Skuespiller lader sig begrave levende: »Det er både meget dragende og meget frastødende«

Når forestillingen »Dødsangst i galop« begynder i morgen, lader skuespiller Peter Flyvholm sig begrave levende. Sammen med de tre andre skuespillere i teatergruppen »Cheer Extreme« sætter han fokus på den dødsangst, som danskere ifølge Peter Flyvholm har så svært ved at se i øjnene.

2
Mexicanerne sover med døden, drikker med den, banker den og elsker med den. Hvis vi kan gøre sådan, at døden ikke skal være så trist ... Det ville være det største. Døden er en fest, ligesom det var en fest, da vi blev født,« siger skuespiller Peter Flyvholm, der lader sig begrave levende i forbindelse med forestillingen »Dødsangst i galop« på teatret Sort/Hvid. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR, Karoline Lieberkind

Skuespiller Peter Flyvholm har været begravet levende i fire og en halv time. Men han vil gerne kunne gøre det endnu længere tid.

Sammen med sit teaterkollektiv »Cheer Extreme« har han skabt forestillingen »Dødsangst i galop« på teatret Sort/Hvid, der har premiere lørdag. Forestillingen undersøger dødsangsten i sine mange former i i skumringen i en skov, som tilskuerne bliver eskorteret til fra teatret i Kødbyen i København.

»Har du tænkt på, hvad der vil leve videre fra dig efter døden? Din dårlige holdning? Ånde? Skæve tandsæt? Din gæld og slatne pensionsopsparing? Nøgenbilleder sendt i en lille lækker sms? Kan du nå at slette dem? Har du styr på, hvornår du dør? Har du sparet op? Hvordan ser du ud død? Hvad har du i grunden bidraget med? Hvor længe vil der gå, inden du bliver glemt?« lyder det i beskrivelsen af forestillingen.

Berlingske har talt med Peter Flyvholm, der som en del af forestilingen lader sig begrave levende. For Peter Flyvholm lider af klaustrofobi, og han vidste, at han ville se sin dødsangst i øjnene, hvis han opholdt sig under jordens overflade. Og så er det ifølge skuespilleren det tætteste, man kan komme på døden som levende.

»Jeg og de andre skuespillere er alle midt i livet. Vi vil gerne hylde det værste i os selv, så vi spurgte hinanden, hvad vores største frygt er? Og for os alle er det at dø. Derfor tog vi fat i emnet dødsangst. Vi bruger vores egne historier: angsten for at miste, angsten for at blive glemt, angsten for at dø. Den ultimative måde at komme tæt på døden er at rykke ud i en skov, hvor liv og død hele tiden er nærværende,« siger Peter Flyvholm.

Teaterkollektivet »Cheer Extreme« sætter fokus på dødsangsts mange udgaver i forestillingen »Dødsangst i galop.« Her er det hele gruppen. Fra venstre: Signe Mannov, Anders Mossling, Xenia Noetzelmann og Peter Flyvholm. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR, Raphael Frisenvænge Solholm.

Shamaner og mexicanske dødekulte

I arbejdet med forestillingen har skuespillerne foretaget et stort researcharbejde. De har talt med antropologer og shamaner for at forstå, hvordan andre kulturer forholder sig til døden. For mange andre kulturer er meget bedre til at forholde sig til døden, end vi er i Danmark, og det mener Peter Flyvholm er en skam.

»Andre kulturer er også bange for at dø, men de taler mere om det. Også til daglig. I Danmark er det ikke i vores sprog og dagligdag på samme måde som f.eks. mexicanerne. I Mexico siger de, at de har døden i inderlommen. Vi er blevet inspireret af andre kulturer for at se, hvad de kan, som vi ikke kan,« siger Peter Flyvholm, der fortæller, at de har undersøgt diverse mexicanske ritualer som allehelgensaften og Vredens Dag.

På Vredens dag skriger mexicanerne deres angst ud. Det gør vi til gengæld ikke i Danmark, oplever Peter Flyvholm.

»Vi har også været inspireret af afrikanske dødsritualer, der varer lang tid, og hvor man fester. Begravelser er større fester end bryllupper. Vi har også undersøgt oldmexicanske ritualer fra toltekerne, der begravede sig levende for forholde sig døden. Døden gav dem styrke, hvor vi i Danmark opfatter døden som en svaghed,« siger Peter Flyvholm.

Peter Flyvholm, skuespiller

»Mexicanerne sover med døden, drikker med den, banker den og elsker med den. Hvis vi kan gøre sådan, at døden ikke skal være så trist ... Det ville være det største. Døden er en fest, ligesom det var en fest, da vi blev født.«


Dragende og frastødende

Det er de såkaldte toltekere, et ældgammelt indiansk folk, der levede i det centrale Mexico mellem det 10. og 12. århundrede, der har inspireret Peter Flyvholm til at lade sig begrave levende. For det var rituelt for dem at være levende begravet fra solnedgang til solopgang for at se døden i øjnene. Men så længe har han ikke kunnet ligge under jorden endnu.

»Jeg har brug for hjælp, når jeg lader mig begrave levende. Det er vigtigt, at der er nogen, der våger, hvis man går i panik. Det vigtige er at blive liggende, når panikken opstår, for det er der, erkendelserne opstår. For hver eneste aften, mens forestillingen foregår, vil jeg blive liggende der længere,« siger Peter Flyvholm.

»Jeg gik så meget i panik, da jeg lå begravet i 4,5 time. Det gjorde, at jeg fik meget respekt for det her ritual. Det var tæt på at være fra solnedgang til solopgang, men jeg kunne ikke. Men det vil jeg gerne kunne, fordi der skete et kontroltab, som gjorde, at mange ting føltes lettere, og jeg fik styrke. Det er både meget dragende og meget frastødende,« siger han.

Hvordan føltes det at være begravet levende?

»Det føltes utrolig underligt. Jeg har ble på, når det er, fordi jeg jo ikke kan gå på toilet. De tanker, der opstod, fordi jeg er der, hvor jeg skal være, når jeg dør, blev faktisk rare. Da det blev rart, og jeg kunne slappe af, kom der en modreaktion, og jeg blev angst. Jeg tænkte på min barndom og min egen relation til døden. Jeg har mistet min far, og på en eller anden måde kom jeg tættere på ham. Og på noget, jeg ikke forstod. Som shamanerne også siger, kommer de tanker, fordi det går op for mig, at der er noget, jeg ikke har nået. Hvis jeg dør nu, er jeg ikke forløst. Og det er interessant. Det er et meget stort tema, men panikken gjorde, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle nå,« siger Peter Flyvholm.

Hvis du skulle give et råd til danskerne om døden, nu hvor du har været begravet, hvad skulle det så være?

»En shaman, jeg talte med, har en dødsmaske hængende over sin seng. Det første, hun ser, når hun vågner, er døden, og en tekst, der siger: »Jeg guider dig til et bedre liv.« Jeg vil opfordre alle danskere til at have døden i inderlommen, som mexicanerne har. Vi skal kunne holde en fest med døden i inderlommen og tale om døden. Mexicanerne sover med døden, drikker med den, banker den og elsker med den. Hvis vi kan gøre sådan, at døden ikke skal være så trist ... Det ville være det største. Døden er en fest, ligesom det var en fest, da vi blev født.«

Forestillingen har premiere den lørdag den 24. august og finder sted indtil den 14. september. Læs mere på www.sort-hvid.dk