Svensk stjerneforfatter: »Det er et ubehageligt klima, når man ikke kan tale frit, og det klima har vi i Sverige«

Verden er ved at drukne i populisme, og den svenske debat er ved at gå til grunde i en evig klapjagt på dem, der tillader sig at være uenige. Det mener David Lagercrantz, aktuel med Lisbeth Salander-romanen »Hende der må dø«. Berlingske har mødt forfatteren i Stockholm.

De to første bøger, David Lagercrantz skrev om Lisbeth Salander, blev mødt med stor skepsis, men solgte 14 mio. eksemplarer. »Hende der må dø« udkommer selvsagt i et gigantisk oplag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Hvad synes du er mest interessant at tale om lige nu?

»Der er især to emner, der definerer vores tid. Det ene er populismen, der præger alting lige nu. Verden er gået amok i fejlinformation, had og en strømning, der fører populistiske ledere til magten. Det andet er klimaforandringerne, som ligger over os som en konstant trussel. Populismen og klimaet er tilsammen »the story of our lifetime«.«

Hvordan ser du populismen påvirke vores hverdag og måden, vi lever på?

»Vi deler os op i grupper, vi polariseres. Den skinner igennem overalt. Lige fra de organiserede russiske trolde-kampagner på nettet til håndteringen af Brexit og de ledere, vi vælger. Vi har i dag en amerikansk præsident, der kalder pressen for »the enemy of the people«. Det siger i sig selv en del. Jeg mærker det også, når jeg bliver interviewet af udenlandske journalister, der tror, at Sverige er faldet fra hinanden, fordi de kun ser et stærkt forenklet billede af vores samfund. Vi bruger medierne mere endimensionelt. Det er giftigt! I 1989 skrev Francis Fukyiama, at vi stod ved historiens slutning. Det er lidt sådan, jeg har det. Jeg oplever, at demokratierne er under pres, og det er, som om fascismen er på vej tilbage.«

»Vi svenskere har en særlig tendens til at gå på klapjagt. Når klimaet bliver så hårdt, er der ingen, der ytrer andet end det, de andre siger,« siger David Lagercrantz om den svenske debat. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Hvad er så din opgave som forfatter med et stort publikum i en tid som denne?

»Jeg burde sikkert gøre mere, men jeg oplever, at det er helvedes svært at kæmpe imod. Sandheden er depraveret. Der mangler effektive modværn mod den hetz, had, forenkling og dæmonisering, der foregår.«

Lisbeth Salander var #metoo før #metoo

Har de tendenser, du ser i tiden, påvirket den måde, du har fortolket Lisbeth Salander på?

»Noget af det, Stieg Larsson gjorde, var jo at tage samtidsproblemerne op. Det arbejde har jeg fortsat, blandt andet skildrer jeg, hvordan folk lever adskilt, nogle i deres egne alternative verdener.  Så jeg forsøger at adressere den verden, vi lever i, og samtidig holde fast i mytologien omkring hende. Det er klart, at en karakter, der er så ikonisk som Lisbeth Salander, må tilpasses tiden. Men jeg skriver også om de evige spørgsmål. Livet og døden, kærlighed og had.«

Der er blevet talt meget om Lisbeth Salander som en #metoo-figur. Hvordan ser du selv på det?

»Det er et stort og kompliceret spørgsmål. Lisbeth Salander er repræsentant for #metoo, inden #metoo blev opfundet (hun blev lanceret i 2005, red.). Hun agerer i et samfund, der ikke fungerer, ikke er retfærdigt. Hun starter oprøret og tager sagerne i egne hænder. Det er fantastisk i fiktionens verden, at Lisbeth ordner det selv. Men i virkelighedens verden er vi nødt til at stole på retssystemet. Det var bl.a. det, der gik galt under #metoo-debatten i Sverige, der blev meget voldsom. Kvinderne stod sammen om at forandre samfundet, og det er jo fantastisk. Men det endte med, at flere mænd blev forfulgt i medierne, uden at de var dømt. Systemet kollapsede. Medierne bidrog med lynchjournalistik, som der ikke var belæg for.

Ofrede man modparten for selv at få ret?

»Præcis. Det var, om om vi blev klogere og dummere på én gang. Og det tror jeg, er livsfarligt, især når medierne opfører sig populistisk og glemmer de principper, de normalt arbejder ud fra.«

Så populismen kan godt være venstreorienteret?

»Absolut. Populismen kan i den grad komme fra venstre! Den findes overalt, også på sociale medier, hvor det er de forenklede og enkle budskaber, der får gennemslagskraft. Populismen kan også opstå i den gode sags navn. Jeg er sikker på, at #metoo på langt sigt kommer til at ændre kvindernes rettigheder, og det håber jeg for mine døtre. Men debatten blev voldsomt ubehagelig. Drivkraften var had. Det er livsfarligt, når en stemning bliver så hård, at modparten ikke høres. Klimaet blev for hedt.«

David Lagercrantz fik sit globale gennembrud med biografien »Jeg er Zlatan Ibrahimovic« om den svenske fodboldspiller. Han bliver ofte kontaktet af »store, spændende navne«, der vil have ham til at gentage succesen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Svenskere på klapjagt

Set med mine danskerbriller bliver debatterne i Sverige ofte ret ekstreme, hvad enten det er indvandring, #metoo eller feminisme. Er det noget i jeres folkesjæl?

