Tilbage til barndommens land

Børneuniverset er i centrum for Morten Ramsland. Her fortæller far til tre og forfatter til »Sumobrødre«, der udkommer på fredag, om det brutale drengeliv, om kampen mod depression, om at undgå at gentage sine forældres fejltagelser i opdragelsen og samtidig turde give slip på børnene.

Morten Ramsland Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup

Morten Ramsland kan stadig huske den aften, han besluttede at holde op med at tæve de mindre drenge i kvarteret. Det var i begyndelsen af 1980erne, han var 11 år og lå i sin seng på drengeværelset i huset i Næsby, en forstad i den nordlige del af Odense, og grublede.

»Jeg tænkte, at det kunne være, at de store så om et år eller to også ville holde op med at tæve mig,« fortæller den 38-årige forfatter med et grin.

»Det var ligesom om, jeg dér fik et blik for de strukturer og specielle love, der var blandt drengene. Det var meget bevidst, og jeg syntes selv, at det var en god, moden og opbyggelig beslutning, jeg havde taget i mit liv om at holde op med at dele øretæver ud og blive et mere ordentligt menneske.«

Langt senere, da han skrev romanen »Sumobrødre«, der udkommer på fredag, gik det op for ham, at der også var noget vemodigt over afskeden med det mere brutale kapitel i drengelivet, hvor der blev slåsset, kastet med lort på pinde og pint myrer og skrubtudser.

»Det er jo en afvikling, og det var lidt trist for mig at skulle afvikle den der energi. Det er en anarkistisk rastløs energi, som selvfølgelig handler om at lave ballade, gøre onde ting mod dyr og være bølleagtig, men samtidig er det en energi, der forvaltes med en form for eventyrlyst og gåpåmod. Så hvor jeg først oplevede afviklingen som noget udelukkende positivt, så kunne jeg pludselig begynde at se, at den også indeholdt noget negativt. En venden sig indad. En indadvendthed, der prægede mig i mange år fremover,« fortæller Morten Ramsland.

Da han var i slutningen af tyverne, tog det indadvendte over. Han havde allerede debuteret med digtsamlingen »Når fuglene driver bort« og arbejdede i døgndrift. Han skrev om natten og læste dansk og kunsthistorie om dagen. Men glemte samtidig at leve.

»Jeg sov tre timer om natten, og så gik jeg på universitetet. Nu kan jeg se, at det at skrive blev en måde at fjerne mig fra mig selv på. En måde at undgå at leve mit liv på. Efter jeg havde gjort det nogle år, fik jeg en depression.«

Men han kom ud på den anden side. Blandt andet fordi han begyndte at bruge sit liv i det, han skrev.

»Sumobrødre« er ikke en selvbiografisk skildring. Men ligesom Morten Ramsland hentede inspiration fra sit eget liv i den store slægtsroman »Hundehoved«, som er solgt i hen ved 250.000 eksemplarer, oversat til 20 sprog og blev tildelt bl.a. De Gyldne Laurbær og Læsernes Bogpris, blander han også denne gang virkelighed og fiktion. Det får ham til at føle sig i live i skriveprocessen.

»Hvis det skal give mening for mig at sidde i mange år og skrive på en historie, skal der være en forbindelse mellem mit eget liv og det, jeg skriver. Når det fiktive og det biografiske korresponderer med hinanden, undgår man at fjerne sig fra sig selv. Det, jeg skriver, kommer på den måde til at lyse tilbage på mit liv, så jeg får en større forståelse af det.«

»Sumobrødre« foregår i et rækkehuskvarter i Odense i 1981. 11-årige Lars bor med lillebroren med det lidet flatterende kælenavn Overbiddet, en far, der er en fed og mislykket snørebåndssælger, og en mor, der har været gift før, hvilket giver anledning til mange spekulationer om, hvorvidt far nu også er den rigtige far.

»Jeg tænkte på rækkehuskvarteret Næsbyhave i Odense, da jeg skrev bogen. Jeg boede der ikke selv, men i et hus lige ved siden af, hvor der var et plankeværk imellem og en masse kampe med sten og rådne æg,« husker Morten Ramsland.

