»Det, vi skal tale om, er kvinders ret til at udleve deres seksualitet, også på internettet«

Med forestillingen »Klædt af« tager Aveny-T som det første danske teater hul på debatten om seksuelle krænkelser på nettet. »Teatret bærer mere end nogen anden kunstart ved til forestillingen om, at kvinder skal være ærbare, mens mænd bare kan tage for sig af retterne,« siger teaterchef Jon Stephensen.

Den helt unge skuespiller Siff Vintersol debuterer i monologen »Klædt af« som pigen Alice, der prøver at finde sig selv, efter at billeder af hende, mens hun har sex til en fest, er blevet spredt på internettet. Zuhal Kocan

Et sted på internettet ligger en video af Alice. Den blev optaget ind gennem et vindue, mens hun havde sex med en fyr til en fest. Nu har den spredt sig som en steppebrand, og før hun får set sig om, er Alice hvirvlet ind i et inferno af andre menneskers meninger, holdninger, dagsordener.

Med forestillingen »Klædt af« sætter Aveny-T som det første danske teater emnet digitale krænkelser på scenen. Og det er på høje tid, mener teaterchef Jon Stephensen.