Café Kellerdirk er snart historie - læs den her

Det er næsten 40 års københavnerhistorie - med teaterhistoriske rødder endnu længere tilbage - der slutter, når den legendariske Café Kellerdirk på Frederiksberg rives ned, senest i starten af 2021.

Berlingske kunne forleden løfte sløret for Frederiksberg Kommunes og teaterdirektør Jon Stephensens planer om at udvikle Aveny-T til et »kraftcenter for ungekulturen«. Planer, der indebærer opførelse af et 400 kvadratmeter stort og 25 millioner kroner dyrt væksthus netop der, hvor Café Kellerdirk siden 1982 har ligget som et appendiks til teatret.

Nyheden har vakt vemod og bestyrtelse blandt såvel lokale Frederiksberg-borgere som de mange andre, der gennem årene har haft Café Kellerdirk som et yndet vandingshul, hvad enten det har været til en kop kaffe i sommersolen på Frederiksberg Allé, til koncert eller i baren ud på de små timer.

»Jeg har fået mange henvendelser fra folk, som er kede af det og nervøse for, om de events, de har booket i årets løb, eller deres julefrokost hos os nu bliver aflyst,« siger daglig leder Robin Ungermann. Og som for at bekræfte budskabet kommer tre pæne, midaldrende kvinder hen til os, mens vi står og snakker uden for caféen.

»Er det rigtigt, at I lukker? Nej, hvor er det en skam - skal vi sætte en underskriftindsamling i gang?« lyder det.

Men nej, det nytter nok ikke, afgørelsen er jo truffet. Og bare rolig, Café Kellerdirk fortsætter uforandret indtil januar 2020, forsikrer Robin Ungermann, der i to år har drevet caféen og stået for den seneste i rækken af ombygninger og konceptændringer i Kellerdirks snart 40-årige levetid.

Til ære for unik teaterhistorie

Det var Lone Hertz og Malene Schwartz, der som nytiltrådte teaterdirektører på Aveny Teatret i 1982 tog initiativ til at opføre en glaspavillon, et orangeri, i tilknytning til teatret. Her ville de skabe en blanding af fransk caféstemning og intimteater.

»Vi havde fået den store maler, Jens Birkemose, til at udsmykke baren med de mest vidunderlige abstrakte motiver. Og Tommy Kenter optrådte med monologen »En mand er en mand«, som Morten Grundwald iscenesatte,« mindes Lone Hertz, som også selv var på scenen med en monolog over Märta Tikkanens »Århundredets kærlighedseventyr«.

Sammen med en bevilling til klokken fem om morgenen var der lagt op til en gedigen succes, og de i de følgende år flokkedes ikke mindst kultureliten på det nye forlystelsessted, mindes Jon Stephensen, som selv var hyppig gæst i de år.

For Lone Hertz spiller ikke mindst navnet, Kellerdirk, en helt særlig rolle.

»Navnet skulle jo ære et stykke unik teaterhistorie, der ikke findes mere. Dansk revy i de år var noget helt særligt, som er værd at hæge om,« siger hun med tanke på de gyldne år i slutningen af 1950erne og begyndelsen af 60erne, som hun også selv var en del af, da Stig Lommer drev både Aveny Teatret og ABC Teatret blot et husnummer væk med Dirch Passer og Kjeld Petersen som de helt store trækplastre.

Der går mange historier om det samarbejde. Rikke Rottensten, direktør på Revymuseet Alhambra - fortæller én af dem: »Stig Lommer kunne jo godt se fidusen ved at kunne udnytte sine skuespillere i begge teatre. På et tidspunkt havde han aftalt med Dirch Passer, at han kunne være med både i en revy på ABC Teatret og »Når engle elsker« på Aveny. Så når Dirch havde afleveret sine replikker det ene sted, løb han bare gennem haven mellem de to huse og kunne nå ind på det andet teater lige tids nok til at nå på scenen der.«

Efter forestillingen mødtes Dirch Passer, Kjeld Petersen og de andre skuespillere i baren på Aveny Teatret, ofte til ud på de meget små timer.