I dag har han tre børn på 1, 5 og 7 år og bor i et stort gulstensparcelhus fra 1960erne i Brabrand, i udkanten af Århus. De to af børnene er hjemme, da Berlingske er på besøg, fordi de er syge. Morten Ramslands kone, Trine Dupont, er i den anden ende af huset. Hun er ved at blive færdig som psykoterapeut og har en klient. I haven foran huset er det tydeligt, at der bor børn. På græsset står en masse legetøj rundt omkring, placeret der, hvor legen sidst sluttede. En lyserød barnevogn, et legetøjskomfur, en plastictraktor og midt i det hele en kæmpestor blå trampolin. Man kan høre barnestemmer. Huset ved siden af er en børnehave, hvor et af Ramslands børn går.

Der er langt fra det liv, Morten Ramsland selv levede som barn, til hans børns opvækst, fortæller han.

»Et barneliv i dag er jo meget mere overvåget. Da jeg var barn, løb vi ned i mosen, når skolen var slut, og var der i nogle timer. Det kan godt være, at der er mange børn i dag, der ikke havde fået lov til det. Det er jo farligt. Man kan falde i vandet og drukne. Så på den måde lever børn en meget mere beskyttet og voksenovervåget tilværelse i dag, og der er da stor forskel på det liv, min datter, Silje på 7 år, lever - hvor beskyttet det er i forhold til det liv, jeg havde, da jeg var på hendes alder,« siger han og indskyder, at det er en bevægelse på godt og ondt.

»I »Sumobrødre« fortæller jeg da om nogle episoder, hvor børnene havde været godt tjent med lidt mere forældreovervågning eller lidt mere indgriben. Men omvendt skal børn også gøre deres egne erfaringer. Børn har brug for rum, hvor de ikke er overvåget, og hvor de kan overskride grænser, som de ikke kan få lov til at overskride, når de er sammen med de voksne. «

Morten Ramsland erkender, at det er lettere sagt end gjort.

»Det at få børn handler jo også om at give slip. Man starter med at have et spædbarn, hvor man skal klare alt. Derfra giver man slip og giver slip. Man skal give slip på de rigtige tidspunkter, og det er svært,« siger han.

»Hvis man har et barn hjemme og går på barsel, skal man på et tidspunkt have det i en dagpleje eller en vuggestue. Det er at give slip på barnet. Der sker ting uden for ens kontrol. I overgangen fra den trygge vuggestueverden til børnehaven, skal man igen give slip. Når de så skal fra børnehaven, hvor der trods alt er mange voksne og over i kæmpeskolen og i SFO med få voksne, så giver man slip igen. Og når de skal gå hjem fra skole første gang og dit og dat, giver man også slip.«

Selv om det ikke altid er sjovt, er det nødvendigt at lade børnene være på egen hånd nogle gange, mener Morten Ramsland.

»Det er ikke særlig sundt for børnene, hvis forældrene holder fast på dem, eller hvis de skal kæmpe alt for meget for retten til at være selv.«

Også måden, man opdrager sine børn på, har ændret sig meget, siden Morten Ramsland voksede op.

»Jeg tilhører en generation, der i høj grad forkastede de opdragelsesmønstre, vi selv var blevet opdraget efter, og i stedet skulle finde nye. Opdragelsen var mere autoritær. Nu er jeg jo født i 1971, men den der 1968-bølge sivede ikke ud i landet i særlig høj grad. Den var ikke slået igennem i Næsby. Selvfølgelig var den det lidt. Der var nogle meget konkrete ting, man slog f.eks. ikke eleverne. Men da jeg voksede op, var det i høj grad de voksnes liv, der var det vigtige, og børnene fulgte ligesom bare med. Vi levede lidt vores eget liv. Man gjorde ikke noget specielt ud af børnene. De skulle bare med og være der,« siger Morten Ramsland.

I dag er det lige modsat.

»I min generation har vi jo så meget fokus på børnene, at det nogle gange går ud over børnene. Hvis børnene er centrum hele tiden, og det er dem, der får al opmærksomheden, sætter man dem i virkeligheden uden for fællesskabet, og så indgår de ikke længere i familiens fællesskab eller andre former for fællesskab. Fordi man vil børnene så meget og ikke vil begå sine forældres fejltagelser, kan man komme til at sætte børnene uden for familiefællesskabet,« siger Morten Ramsland, og tilføjer, at han prøver at lade være at gøre det samme.

