Religion er forførende dejlig

Foto: Sophia Juliane Lydolph. Søren Kassebeer byline til bøgsektionen.
Læs mere
Fold sammen

Sandheden behøver ikke være skøn, og skønheden behøver ikke være sand.

Det er, skulle jeg mene, sandheden om skønheden og sandheden, og når jeg bringer den på banen netop i dag, påskelørdag, har det at gøre med, at netop forholdet mellem sandhed og skønhed, set med mine ikke-troende øjne, er central for forståelsen af fascinationen af kristendommen. Og af al anden religion, for den sags skyld.

Det er nemlig så let at lade sig forføre af netop religion, selv hvis man regner den for usand eller bare er skeptiker, idet jo religion typisk og hæmningsløst dyrker skønheden i arkitektur, i billedkunst, i musik, i prosa og i poesi, og for nu at blive i det helt nære og det helt aktuelle, så bliver også jeg så såre let forført af de salmer, der synges i de danske kirker i disse dage, på årets største kristne højtid. Salmerne udgør, hvad enten man vil det eller ej, noget helt centralt og stort og smukt i dansk litteratur. De er forførende. Som nu denne her salme fra 1817 af N.F.S. Grundtvig:

 

Påskeblomst! hvad vil du her?

Bondeblomst fra landsbyhave

uden duft og pragt og skær!

hvem er du velkommen gave?

Hvem mon, tænker du, har lyst

dig at trykke ømt til bryst?

Mener du, en fugl tør vove

sang om dig i Danmarks skove?

 

At den store Carl Nielsen knap 100 år senere komponerede en forførende smuk og enkel melodi til de gode ord, gør ikke salmens tiltrækningskraft mindre. Ja, faktisk har også jeg forbenede ateist siddet i kirker påskelørdage og sunget med på »Påskeblomst! hvad vil du her?« og mærket de små hår rejse sig i nakken og konstateret, at jeg måtte kæmpe for at kunne synge med, fordi gråden stod mig i halsen af lutter bevægelse over al den skønhed. Forført til tårer.

Og her er så lige et andet pragteksemplar fra salmeskatten. Tekstens tilblivelseshistorie er lang, men i hvert fald har gamle og allestedsnærværende Nikolai Frederik Severin været inde over et par gange. Den smukkemelodi, vi synger den på, er komponeret af salmemelodi-reformatoren Thomas Laub, der fik røde knopper af sin tids romantiske salmetone og gjorde noget ved det:

 

Krist stod op af døde

i påske-morgenrøde!

Thi synger lydt og sjæleglad

hans menighed i allen stad:

Ære være Gud i det høje!

 

Forførende, ja, også den, og med den så mange andre salmer, og jeg foragter ikke tro, og jeg vil gerne gå i kirke her i påsken og høre præsten prædike og organisten spille og koret synge og selv synge med og lade mig, ja, forføre. Sandheden kan være ilde hørt, og skønheden kan hvile i usandheden, men skønheden er skøn, så lad os da bare synge, lydt og sjæleglad, kristen som hedning, og hver med sit næb. Og glædelig påske.