»Jeg frygter for sol og blå himmel de næste mange dage.«
Sådan siger Lars Ranthe i TV 2s dramaserie »Badehotellet«, hvis anden sæson havde premiere mandag aften. Eller også var det Bjarne Henriksen. Eller en helt tredje. Jeg kan simpelthen ikke huske det, for også i denne omgang er seriens rollegalleri, situationer og replikker så hamrende kedsommelige, at det, der foregår, har det med at fordufte som klare tanker på en varm og søvnig sommerdag.
Jeg frygter for en hel masse dage af den serie, som vel nu må siges at vide, hvad den selv laver, hvilket man godt kunne være i tvivl om efter første ombæring.
Mandagshygge
Nu, hvor seriens skabere, Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, har haft rigelig tid til at tage bestik af både de knarvorne anmelderes knubbede ord og af den folkelige omfavnelse af serien – 1,5 mio. seere så i gennemsnit med sidst – fortsætter den nemlig på præcis samme halvgående, fodslæbende facon. Med andre ord:
Det, der foregår, foregår med velberåd hu. »Badehotellet« er det, rigtigt mange vil hygge sig med mandag aften, hvor der åbenbart helst ikke skal ske noget som helst. Lidt drama, men ikke så meget, at aftenluren forstyrres. Lidt humor, men ikke så meget at det er sjovt. En masse nostalgi hvor atmosfæreforladt et tidsbillede der end måtte præsenteres.
I første afsnit er gæsterne længe om én for én at vende tilbage til Andersens Badehotel på den evigt solbeskinnede jyske vestkyst for at indtage deres faste pladser – både i spisesalen og i serien i det hele taget.
En stor del af tiden går med at udrede, hvad der foregik i sidste sæson – og det burde jo ikke tage så lang tid, alting taget i betragtning, men gør det alligevel.
Lykkes det den forkælede grossererdatter (Amalie Dollerup) at ovebevise sin stud af en far (Lars Ranthe) om, at den lokale ungersvend (Morten Hemmingsen) ikke er skyldig i drab? Lykkes det den smukke kontorcheffrue (Cecilie Stenspil) at undgå de genoptagne tilnærmelser fra frikadelleskuespilleren (Jens Jacob Tychsen)? Og lykkes det at få serveret vandbakkelser med likør, uden at de er klasket sammen?
»Tingene foregår sgu i et andet tempo i provinsen,« var der også nogen, der sagde. Jeg kan heller ikke huske hvem.
Et greb i parykkanten
Der er stadig ikke megen opmuntring at hente i skuespillerpræstationerne, der – når de er værst – larmer derudad i fælt overspil.
Få klarer sig ved at trodse instruktionen og skrue ned for komfuret: Bodil Jørgensens udslukte hotelmutter og Rosalinde Mynsters søde tjenestepige er stadig forsonende elementer.
De nye gæster – Anders Juuls og Simon Le Dous’ kulturradikale, liderlige spradebasser og Sonja Oppenhagens spiritisttante – bidrog ikke med meget nyt.
Mest af alt minder »Badehotellet« om noget, man ville have forsvoret stadig eksisterede: Den type folkekomedie der burde være afgået ved døden for længst. Den ligner en af 1970ernes sengekantsfilm, hvor alt det sjove er klippet fra, parret med et kapitel af »Frøken Jensens kogebog« og en tapetkollektion fra forrige århundrede.
Det eneste ophidsende moment? Det opstod, da Anne Louise Hassings grossererfrue måtte holde i parykkanten, når hun skulle tage klokkehatten af.
Hvad: »Badehotellet««. Sæson II, første afsnit.
Hvem: Manuskript: Stig Thorsboe og Hanna Lundblad. Instruktion: Fabian Wullenweber. Medvirkende: Lars Ranthe, Bodil Jørgensen, Amalie Dollerup, Jens Jacob Tychsen m.fl.
Hvor: TV 2, mandag aften kl. 20.