»Jeg tager mig ofte i at tænke: Hvad vil mine børn? Hvad kunne de tænke sig nu her i weekenden? Men jeg øver mig i i stedet for at sige: Hvad kunne jeg egentlig tænke mig at gøre sammen med mine børn? Og så gøre det i stedet. Det er en måde at træde tydeligere frem på som voksen. Det er fint, at børn har fået mere medbestemmelse og bliver lyttet mere til. Man skal bare passe på, at man ikke flytter hele fokus over på dem.«

I praksis er det blevet nemmere, efter der er kommet flere børn til, fortæller Morten Ramsland.

»Når man får to børn, så er der en voksen til hvert barn, men ved nummer tre mangler der ligesom en. I den proces har jeg opdaget, at den måde, vi opdragede eller var sammen med vores børn på de første par år, den holdt bare ikke, da vi fik barn nummer tre. De bliver nødt til at være mere selvkørende. De skal ikke bare serviceres hele tiden. Det er i virkeligheden slet ikke godt for dem. De har godt af at vide, at der er brug for dem. På den måde inddrager man dem også i fællesskabet i stedet for bare at servere madder for dem inde foran fjernsynet hver eftermiddag.«

Morten Ramsland bruger børneuniverset som afsæt for sine bøger. Det gjorde han i »Hundehoved« og i de syv billedbøger for børn, han skrev i kølvandet på bestselleren fra 2005. Hvordan det har påvirket hans bøger, at han selv har fået børn, har han vanskeligt ved at sætte ord på.

»Det præger en så meget at få børn, at det er svært at forestille sig, hvilken slags litteratur, jeg ville have skrevet, hvis jeg ikke havde børn. At få børn er også at genopleve sin egen barndom. Når man pludselig kan se sine børn i de forskellige aldre og sætte det sammen med sin erindring om, hvordan man selv var i den alder, så bliver det meget levende for en, hvordan man egentlig var. Samtidig lærer man meget om sine forældre i sine egne reaktioner på børnene. Det er jo tit automatreaktioner af, hvordan ens forældre har reageret over for en. I hvert fald de reaktioner, man ikke har overvejet. Man får indsigt i nogle af de mekanismer, og det kan jeg helt klart bruge, når jeg skriver. Men det er ikke en direkte inspiration, det er mere en indsigt i nogle strukturer og i blikket for nogle ting.«

Vi sidder i Morten Ramslands arbejdsværelse ud mod haven. I den ene ende er skriveafdelingen. Her er en bogreol, skrivebordet med en computer og ved siden af en lænestol. I den anden ende af rummet står store lærreder, tuber med maling og i vindueskarmen et hav af pensler i alle størrelser. Morten Ramsland maler, når han er færdig med at skrive.

»Det primære er at skrive. Men det at male er en helt anden måde at være kreativ på. For mig er det en mere kropslig og sanselig oplevelse, og jeg forsøger at holde det analyse- og refleksionsfrit.«

Indtil videre er det kun på hobbyplan, Morten Ramsland maler. Det kniber også med tiden, efter han har fået barn nummer tre. Den ideelle arbejdsdag for ham er skrive nogle timer og derefter kaste sig over maleriet. I praksis er hans arbejdsdag nu defineret af børnenes pasningsrytme. Han arbejder, fra de bliver afleveret omkring klokken 9, til de skal hentes ved 15-tiden om eftermiddagen. I weekenderne holder han helt fri.

»Det er vigtigt for mig at afgrænse det. Jeg har en tendens til - ligesom mange andre forfattere og sikkert også andre, der går op i deres arbejde - at blive meget grebet af arbejdet. Hvis ikke jeg sætter klare rammer og siger: Nu er det slut, så er jeg fraværende over for min familie.«

Erfaringerne med depressionen som ung har plantet en ulyst i ham til at arbejde i døgndrift. Men nogle gange kan han dog godt savne lidt mere tid til arbejdet.

»Men så skulle jeg ikke have sat tre børn i verden,« siger Morten Ramsland med et smil og tilføjer: »Det varer nogle år, og så kan jeg få tid til det igen.«