Gennem mange år var der store planer om at opføre et pragtmuseum i det kønne landskab uden for Sorø. Det lykkedes ikke. Til gengæld er det lykkedes at bygge et kunstmuseum inde i centrum, der på alle måder er meget vellykket - og måske også ligger mere i pagt med de tendenser, der er i tiden, til at koncentrere og forstærke bylivet.

Efter alt at dømme vil vi i langt højere grad end tidligere bo og arbejde i byerne, hvor vi kommer til at leve tættere. Det er der forskellige ressourcebesparende årsager til - og så kalder bylivet, fordi ikke blot arbejdspladserne og uddannelsesinstitutionerne koncentreres i metropolerne men også kultur- og underholdningstilbud. Det er dér, mennesker mødes. I Sorø er det oven i købet så heldigt, at det nye kunstmuseum er flankeret af biblioteket og biografen, hvilket gør et intenst samarbejde meget nærliggende. Der er stadig store dele af befolkningen, der opsøger rigtig kultur.

Vestsjællands Kunstmuseum - der efter genåbningen nu hedder Sorø Kunstmuseum, heldigvis ingen popsmarte kælenavne her - lå i forvejen i et gammelt borgerhus på gågaden. Det gør det for så vidt stadigvæk, for de gamle stuer anvendes nu udelukkende til den ældre kunst fra guldalderen og frem til modernismen. Øverst i den gamle bygning er museets fascinerende samling af russiske ikoner fra det sidste halve årtusinde udstillet i en ny iscenesættelse, der får deres særlige æstetik og religiøse betydning til at træde markant frem.

Regn med oplevelse

Det er meget vellykket - men intet dog så vellykket som tilbygningen, der kan ses som en nyfortolkning af provinsbyens klassiske længehus fra dengang, der var virksomheder og virkelyst i byernes baggårde. I dag er det ikke håndværk og småindustri men en storartet, nyophængt kunstsamling i et meget, meget smukt hus beklædt med brune tegl, der på afstand ligner træ.

Når man læser sig til, at materialet - fremstillet af Petersen Tegl - også er udviklet til den schweiziske arkitekt Peter Zumthor, bliver man ikke overrasket, for den mørke, klosteragtige bygning har et stemningsmæssigt fællesskab med flere af hans mesterlige huse. En fin detalje er fraværet af tagrender, og man kan forestille sig, hvordan regnvandet formelig vil glide forbi vinduerne og blive en del af oplevelsen at være indenfor i museet.

Bygningen er i øvrigt helt sin egen og minder ikke om andre danske kunstmuseer - heller ikke Trapholt i Kolding tegnet for efterhånden en del år siden af arkitekter fra bl.a. Lundgaard & Tranberg. Det er blot endnu et bevis på, at tegnestuen på fornem vis magter at tilpasse bygninger og deres udformning til stederne. Blandt senere pragteksemplarer er et kontorbyggeri ved Kalvebod Brygge, Skuespilhuset i København og Tietgenkollegiet på Amager.Gårdarealet er klogeligt friholdt for skulpturer. Her kan mennesker mødes i den danske sommer, der kan være oplæsninger og performances, men vigtigst af alt er huset - og det skattekisten rummer.

Blandt museets særlige undersøgelsesområder er den danske minimalisme i 1960erne (eksempelvis Peter Bonnén og Stig Brøgger) og 1980erne såkaldt vilde maleri (med blandt andre Peter Bonde og Claus Carstensen) - og som man for nogle år siden kunne se ved genåbningen af kunstmuseet i Aarhus og siden Fuglsang på Lolland, har det været en god øvelse at gennemgå samlingen med henblik på en nyophængning, der - selvfølgelig, hvad ellers? - er kronologisk og giver dette museums version af dansk kunst gennem 350 år.

Som bygningen er forførende smuk udvendigt, er den nøgtern og udstillingsegnet indvendigt. Indgangspartiet er flyttet til tilbygningen. Herfra fordeler man sig i huset, og det kommer nok også til at foregå logisk, når skiltningen for alvor fungerer, eller man har opnået fortrolighed med huset. Trappepartiet og andre steder har et meget smukt lysindfald, og salene er regulære og har en imødekommende variation i størrelse og form. Det er ganske enkelt meget, meget vellykket.