Misundelse er en grøn ting

Historien om et lille billede og en stærk farve, der måske handler om andre menneskers misundelse og deres egne kedelige liv.

Henri Matisse. Fransk maler, 1869-1954. »Portræt af Madame Matisse, den grønne stribe« fra 1905. Del af den nye ophængning på Statens Museum for Kunst. Fold sammen
Læs mere

Tidligere på sommeren skete det. Jeg blev udsat for sladder.

Folk, jeg aldrig havde mødt, sad over aftensbordets blege kyllingefileter og talte om mig. Om forholdet til min kæreste. Om gamle løgne. Og en affære med en anden person, der splittede os for en tid.

Det kom mig selvfølgelig først for øre, da snakken var noget hele vejen gennem kredsløbet. Tiden havde ikke været nådig. Der var lagt meget oveni. Og sladdertanter har aldrig været kendt for at gå op i detaljer. Det var overraskende ubehageligt som at være den eneste person, der er med i »Big Brother« uden at vide det.

Oplevelsen af at være genstand for andres folks snak kom tilbage til mig, da jeg så»Portræt af Madame Matisse, den grønne stribe« fra 1905, der er del af den nye ophængning på Statens Museum.

Fra et lille lærred kigger Amélie Matisse ud i verden. Hendes sorte hår er samlet i en stram knold, og maskuline furer trækker dyb bekymring over hendes ansigt. En klar grøn farve ligger hen over panden, som en hylende tone, der rammer den mørke dame midt mellem øjnene.

Grøn er misundelsens farve. Det var sikkert ikke let at være gift med en Kunster med stort K og store armbevægelser. Jeg er sikker på, at folk fik noget at tale om i mindre interessante hjem.

Måske får man et praj om historiernes karakter, når man kigger på de billeder, Madame Matisse deler væg med på Statens Museum for Kunst. Til den ene side sidder »Nøgen kvinde med hvid klæde«, til den anden danser tre afklædte gracier. I det selskab er det ikke let at være den alvorlige, der har svært ved livet.

Jeg har stået foran Madame Matisse og forbandet de mennesker, der åbenbart var for kedelige til at tale om sig selv. Og jeg har tænkt, at hun i virkeligheden er ret sej i sine farver, sin kantethed og sin uindtagelighed.

Måske er hun slet ikke så alene, som det umiddlebart virker.

Ved nærmere syn er hendes blik fast og roligt, og hvis man drejer hovedet, kan man se et selvportræt af Matisse malet året efter. Også hans ansigt er badet i et grønt lys, mens malerens øjne stirrer tavst mod beskueren.

Måske er de bare to tænksomme mennesker, der har deres at tænke på. Måske holdt denne alvor dem sammen.

Måske talte de faktisk med hinanden i stedet for kun at tale om de andre.