Streger i sandet

En blodig israelsk tegnefilm vækker opmærksomhed ved filmfestivalen i Cannes, og indvarsler måske et nyt afsnit af filmhistorien. Tegnefilmen er nemlig i stand til at beskrive det, som før har været ubeskriveligt, siger lederen af Filmskolens instruktørlinie, Jens Jonas Wagner.

En israelsk soldats oplevelser i krig er omdrejningspunktet i den selvbiografiske »Waltz with Bashir«. Fold sammen
Læs mere
Foto: CFF/presse

Tegnefilm for voksne har ramt filmbranchen, så det kan mærkes. De såkaldte graphic novels, der helt kortfattet kan beskrives som »eksperimenterende tegneserieromaner med litterære ambitioner« har i et par årtier gradvist vundet større og større accept blandt bogkøberne. Og nu står det skrevet som med talebobler, at de også har opnået den største hædersbevisning bøger kan få: at blive til film. Eller rettere tegnefilm.

Ved sidste års Cannes-festival blev tegnefilmsudgaven af den iranske tegner Marjane Satrapis selvbiografiske graphic novel »Persepolis« belønnet med Juryens Pris samtidig med, at publikum hyldede den ved at gøre den til sidste års mest sete film i sit franske hjemland.

Ved dette års festival er noget tilsvarende ved at ske. Den israelske filminstruktør Ari Folman (se artiklen her på siden) har nemlig allerede fået fortjent opmærksomhed med sin ligeledes selvbiografiske krigsfilm »Waltz with Bashir«, der deltager i festivalens hovedkonkurrence.

Filmen udfolder instruktørens fortid som ung tanksoldat under den israelske invasion af nabolandet Libanon i starten af 1980erne og kulminerer med en øjenvidneskildring fra flygtningelejren Sabra og Shatila. Her myrdede kristen-libanesiske falangister hundreder af muslimer, mens de israelske soldater forholdt sig passive. Dette er naturligvis kontroversielt materiale i sig selv, men det som for alvor gør »Waltz with Bashir« nyskabende som film, er, at det er en tegnefilm.

Ifølge instruktøren selv er filmen en helt autentisk historie om det israelske felttog. Filmen begynder, da Folman selv som filmens hovedperson forsøger at genkalde sig omstændighederne omkring massakren i flygtningelejren. Folman ved, at han var til stede – men til sin undren kan han ikke erindre sig en eneste detalje.

Derefter opsøger han, i et forsøg på en slags selvterapi, en række af sine soldaterkammerater for at få dem til at bidrage med deres versioner af fortiden. I en række episoder fortæller de nu midaldrende kammerater om deres oplevelser ved fronten. Så godt som alle stemmerne til de tegnede figurer leveres af de personer, som dengang var til stede i Beirut og omegn. Faktisk blev flertallet af filmens personsekvenser indspillet på realvideo for derefter at blive sat på tegning.

»Jeg har altid ønsket at lave filmen som tegnefilm. Jeg ville ikke lave den som videofilm, for hvordan havde det set ud? En stribe midaldrende mænd der fortæller om noget, der skete for 25 år siden? Det ville have været så kedeligt,« lød Ari Folmans forklaring på pressemødet efter filmens premiere i Cannes.

I stedet for de kedelige mænd, får tilskuerne en eksplosiv blanding af erindringsglimt, hallucinationer, samt enkelte stilistiske nik til klassiske krigshelveder på film som »Dommedag Nu« og »Platoon«. Blandingen af rockmusik, kugleregn og granatchok virker derfor bekendt, men er sjældent før blevet sat sammen med så meget visuel nerve.

Jens Jonas Wagner er leder af instruktionslinien på Filmskolen i København og har tillige undervist i animation. Han siger, at de voksne tegnefilm har været længe undervejs og udspringer direkte af de store salgssucceser, som en række amerikanske graphic novels har været. Det gælder blandt andet bøger fra tegneserieforfattere som Daniel Clowes og Art Spiegelman.

»Filmbranchen, der sjældent sætter sine penge unødigt på spil, har omsider indset, at der må være indtjeningsmuligheder i voksentegnefilm, qua de store oplag som visse graphic novels er solgt i. Men det er i grunden mærkeligt, at der skulle gå så længe, når nu liveaction filmversioner af tegneserier i årevis har kastet nogle kæmpe biograffilmsælgere af sig,« siger Jens Jonas Wagner med henvisning til film som »300«, »Sin City« og de mange superheltefilm, der er kommet frem indenfor de sidste ti år.

Han mener, at de hidtidige eksempler på voksentegnefilm kun har løftet en flig af, hvad biografgængerne har i vente. Når først filminstruktørerne indser de visuelle muligheder, vil den tidligere skepsis fordampe, mener han.

»Når man tegner noget, skaber man på en helt anden måde end i ’kødfilm’ et nyt univers. Uanset hvor mange effekter man udstyrer en live action-film med, er den nemlig altid tynget af et stort grundmateriale, nemlig virkeligheden og tyngdeloven. Den slags begrænsninger findes ikke i tegnefilmen,« siger Jens Jonas Wagner.

Mens de her omtalte film i særlig grad henvender sig til voksne, om ikke andet på grund af deres »forbudt for børn«-indhold, så bør man også nævne de japanske manga-film, der i årtier har udforsket en gråzone af mystiske universer, der ikke bare ophæver tyngdeloven, men overskrider en bunke andre æstetiske og fortællemæssige rammer.

Animationsselskabet Studio Ghibli har også herhjemme scoret flere filmhit med dets besynderlige blanding af børneeventyr, fantasy og science fiction, men har også produceret egentlige voksen-tegnefilm. Blandt disse kan man fremhæve den umådeligt sørgelige film »Ildfluernes grav« om to forældreløse børns undergang i Tokyo under de amerikanske brandbombardementer i 1945. Filmen demonstrerer med stor tydelighed, hvor grænserne går mellem de nye og de gamle tegnefilm. Disney lod ikke mange børn dø af hungersnød i sine film.

I Danmark er det indtil videre kun Anders Morgenthalers voldelige og tegnede hævndrama »Princess« fra 2006, der falder helt rent i kategorien, og ifølge Jens Jonas Wagner fra Filmskolen er der stadig en træghed i det danske filmstøttesystem over for tegnefilmen.

»Holdningen er vel stadig den gamle, at voksne ikke gider se tegnefilm. Men det kan ændre sig, om ikke andet så af den grund, at Filmskolen har færdiguddannet 30-40 fra dens animationslinie, siden linien blev oprettet i 1993. Her er der mange der er fænomenalt dygtige, og som gerne vil lave tegnefilm for voksne,« siger Jens Jonas Wagner.

At der stadig kan være grundlæggende forbehold overfor mediet, kom den israelske instruktør Ari Folman selv ind på ved pressekonferencen i Cannes i går. Når man som Folman demonstrerer hvor meget dette »nye« medie kan, kan der næsten blive tale om for meget publikumsforførelse.

Derfor har instruktøren klippet realoptagelser fra samtidige TV-reportager ind i sin ellers helt igennem tegnede film. Optagelserne dukker op som et chok for publikummet, og viser de grædende overlevende i flygtningelejren.

»Helt grundlæggende ønsker jeg ikke, at publikum, når de har set ’Waltz with Bashir’, forlader biografen og nøjes med at tænke: Det var en cool film, flotte tegninger, god musik. Jeg ville understrege, at disse ting fandt sted. Tusindvis af mennesker blev dræbt. Børn blev myrdet. Kvinder og gamle mennesker blev myrdet,« sagde Folman.