»Man skulle tro, man var havnet midt i sin egen familie«

Tredje afsnit af »Arvingerne« skruede op for dramatikken. Men hvorfor skal det hele være så hadsk?

Gro er noget rystet i Bangkok-fængslets uvante omgivelser Foto: Camilla Hjelm / DR
Læs mere
Fold sammen

Så blev der skruet op for dramaet i DRs søndagsserie »Arvingerne«. Kulminerende i det hundeslagsmål mellem Trine Dyrholms hårdt plagede Gro og Carsten Bjørnlunds mindst lige så pressede Frederik. Søskendeparet fløj endelig i struberne på hinanden på et hotelværelse i det Bangkok, hvor de forsøger at redde den uansvarlige lillebror, Emil (Mikkel Boe Følsgaard), ud fra Thailands svar på helvedes forgård, det fængsel han siden sæsonafslutningen noget uoriginalt har siddet spærret inde i, anklaget for narkotikaforbrydelser.

Forhåbentlig kan scenen fungere bare en lillebitte smule som ventil for den harme, der præger størstedelen af seriens betændte rollegalleri. Lidt mere glæde, tak. Hvorfor skulle man dog tilbringe sine søndagsaftener i selskab med så livstrætte, dysfunktionelle neurotikere, som indtil videre ikke har bestilt meget andet end at bide, hvæse, mukke og se bebrejdende på hinanden i denne sæson – man skulle tro, man var havnet midt i sin egen familie, og det har man da ikke lyst til. Skal negativiteten være til at holde ud, må forfatterne bløde lidt op ind­imellem og lige lade os puste ud. Tredje afsnit var i det mindste et skridt i den rigtige retning.

Ingen god idé

I hvert fald fik kedelige Signe (en stadig lovlig fersk Marie Bach-Hansen) lov til at opleve lidt fornyet sunshine. Ikke bare viser det sig, at hendes landbrugseventyr ikke er helt ude i hampen – er der virkelig stadig nogen, der bruger fugleskræmsler? – men røg også på sofaen med champagnedrengen fra håndboldklubben (Rasmus Botoft).

»Jeg tror ikke, det er en god idé,« nåede hun lige at pippe. Det tror vi heller ikke. Og vi tror heller ikke, det er en god idé, at hun investerer i den forfalskede skulptur, hun har lånt penge i banken til.

Spil, scenografi, fotografering, musik, instruktion, skuespil. Den store serie­maskine kører upåklageligt. Men »Arvingerne« må i det hele taget nu forlade sig på ydre mekanismer for at få fortalt sin dybest set banale føljetonhistorie. Karaktererne rummer ikke mange flere hemmeligheder. Inden for det råderum, der nu er dem tildelt, var der et par eminente scener. Ikke mindst Emils stakkede samtaler gennem fængslets trådhegn, først med den følelsespåvirkede Gro, siden med den stadig rasende Frederik, var sublimt spillet.

Det er sagt før, men det kan godt siges igen: Hvor kameraet dog elsker Trine Dyrholms ansigt. Og Carsten Bjørnlunds blik var endnu stivere, endnu mere rødrandet, næsefløjene endnu mere udspilede i dette afsnit, hvor han formidabelt redegjorde for Frederiks mildest talt blandede følelser for den bror, der knaldede hans kone. Den konflikt er ikke løst endnu. Tilgivelse fungerer ikke godt i sæbeoperaer.

Ugens replik? Den blev sagt om Kirsten Lehfeldts halvfallerede flippersagfører: »Inden klokken 15, så er hun en pissegod advokat.«

Hvad: »Arvingerne II«, afsnit 3.

Hvem: Hovedforfatter: May Ilsøe. Afsnitforfatter: Maja Jul Larsen. Instruktion: Jesper Christensen.

Hvor: DR1, søndag aften kl. 20.