Megafon!

»En meget slagkraftig, vidende og kompetent politiker. En mester i det taktiske spil på Christiansborg. Men han er farlig, fordi han er villig til at påtage sig snart sagt enhver forklædning for at bevare magten.

Han fremstiller sig selv som velfærdssamfundets ridder, samtidig med at han lader den private forbrugsfest løbe vildt og lader de private konkurrenter æde sig ind på de offentlige sygehuse og omsorgstilbud.«

Tidl. udenrigs- og finansminister Mogens Lykketoft (S) i kronikken »En farlig mand kom fra ferie« om statsminister Anders Fogh Rasmussen. I Politiken.

»Puritanisme: Den bestandige frygt for at nogen et eller andet sted er lykkelige.«

Guldkorn af den amerikanske samfundssatiriker H.L. Mencken. I Kristeligt Dagblad.

»Søvndals succes hænger også sammen med, at han rider på tidsånden. Vælgerne kan i øjeblikket ikke få nok af mere velfærd, og her er Søvndal så leveringsdygtig i markante budskaber og løfter som nogen ... Fogh bliver sikkert statsminister igen. Men velfærdsdebatten præges af Søvndals præmisser. Villys verden fylder meget i dagens danske politik.«

Kommentatoren Ralf Pittelkow om Villy Søvndals (SF) nye rolle som trendsætter i dansk politik. I Jyllands-Posten.

»Rygeloven er en logisk følge af den internationale udvikling og en øget indsigt i konsekvenserne af passiv rygning. Loven har også fået nogle tilhængere af forbud i al almindelighed til at vejre morgenluft. Hvilken menneskelig aktivitet kan de forbyde eller regulere næste gang? Skal det være forbudt at spise sukker? Nyde alkoholiske drikke? Indtage fed mad? Sole sig i middagsstunden?«

Leder om den nye rygelov, der trådte i kraft i går. I Ekstra Bladet.