Selv om man er rundhovedet, kan man godt være et dumt svin

En overgang forsøgte hun at kæmpe imod, men det nyttede ikke. Ena Spottag Fog måtte kapitulere og følge i sine forældres fodspor. Skuespillet og hun ville simpelthen hinanden.

Skuespileren Ena Spottag har gjort sig bemærket i serierne "Badehotellet" og teaterforestillingen "Glasmenageriet". Fold sammen
Læs mere

Det er helt tilfældigt. I den ene ende af bænken på den lille københavnske kaffebar sidder den forsømte advokatsøn fra DRs »Arvingerne«, i den anden den sunde, solide køkkenpige fra TV 2s »Badehotellet«.

En dag kan det være, at de ender i samme serie eller på samme scene. Men lige nu er de to skuespillere vigtige våben i de to store TV-stationers kamp om seernes gunst.

Bag køkkenpigen Martha på det vestjyske badehotel i 1920erne står Ena Spottag Fog. Rollen fik hun, mens hun endnu gik på Skuespillerskolen, og selv om hun debuterede i den store offentlighed 1. januar 2014, fik hun først papir på at være skuespiller et halvt år senere.

Men skuespil og teater er noget, Ena Spottag Fog er opvokset med. Som efternavnet afslører, er hun datter af skuespillerne Dea Fog og Jens Jørn Spottag, og hun tænkte allerede tidligt, at hun ville være skuespiller.

»Jeg syntes, det var fantastisk, at min far kom hjem og havde været Robin Hood, som var mit store idol. Ideen om at man kunne blive ved med at lege hele tiden, syntes jeg ret godt om som lille. Jeg stagede også altid store lege, og jeg havde Nordjyllands bedste kludekasse, for jeg arvede alle kostumerne fra Aalborg Teater. Vi boede ved den nedlagte flyveplads, hvor vi legede Robin Hood. Og alle kunne være i grønt, for jeg havde grønt tøj til os alle sammen fra kostumelageret.«

På et tidspunkt kæmpede hun imod at skulle være skuespiller.

»Jeg spillede noget musik i stedet, malede lidt. Men da jeg en aften var inde at se »Woycezk« (med Jens Jørn Spottag i titelrollen, red.) for måske tredje gang, og jeg stadig græd over den, tænkte jeg: »Okay, jeg kan ikke flygte fra det her. Det vil mig. Vi vil hinanden.«

Et hårdt farvel til skolen

Hun søgte fem gange, inden hun kom ind. I fire år var hun en del af det tætte kollektiv, som et hold på Skuespillerskolen er, men alligevel blev hendes afgangsforestilling et soloprojekt.

I stedet for en rolle i et stykke fik sommerens afgangselever en pose penge til at lave deres eget projekt.

En gruppe lavede en forestilling sammen, men Ena Spottag Fog valgte at lave den monolog, hun i årevis har brændt for at lave sammen med dramatikeren Henrik Szklany.

Ikke desto mindre blev det en hårdere afgang fra den trygge skole, end hun lige var forberedt på:

»Det var en forsmag på, hvordan det vil blive fremover, men alligevel var det et chok. På den måde var det rart at arbejde med en, der var så ensom som pigen i min monolog. Men det var virkelig hårdt.«

Monologen hedder »Darth Wendy« og er et miks af »Peter Pan« møder »Star Wars«, siger hun:

»Den handler om en pige, der har social angst og lever sig ind i sin egen verden. Hun inviterer publikum ind til kaffe og fortæller så om sit liv. Jeg bad om, at dramatikeren udfordrede mig, og teksten er i et ekstremt lyrisk sprog. Vi var faktisk lidt bange for, om folk forstod det, men det gjorde de heldigvis,« fortæller Ena Spottag Fog, der har tænkt sig at tage monologen op igen på et tidspunkt.

Instruktøren Kaspar Rostrup så hendes monolog, og på den baggrund tilbød han hende rollen som en anden socialt hæmmet pige, nemlig Laura i Tennessee Williams’ klassiker »Glasmenageriet«. En rolle, hun fik mange anmelderroser for.

»Jeg ved godt, jeg har et udseende, der kunne gøre mig god at bruge som nisse i en julekalender! Men selv om man er rundhovedet, kan man jo godt være et dumt svin. De små sarte drømmere eller de små søde reelle har også nogen skyggesider eller bærer på en lyst til at være helte.«

Hun er samtidig meget bevidst om, at de unge piger med et sødt udseende og runde kinder skal passe på og huske at komme over i de voksne roller i tide.

Et realistisk syn på skuespillere

Når man taler med Ena Spottag Fog, fylder teatret meget i hendes faglige bevidsthed.

Men er nyuddannede, 29-årige skuespillere ikke mest interesserede i at lave film og TV-serier?

»På en måde synes jeg faktisk, at teatret er vigtigere nu end før. Teatret er noget af det, der kommer tættest på at spejle livet. Publikum kan lugte den kaffe, vi drikker på scenen. Det kan de altså ikke, når Scorsese laver det samme på film. Jeg elsker en god film, men jeg kan godt lide at være til stede med mennesker. Det er vigtigt, at vi stopper op og ser den fysiske virkelighed, vi er i, og det er noget af det, jeg synes, at teatret kan.«

Ena Spottag Fog er skuespillerbarn og synes, at hun er ret realistisk med, hvordan et liv som skuespiller hænger sammen.

»Jeg har lært af mine forældres karrierer, at man skal forsøge ikke at være bange for de tomrum, der kan opstå, eller for succesen, eller for hvad andre mennesker tænker om en. Det er vigtig, at man holder sig alsidig som skuespiller – og som menneske,« siger hun og tilføjer:

»Men hvis der på et tidspunkt ikke sker noget, så tror jeg også, jeg er for utålmodig til ikke selv at gøre noget. Så tager jeg min HF færdig eller bliver gartner eller skriver den kortfilm, som en kollega foreslog for nylig. Men jeg tror aldrig, jeg vil holde op med at lave noget kreativt. Jeg har de første ti ideer, så det er ikke det, der mangler.