Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den sommer, da unge holdt op med at skamme sig

Foto: NRK og NIELS AHLMANN OLESEN. Fold sammen
Læs mere

Det er fredag nat på Roskilde Festival. På den næststørste scene Arena tryllebinder den kun 20-årige new zealandske sangerinde, Lorde, et vildt begejstret og dedikeret publikum. Hun brænder igennem. Hun er sin generations stemme.

Helt oppe i pitten, foran scenen, er de unge. De er smukke, lykkelige og virkelig fulde. De tumledanser ind i hinanden og råber med på Lordes sange. De ligner ikke nogen, der er fyldt 20 år endnu. De gruppekrammer. De har haft lukkede øjne under det meste af koncerten, men sunget med på hvert eneste ord. Også nu:

»All the nights spent off our faces/ Trying to find these perfect places/ What the fuck are perfect places anyway?«

Jeg står der sammen med mine venner, Christoffer, Mads og Lars.

Vi er alt for gamle, men høje på ungdom. Høje og overvældet af hendes power og budskaber. »I er aldrig for meget eller alene. Der er altid nogen, der er der for jer. Ellers er jeg her,« siger hun og synger sin smukkeste sang, »Liability«.

Lorde er en rollemodel. Hun tager os i hånden. Hendes sange definerer en generation, der også finder deres heltinder i TV-serier som »Girls« eller »Skam«.

De unge opfører sig anderledes. Anderledes end de gjorde før. Før »Skam«. Anderledes smukt og kærligt. Ingen skubben. Ingen masen, ingen utryg stemning.

Selv da det bliver mørkt, regnfuldt og koldt, holder de sammen og om hinanden. De løfter hinanden. De har alle sammen set »Skam«, og »Skam« har ændret dem. Det er min påstand. De unge er »Skam«.

Uden løftede pegefingre har serien fået en ung generation til at ville næstekærligheden stærkere end længe. Ved så kraftigt at vise det har »Skam« fået unge til at indse, at fællesskabet er det stærkeste, der findes. Meget stærkere end at stå alene.

Det er et mirakel.

»Skam« har bundet Norden sammen igen

En arkitekttegnestue søger en ung, en praktikant, der kan tage sig af lidt af hvert. Tegnestuen er dansk, men med kontor i Norge. Det vælter ind med ansøgninger.

Langt de fleste gør det klart, at de også er i stand til at kunne føre en samtale på norsk, ja, endda skrive på norsk. Årsag: De har set »Skam« og er nu fuldt bekendt med sproget.

En TV-serie om norsk ungdomskultur har vakt gjenklang, skapt gjenkjennelse og brudt språkbarrierer mellom ungdom i de nordiske land på en måte, vi aldri før har opplevd. Norge og Danmark er nær bundet sammen med en lang felles historie og sterke kulturelle bånd. »Skam« har fornyet og forsterket disse bånd hos en hel ungdomsgenerasjon.

Fra at mødet med en nordmand fik os til at slå over i engelsk, så taler vi nu sammen på vores respektive modersmål – og forstår hinanden endnu bedre. »Skam« har bundet Skandinavien sammen igen.

Asil, der spiller Sana i Aveny-Ts teaterversion af »Skam«, er lige blevet færdig som student samtidig med, at den muslimske eid-fest markerer ramadanens afslutning. Og fuldstændig som i »Skams« 4. sæson inviterer hun hele klassen hjem til fest i hendes alkoholfri hjem. Som noget helt naturligt.

»Skam« har åbnet for mangfoldighed. Midt i en løssluppen ungdomskultur er det lykkedes »Skams« forfatter og instruktør, Julie Andem, at afmystificere seksualitet, religion, ritualer, tradition og kulturarv, ja, at få unge til at respektere den enkelte, uanset hvem vi er, og hvor vi står. Ligeså meget som det er lykkedes at tale åbent om de konflikter og dilemmaer, som religion også er med til at skabe.

»Skam« er et billede på nutidens skandinaviske samfund og har forstået at formidle det finere og stærkere, end nogen anden serie eller andet medie har kunnet. Langt ud over Norges og Skandinaviens grænser. I Kina og Rusland har »Skam« været en trøst og hjælp for tusindvis af homoseksuelle unge.

Teaterversion

En gruppe unge minoritetskvinder har sat Norge i brand med deres oprør mod æreskultur, skam og social kontrol. Et oprør og et mod til at kaste sig ud i den kamp og løsrivelse, de indirekte fået fra »Skam«.

