Slappe slagtere

Anders Thomas Jensens »De Grønne Slagtere« vil være en komedie, men ligner en krydsning mellem »Motorsavsmassakren« og »Polle Fiction«.

En mand forsøger koldblodigt at tage livet af sin bedste kammerats kæreste, men det slår ingen skår i deres venskab, og kæresten selv bærer heller ikke nag. Herregud, hvad er et mordforsøg mellem venner?

Bare en bagatel i Anders Thomas Jensens »De Grønne Slagtere«, der ganske vist er indspillet på det idylliske Sydfyn, men ikke desto mindre er noget på papiret så opsigtsvækkende som den første danske film om seriemord og kannibalisme.

De to slagtersvende Svend og Bjarne åbner egen forretning i en pittoresk provinsby (Faaborg, faktisk), og i begyndelsen går det rigtig skidt. Så omkommer en elektriker i slagterbutikkens kølerum, Svend benytter sig af lejligheden til at partere manden og sælge hans kød camoufleret som kylling, og nu strømmer kunderne til, for den nye delikatesse bliver en kolossal kulinarisk succes. Problemet er bare, at der jo hele tiden skal skaffes friske råvarer.

Dermed bliver Svend - efter nogle få og små moralske skrupler samt halvhjertede protester fra Bjarne - til effektiv seriemorder, og hans ofres kød går, om man så må sige, som varmt brød. Dog forstyrres succesen af, at Bjarnes hjernedøde tvillingebror Eigil mirakukløst vågner op fra en koma og begynder at rave rundt i byen med en giraf under armen, ligesom de to venners tidligere chef får mistanke om, at der er noget lusket ved deres popularitet.

Den historie er selvfølgelig grotesk og makaber ud over alle grænser, men det forunderlige er, at »De Grønne Slagtere« vil være en komedie og dermed kommer til at ligne en krydsning mellem Tobe Hoopers »Motorsavsmassakren« og Søren Faulis »Polle Fiction«. Ingen tvivl om, at morbide beretninger kan være morsomme, men den ellers talentfulde Anders Thomas Jensen har med et gigantisk fejlskud lavet en gennemført ubehagelig film om usædvanligt frastødende mennesker, og resultatet er nogenlunde lige så sjovt, som det er at overvære en trafikulykke.Al respekt for Mads Mikkelsen, der skånselsløst har gjort sig selv afskyelig som den heftigt svedende og konstant knarvorne Svend med det flakkende blik og den bizarre frisure, der får ham til at ligne Gary Oldman i Francis Ford Coppolas »Dracula«. Nikolaj Lie Kaas er henholdsvis knugende frustreret og pinagtigt lallende i dobbeltrollen som brødrene Svend og Eigil - Anders Thomas Jensens påklistrede forsøg på at forklare de to slagteres afstumpede adfærd med traumatiske oplevelser i fortiden er en fæl fis i en hul hornlygte - og den stort set eneste sympatiske person er Bjarnes troskyldige kæreste Astrid, selv om den anonyme figur for Line Kruse kun er skyggen af hendes Emma i gennembrudsrollen hos Søren Kragh-Jacobsen.

Cheffotografen Sebastian Blenkov har omsorgsfuldt formet »De Grønne Slagtere« i en attraktiv billedstil, der står i grel kontrast til det grimme indhold, og man kan måske mene, at denne snerrende hyldest til psykopati er et modigt udspil med sin egen form for tænderskærende logik. Men i forhold til Anders Thomas Jensens veloplagte første spillefilm, den voldsvittige »Blinkende Lygter«, opleves historien om den sydfynske kannibalisme som et deprimerende tilbageskridt, for der er - tro det eller ej - alt for lidt kød på historien, og filmen bliver derfor det eneste, som en blodig provokation ikke må være, nemlig tam og monoton.

Måske er det Anders Thomas Jensens egentlige ambition, at vi midt under filmen skal styrte ud for at kaste op. I så fald bliver nogen nødt til at vække os først.