En lang næse, kvinder på flugt, en grusom skoletime og en hustru, der har fået nok: Her er efterårets klassikere på teatret

Teaterredaktør Jakob Steen Olsen guider til efterårssæsonens klassikere på scenen.

Foto: Klaus Vedfeldt

Ridderen af den lange næse

Han har det hele. Begavelse, vid, vovemod, følsomhed og evnen til at digte, så kvinderne falder på stribe. Der er sådan set kun én ting i vejen med ham: Han har en kæmpestor næse, der står i vejen for, at den kvinde, han elsker, kan se ham som kærlighedsobjekt. I stedet resignerer han og leverer smægtende linjer til sin kønne, men knap så kloge soldaterven, der skal bruge dem til at erobre den kvinde, han selv elsker. Den franske forfatter Edmond Rostands nyromantiske versdrama »Cyrano de Bergerac« – som i øvrigt bygger på en vaskeægte digterskikkelse fra 1600-tallet – blev øjeblikkeligt efter premieren i 1897 en teatersucces. Også herhjemme, hvor bla. Poul Reumert og Frits Helmuth har fejret triumfer i partiet, og hvor Sebastian satte musik til den populære musicalversion, der slet og ret hed »Cyrano«. På Det Kongelige Teater er det nu Olaf Johannessen (billedet), der skal prøve kræfter med kæmperollen, mens Katrine Wiedemann – velkommen tilbage på Det Kongelige – instruerer.

Premiere: 27. september.

Kvinder på flugt

»En gruppe yngre kvinder efterlader alt og går ombord på en båd i Nordafrika for at sejle over Middelhavet. De flygter fra vold, overgreb og tvang og beder om beskyttelse i Grækenland hos kongen af Argos. Men skal kongen overholde loven, der forpligter ham til at give flygtninge asyl, eller skal han beskytte sin by mod de konflikter, det vil skabe at tage dem ind? Det er forestillingens store dilemma.«

Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Sådan lyder Betty Nansen Teatrets beskrivelse af Aischylos »De ayslsøgende kvinder«, men det er lige før, citatet kunne være hentet fra dagens avis’ udlandssider. Jo, historien gentager sig altid. Også på teatrene i Aalborg og Malmø, der producerer forestillingen i samarbejde med det frederiksbergske teater. Bl.a. Michael Birkkjær (billedet) er med på scenen.

Premiere: 13. september.

Foto: Robin Skjoldborg.

​Terperi og tandpine

Teatret ved Sorte Hest har en tradition for at spille det absurde teaters nyklassikere. En af dens mest berømte knopskydninger er fransk-rumænske Eugène Ionescos »chokerende« »Enetime« fra 1951. Historielæreren manuducerer sin mindreårige elev, der pines mere og mere, og som undervejs udvikler en ejendommelig tandpine, mens hun terpes gennem mængder af tyngende paratviden. Hvad handler dette magstspil, dette sadistisk-masochistiske skoleridt om? Spørg ikke Ionesco. Spørg dig selv. Mads Wille er den diabolske lærer, Rosalinde Mynster hans segnefærdige, men også erotisk opvakte elev, og Sarah Boberg det mystiske faktotum, som går til og fra i teaterchef Maria Vinterbergs egen iscenesættelse, der betoner det seksuelle magtspil mellem lærer og elev.

Repremiere: 25. oktober.

Nora går igen

Hvad er der med hende der Nora? Hvorfor kan hun ikke bare affinde sig med, at hendes mand er villig til at slå en streg over det uføre, hun – ganske vist for at frelse ham – ellers er lige ved at bringe sig selv og resten af familien ud i? Hvorfor kan hun ikke bare være tilfreds i det ægteskab, hvor man da bliver og kæmper for det, man trods alt har?

Foto: Allan Toft.

Det spørgsmål har teatergængere stillet sig selv, siden Henrik Ibsens »Et dukkehjem« fik sin skandalepremiere i 1879. Også i Aalborg, hvor instruktør og teaterchef Hans Henriksen satte den op sidste sæson, men hvor publikums- og anmeldersuccesen sender Nora, der får nok (Nanna Skaarup Voss, billedet) og ægtemanden Helmer i bokseringen endnu en omgang.

Repremiere: 8. oktober.