En længe næret drøm går i opfyldelse, når direktør Jon Stephensen på Frederiksberg-teatret Aveny-T - om alt går vel - i november 2021 kan byde indenfor i den nye tilbygning, Væksthuset, med blandt andet café, åben prøvesal og et antal kreative arbejdspladser, der skal fuldende transformationen af det 155 år gamle teater til, hvad han kalder »et kraftcenter for ungekulturen«.
»Det nye Aveny-T bliver et helt unikt teaterhus, som vi ikke har mage til noget sted i Danmark,« siger han. »Det skal være et sted, hvor døren er åben fra morgen til sent, og hvor kreative unge kan få plads og arbejdsro til at afprøve ideer og projekter. Men også et hus, der åbner sig for resten af bydelen og københavn. Et hus, som både er til teater og storytelling på enhver måde, til mad og til fest - og hvor vi blander tingene på en helt ny måde, som taler direkte til de unge.«
Planerne har været på tegnebrættet, lige siden Frederiksberg kommune i 2015 købte den stærkt nedslidte teaterbygning, der efterfølgende gennemgik en omfattende renovering - en udskrivning på sammenlagt 40 mio. kroner.
Renoveringen af selve teatret var færdig i sensommeren 2017, i rette tid til premieren på første del af Jon Stephensens nye store unge-satsning, teaterversionen af den norske TV-serie »SKAM«, der siden har trukket adskillige tusinde unge - og deres forældre - i teatret.

Det kneb imidlertid med at skaffe finansiering til næste etape, det 400 kvadratmeter store Væksthuset i to etager, der ifølge Jon Stephensen vil bidrage afgørende til, at endnu flere unge vil betragte teatret som deres sted.
Det er nu lykkedes først og fremmest takket være en donation fra A.P. Møller Fonden på 10 mio. kroner. Dertil lægger Frederiksberg kommune yderligere 15 mio. kroner for at nå op på de knap 25 mio. kroner, projektet er budgetteret til.
»Vi havde selvfølgelig håbet, at andre fonde også ville byde ind. Men det store tilsagn fra A.P. Møller Fonden gjorde, at vi blev enige om, at vi måtte finde en løsning for at komme i mål - det her projekt er rigtig interessant både for teatret, for Frederiksberg og for hele hovedstaden,« siger Frederiksbergs nyvalgte konservative borgmester, Simon Aggesen, der, indtil han satte sig i borgmesterstolen, var formand for Kultur- og Fritidsudvalget.
Det har også spillet ind, at det politiske forlig på Christiansborg om scenekunststøtten endte med et statstilskud på sammenlagt otte mio. kroner til Aveny-T de kommende fire år. Hidtil har kommunen været ene om at støtte teatret med ca. 3,5 mio. kroner årligt.
Den støtte fortsætter, understreger Simon Aggesen.
»Det er en milepæl, at økonomien nu er på plads, i hvert fald de kommende fire år. Det skaber arbejdsro til teatret,« siger han. »Og vi håber, at det skulderklap, vi giver fra kommunen, vil bidrage til, at Aveny-T på længere sigt kan blive et permanent statsstøttet teater. Det må være ambitionen, og jeg tror, at når Væksthuset står færdigt, giver det sig selv.«
Farvel til Kellerdirk
Væksthuset skal opføres i direkte tilknytning til selve teaterbygningen. Det betyder, at den pavillon ved siden af teatret, der siden 1982 har huset den legendariske Café Kellerdirk, skal rives ned.
Jon Stephensen og Simon Aggesen ved godt, at det vil skære nogle trofaste cafégæster i hjertet.
»Omvendt tror jeg, de fleste kan se, at den bygning, hvor Kellerdirk holder til i dag, er ved at være træt. Jeg ved, at det nye kommer til at give noget godt tilbage til byen. Men vi er selvfølgelig meget opmærksomme på at lytte til og inddrage naboerne,« siger Simon Aggesen, som fremhæver, at der vil komme en planproces, hvor naboerne og området inddrages.