»Vi svenskere har en særlig tendens til at gå på klapjagt. Derfor er der ingen, der tør ytre andet end det, de andre siger. Jeg lærte af min far, at vi har en forbandet pligt til i det mindste at prøve at tænke i en anden retning, når alle synes det samme. Jeg kan huske en optræden, hvor jeg først blev spurgt, hvad Lisbeth Salander mente om #metoo. Derefter spurgte intervieweren, hvad jeg selv mente. Jeg svarede, at det var kompliceret. Og så fik jeg straks modspørgsmålet: »På hvilken MÅDE er det kompliceret?««

I det sekund vidste jeg, at ligegyldigt hvad jeg svarede, ville det blive brugt imod mig. Det er et ubehageligt klima, når man ikke kan tale frit, og det klima har vi i Sverige. Det dræber meget af vores debat. Folk orker ikke. For de møder hadet, uanset hvad de mener.«

»Jeg ville gerne gøre min far tilfreds, men jeg ville jo fandme også læses! Det var en form for skizofreni. Så derfor blev min ambition at skrive godt, men bredt. «


Folk bliver skræmte

Hvad gør det ved dig som forfatter og offentlig person? Holder du dig tilbage?

»Ja, jeg vil sige, at jeg har holdt mig tilbage. Jeg tror, at det er et problem, de fleste oplever. Der er så meget vrede i samfundet, at folk bliver skræmte. Jeg ved, at mange undviger visse spørgsmål…«

Hvilke spørgsmål?

»I alle de følsomme spørgsmål tror jeg, at der er en risiko for, at man censurerer sig selv. Men omvendt synes jeg heller ikke altid om den udvikling, der er i Danmark, hvor det er mit indtryk, at man accepterer meget, for eksempel i forhold til fremmedfjendskhed. Danmark og Sverige har begge problemer med debatten, men på forskellige måder.«

Forfatteren David Lagercrantz er aktuel med spændingsromanen »Hende der må dø« – hans sidste bog i serien om Lisbeth Salander. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Du har jo millioner af læsere. Hvordan vil du gerne påvirke dem?

»Jeg vil gerne indgyde tolerance, ikke bare over for andre mennesker, seksualiteter og hudfarver, men også over for andre ideer. De gode ideer og kreativiteten følger med, når vi åbner os.«

I USA er der en debat om elite vs. folk, hvor bl.a. kunstnere og skuespillere bliver beskyldt for at have mistet følingen med almindelige mennesker. Kan du genkende det?

»Ja, i høj grad. Det forstærkes af, at alle får deres informationer forskellige steder fra. Engang læste vi jo alle den samme avis, men i dag lever vi bogstaveligt talt i forskellige verdener. Det mærker jeg hele tiden, og jeg funderer hele tiden over, hvordan man skal dæmme op for det. Det var en af grundene til, at jeg ikke gik den finkulturelle vej, som nok lå i kortene, fordi jeg er vokset op i et finkulturelt, akademisk hjem. Jeg ville gerne formidle avancede tanker, men have dem ud til et bredt publikum.«

Jeg vil jo fandme læses!

Hvordan er din tilgang anderledes, end hvis du havde været finlitterær?

»Jeg ville gerne gøre min far tilfreds, men jeg ville jo fandme også læses! Det var en form for skizofreni. Så derfor blev min ambition at skrive godt og begavet, men bredt. Det lykkedes med biografien om Zlatan (Ibrahimovitz, svensk fodboldspiller, red.). Den var ikke ukompliceret, men blev alligevel læst af folk, der ellers aldrig ville læse en bog.«

Næste projekt er en spillefilm om Zlatan Ibrahimovic, som Lagercrantz har skrevet manuskriptet til – og derefter en ny krimiserie med egne karakterer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Der var meget kritik, da du overtog Stieg Larssons projekt og overtog Salander-bøgerne. Nu er du færdig. Lykkedes dit projekt?

»Ja, det synes jeg. Man kan altid diskutere kvaliteten, men jeg er blevet læst. Mine to første bøger i serien er solgt i 14 millioner eksemplarer, og nu kommer »Hende der må dø« i et kæmpe oplag. Og mange er tilmed begyndt at læse Stieg Larssons gamle bøger.«

Men kernespørgsmålet var jo, om man kan adoptere sjælen fra en anden forfatters karakter. Hvor godt er det lykkedes?

»Når man adopterer – uanset om det er et barn eller en fiktiv karakter – så arver man noget fra nogle andre. Men man giver også noget nyt til den, man adopterer. Jeg håber, at jeg har tilføjet noget af værdi. Det er klart, at Lisbeth Salander har forandret sig, og det var også meningen. Det er så usædvanligt, at en så ikonisk karakter får fæste i litteraturen. Hvorfor skal hun ikke leve videre? Men det har været et helvede at skrive dem! Især i begyndelsen. Det var jo et vanvittigt pres, men det var også med til at drive mig fremad. Og jeg havde været vanvittig, hvis jeg ikke havde sagt ja til opgaven. Herregud!«

Uden at afsløre for meget, så starter Lisbeth Salander på en frisk i bogen. Skal du også det?

»Jeg er i gang med en international spillefilm om Zlatan. Han betingede sig, at jeg skriver manuskriptet, så det gør jeg selvfølgelig. Den skal indspilles næste år og handler om Zlatans opvækst i indvandrerbydelen Rosengård i Malmø. Han optræder selv i en lille cameo. Og bagefter skal jeg i gang med en ny krimiserie, med karakterer fra forskellige socialklasser.  Det er min egen idé. Og den er jättebra, hvis jeg selv skal sige det!«

Læs anmeldelsen af Hende der må dø her