Mit kulturvalg: Hella Joof, filminstruktør, skuespiller, børnebogsforfatter og komiker.

Hella Joof skuespiller, filminstruktør og komiker. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad er den vigtigste kulturpolitiske opgave i den kommende valgperiode?

»At få uddannet vores befolkning. Vi bliver dummere og dummere. Jeg ved godt, at det er ren ønsketænkning, men jeg kunne godt tænke mig en kulturminister, der gik ud med et flammesvær og insisterede på at få højnet dannelsen i befolkningen. Jeg ved ikke, hvordan man skal lovgive om det, for man kan jo ikke blande sig i, hvor meget dårligt TV folk for eksempel ser, men vi ved ingenting i dag. Vi kender ingen tal, der finder et kæmpe dannelsestab sted. Lige om lidt bliver vi alle sammen holocaustbenægtere, fordi de mennesker, der har været der, er døde, og de unge mennesker har deres informationer fra nogle obskure internetsider. Jeg lyder som en jeronimus, men det bekymrer mig virkelig, hvor ubegavet niveauet herhjemme er. Det begynder vel i folkeskolen, og det handler om at insistere på, at vi skal læse og uddanne os.

Hvad er konsekvensen af det dannelsestab, der finder sted?

»At beslutninger ikke bliver taget på et oplyst grundlag. Alt handler udelukkende om at måle. Det forfladiger alting. Se bare valgkampen. Jeg interesserer mig meget for politik, men jeg kan næsten ikke tåle at se det, for midt i en debat er der en måling af, hvem der har vundet. Vi skal måle, hvem der var bedst. Vi tager ikke stilling til, hvem der har argumenteret bedst, hvem der hører efter, og hvem der kommer med noget konstruktivt. Det hele bliver så fladpandet, og det er dybt bekymrende, for det gør, at vi bliver meget nemme at lokke. En uuddannet befolkning er nemme at lokke, og vi har tidligere set, hvordan det kan gå. Måske er det et udtryk for sinuskurven; at fordi uddannelse ikke længere er et privilegium, så bliver vi lidt højrøvede og tager det ikke alvorligt. Man kan sagtens klare sig, selv om man ikke ved noget og er snotdum. Der kommer alligevel brun sovs ud af hanerne. En kulturminister kunne måske italesætte problemet. Sige, at det er bedre at vide noget end ikke at vide noget. Det er ikke lige godt. Vi skal genindføre respekten for eksperterne og gøre op med tanken om, at vi allesammen altid skal være lige.«