Det at tro på sig selv, turde være sig selv. Være stærk. Stærk uanset, om man som ung bliver stående, eller flytter sig. Stærk som da Isak bryder ud som bøsse og bryder seksuelle tabuer. Stærk som når disse skamløse jenter bryder med deres religions dogmer.

»’Skam’ har været en rollemodel for, hvordan tingene kunne være. Serien viser, at der er håb og mulighed for at prøve at leve et frit liv,« har en af de skamløse jenter, Nancy Herz, udtalt til Politiken.

»Skam« har været og er en øjenåbner for unge. At føle sig set – og kunne se andre unge uden fordomme og uden at skamme sig. At leve sit liv uden skam. Som Eva, Noora, Vilde, Sana, Chris, William, Jonas og Isak. At tage kærligt hånd om hinanden. At tro på fællesskabet, og at der altid er nogen, der samler en op, når man er faldet. At leve sig ind i hinandens forviklinger og identitetsdannelser.

»Skam« har fundet de unge. De unge har fundet »Skam« og skabt«Skam«. »Skam« beskriver de unge – ungdommen nu og her – og derfor tager de unge serien til sig, bruger den. Den er en kolossal påvirkningskraft. Den beskriver ikke kun. Den opdrager og påvirker, vel at mærke uden løftede pegefingre. »Skam« er fiktion, men tæt på virkeligheden, næsten dokumentarisk tæt.Så dokumentarisk tæt som beskrevet i mine overnævnte flash fra virkeligheden. Det er svært at skelne »Skam« fra en nat på Roskilde eller en muslimsk studenterfest i Ishøj.

Danske unge går ikke i teatret, og teatrene tager det langtfra alvorligt nok. Med verdenspremieren på teaterversionen af »Skam« fredag 15. september gør Aveny-T de unge til en del af teatret. Vores version er en tillidserklæring til en ung generation, som vi tror på.

På scenen er således ikke uddannede skuespillere, men unge hentet direkte fra gymnasiet. Unge som er der, hvor unge er. Som ikke skammer sig, men tror på sig selv og hinanden. Vi tror på, at unge skal mødes af unge – at historien skal fortælles af dem og til dem. Uden filter. I »Skam« drikker de unge sig fra sans og samling. De fejler fortrinligt. De falder. Men hver gang samler de hinanden op igen. Så enkelt er budskabet.

»Man har jo lyst til at gøre det godt, vi er jo Generation Præstation.« (Pige, 17 år.)

På alle områder i de unges liv stilles der høje krav om at præstere. Mange går rundt og føler sig mislykket. Men der er da aldrig noget, der er perfekt. Intet.

At lære unge at tale om skam kan bidrage til at stoppe ensomhed, fordomme og social eksklusion. Mange unge beretter om, hvad der begejstrer dem ved TV-serien »Skam«, og hvordan seriens titel giver mening for dem.

Skam er den mest centrale af alle menneskelige følelser og på samme tid den mest oversete. Skam er en følelse, vi har svært ved at få øje på – både hos os selv og hos andre. Det skyldes, at skam giver tilskyndelse til at undgå at blive set eller hørt. Det kan være sider af sig selv, man har lyst til at skjule, eller måske er det ønsket om helt at forsvinde. Skam er følelsen af ikke at være god nok. Skam er »jeg har lyst til at...men jeg lader være«, eller »åh nej, jeg kom til at sige noget dumt, jeg må melde mig syg til festen i aften«, eller »hvis jeg er provokerende nok, er der nok ingen der får øje på min usikkerhed.«

Skam er med til at styre, hvad vi siger og gør i sociale fællesskaber, og ikke mindst afgørende for, hvordan vi har det, når vi er sammen med andre mennesker. Skammen er også fundamental for, hvordan vi oplever os selv og har det med os selv: »Er jeg okay som den, jeg er?«, »må jeg godt føle det, jeg føler?« og »hvorfor er jeg så dum, grim og uduelig, når alle andre er gennemført perfekte?«

Set i lyset af, at så mange unge kæmper med utilstrækkelighed, stress, angst, selvskade og andre psykiske problemer, så er der et enormt potentiale i, at både unge og voksne bliver bedre til at få øje på skammen og se, hvordan den styrer os. For nøglen er, at jo mere vi taler om skam, desto mindre bliver den.