Det kan Robin Ungermann en anekdote om: »En dag kunne Dirch ikke betale sin regning i baren, så han pantsatte to stole, som han havde købt sammen med sin mor i Paris. Og dem har vi faktisk stadig stående - gemt godt af vejen, så de ikke kommer noget til,« fortæller han.

Fra bryllup til gravøl

I 1984 forlod Lone Hertz Aveny Teatret og dermed også Café Kellerdirk for at blive rektor for Statens Teaterskole, og i 1989 - efter nogle år med vekslende økonomisk succes - blev cafedriften udskilt fra teatret og overtaget af Nilay Gedik, som omdannede stedet til en kombination af café og spillested med såkaldte jambands - eller coverbands - som spillede kopimusik af store danske og internationale navne.

For at skærme for den høje musik blev der slået lydisolerende plader for de store glasfacader, og Kellerdirk fik et mørkere og mere indelukket miljø. Men folk strømmede til koncerterne hver weekend, og på gode dage kunne der stå op til 200 mennesker i kø ned ad Frederiksberg Allé, fortæller Per Vincentz, der har haft lejemålet og bevillingen siden 2002.

»Vi har nok haft 3.500 mennesker igennem på en uge - i alle aldre,« fortæller han.

»Det var hos os, folk mødte hinanden, vi har holdt massevis af bryllupsreceptioner, og når barnet skulle døbes eller bedstemor lægges i graven fra Frederiksberg Kirke lige overfor, så kom folk jo herhen bagefter til reception eller gravøl. Så jeg vil påstå, at vi har formået at favne hele spektret fra fødsel til død.«

For to år siden trak Per Vincentz sig selv fra det daglige arbejde, som han i 16 år varetog sammen med sin kone, sine to partnere og skiftende personale.

»Jeg er blevet 55, år, og det blev for hårdt,« siger han. »Men vi savner da fællesskabet med stamkunderne, ikke mindst de mange lokale ældre, som altid afsluttede deres faste traveture med kaffe og kage hos os. De blev ligesom en del af Kellerdirk-familien,« siger han.

Tilbage til orangeriet

I dag er det Robin Ungermann og hans kompagnon, Jean Christoph, der driver Café Kellerdirk med diverse events, mens den pakistanske restaurant Sahida står for det kulinariske. Og det vil de fortsætte med, til lejekontrakten udløber i januar 2020, fastslår Robin Ungermann.

»1. maj åbner vi for frokost i weekenderne, og til sommer har vi både frokost- og aftenåbent hele ugen,« siger han og regner med, når kontrakten med Frederiksberg Kommune udløber, at finde et andet lejemål på Frederiksberg.

»Vi har et koncept, der fungerer, og det vil vi gerne fortsætte,« siger han.

Når Aveny-T i januar 2020 overtager lejemålet, drømmer Jon Stephensen om - i perioden inden byggeriet går i gang - at føre Café Kellerdirk tilbage til det oprindelige udseende.

»Vi skal have fjernet alle pladerne og have orangeriet tilbage, så vi får lidt af den gamle Kellerdirk-feeling,« siger han.

Om navnet Kellerdirk får lov til at overleve i det nye koncept som kraftcenter for ungdomskultur, er han ikke sikker på.

»Kellerdirk er et godt navn. Men det rimer måske på en anden tid. Tiden med Kjeld og Dirch var fantastisk og ramte tidsånden på den helt rigtige måde. Men nu skal Aveny-T være et andet teater, og vi skal ramme tidsånden på en ny måde,« siger han.

Den indstilling skuffer Lone Hertz:

»Jeg har ikke noget imod, at man laver en ny bygning og bruger den til et nyt formål. Men jeg synes, det er trist, hvis man ikke fører navnet videre,« siger hun.

»For mig er navnet Kellerdirk en mindetavle for noget stort, som var engang, og som der er grund til at huske på.«