen lyses også op indefra, snarere end den illumineres udefra. Den er i det hele taget en stor skuespillers gribende gennemarbejdede, oratorisk og kropsligt overlegne indsats med fuld følelsesmæssig dækning fra start til den slutning, hvor den tragiske dimension for alvor folder sig ud: Først på vej ind i dødens tåger kan Cyrano afsløre sine sande følelser for Roxanne.

Hysteri

Og Johanne Louise Schmidt er på sin egen måde – på en helt anden måde – lige så god som den eftertragtede Roxanne. Hendes Roxanne er ikke bare en smægtende, preciøs og passiv heltinde – af Katrine Wiedemann sat ind som et højst kødeligt drømmesyn med flammerødt hår og hvide alabasterarme. Hendes kærlighedsforlangende grænser næsten til overtryk og hysteri, sådan som Johanne Louise Schmidt nærmest i glimt vender vrangen ud på en kvinde, der i den grad er i sine sansers vold. Styret af sit hjerte – også når det fører hende på vildveje. Med en vis form for vulgaritet som værn mod sentimentaliteten. Det er overraskende levende, vildt og sanseligt.

Det er de to, der er oplevelsen. Det er den følelsesformidling, de formår, der er formålet med det hele. Men alt andet fungerer også forbilledligt rundt om dem. Alvin Olid Bursøe er vitterlig en billedskøn bejler, hvis måbende naivitet fint afløses af større tyngde, da han indser sit nederlag. Og Kristian Halken balancerer flot Roxannes magtfulde tilbeders pendlen mellem klynk og hævn.

Falmende bladregn

Det er spillet, der er i fokus på den næsten nøgne scene, der omtrent kun omkranses af scenografen Maja Ravns påmindelse om kærlighedens mange ord på de tætbeskrevne vægge. Katrine Wiedemann – velkommen tilbage på nationalscenen! – beviser her endnu engang, hvor fremragende en personinstruktør hun er, når en tekst siger hende noget, selv om hendes billedskabende evne også foldes ud i små, effektive syn: Roxanne på en svævende gynge i et brus af grønt, håbefuldt løv, kontrasteret af efterårets falmende bladregn mod enden på det hele. Krigens gru foldet ud med få, virkningsfulde billeder.

Men aftenen er Olaf Johannessens og Johanne Louise Schmidts. De gør stykket om kærlighedens bedrag og selvbedrag til en aften af format. En lang næse? Den, er der ingen, der får.

»Cyrano de Bergerac« af Edmond Rostand. Gendigtning: Niels Brunse. Oversættelse: P. A. Rosenberg. Iscenesættelse. Katrine Wiedemann. Scenograf: Maja Ravn. Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene. Til 15. februar.