Jon Stephensen tilføjer: »Bygningen er jo ændret mange gange. Det gamle Kellerdirk havde et smukt orangeri - det kommer faktisk tilbage nu i en ny form.«
Jeg tror, fremtiden vil vise, at teater ikke bliver, som vi kender det i dagJon Stephensen, teaterdirektør
Den endelige udformning af den nye tilbygning ligger endnu ikke fast. Der vil indenfor de nærmeste måneder blive udskrevet en arkitektkonkurrence. Men det skitseprojekt, som Aveny-T og Frederiksberg kommune har fået udarbejdet hos Andersen & Sigurdsson Arkitekter, giver en idé om ambitionerne.
Jon Stephensen forklarer: »Selve teaterbygningen ønsker vi at føre tilbage til det oprindelige udseende fra 1855. Og med en tilbygning, som hovedsagelig skal bestå af træ, glas og stål, opnår vi et transparent og inviterende indtryk. Samtidig er det meningen, at glasfacaderne om aftenen, når der for eksempel er koncert eller diskotek i Væksthuset, skal kunne skærmes af for både lys og lyd.«

Udover prøvesal, café og bar skal Væksthuset rumme 20-30 arbejds- og vækstlagspladser forbeholdt unge i alderen 20-34 år, hvor de kan arbejde med kreative projekter inden for, hvad Jon Stephensen med et bredt udtryk kalder »storytelling«.
»Det kan være alt fra podcast til dramatik, scenografi eller gaming. Jeg tror, fremtiden vil vise, at teater ikke bliver, som vi kender det i dag. Og her er jeg sikker på, at Væksthuset i den grad vil gøre, at vi får kontakt med en ny generation af unge mennesker, som har tanker og ideer - også nogle, som vi kan rekruttere ind på teatret,« siger han.
»Allerede nu, hvor vi har spillet »SKAM« i et par sæsoner, er vi begyndt at få henvendelser fra unge med ideer til nye historier, som vi har udviklet til teater. Det gælder blandt andet »Damphjerte«, som vi spillede tidligere i år. Og forestillingen »Klædt Af« om digitale krænkelser og overgreb på nettet, som vi sætter op til efteråret. »SKAM« var motoren, der satte det hele i gang. Nu skal det hjul fortsætte.«
Med opførelsen af Væksthuset, og de muligheder det skaber, håber Jon Stephensen, at Aveny-T på længere sigt kan blive en »nationalscene for ungekulturen«.
»Teater for unge har alt for længe været skabt på de voksnes betingelser. Jeg synes, de unge fortjener et stort teater, der alene beskæftiger sig med de unge og udvikler forestillinger både til dem og sammen med dem,« siger han.
Teaterbyen Frederiksberg
For Simon Aggesen har det også været vigtigt, at Aveny-Ts byggeplaner spiller godt sammen med den revitalisering af Frederiksberg Allé, som er ved at være en realitet - med åbningen af den nye Frederiksberg Allé metrostation til sommer som det centrale omdrejningspunkt.
»Og så vil det nye Aveny-T fuldende Frederiksberg som den teaterby, vi historisk altid har været - med Riddersalens børneteater, Betty Nansen som det avancerede voksenteater, Edison med fokus på udsatte unge og Falkonersalen, hvor blandt andet The One and Only Company vil få deres gang med deres populære musicals,« siger han.
Frederiksberg skal være en kulturmotor. Det er der i den grad behov for i en tid, hvor vi jo godt kan se, at kulturen er under presSimon Aggesen, borgmester
»Nu kommer Aveny-T så med en meget stærk ungdomsprofil, der også kommer til at række ud til resten af landet. Det stemmer godt overens med vores ambition om, at Frederiksberg skal være en kulturmotor. Og det er der i den grad behov for i en tid, hvor vi jo godt kan se, at kulturen er under pres, samtidig med at der mere end nogensinde er brug for sammenhængskraft og for at bygge bro mellem mennesker.«
Projekteringsfasen med arkitektkonkurrence, udarbejdelse af byggeprogram, nabohøring m.v. kommer til at foregå de kommende halvandet år, mens selve byggeriet efter planen sættes i gang 1. januar 2021 og ventes at stå færdigt til indflytning 1. november samme år.
Udover selve Væksthuset skal der etableres terrasse for udendørsservering både mod Frederiksberg Allé og langs østsiden af bygningen.
»Væksthuset skal være et tilskud til hele bydelen, ikke kun til teatret,« siger Jon Stephensen.
