»Man skal kunne puste sig op«

Der skal sgu være noget rock’n’roll over at være i rock’n’roll, mener producereren bag den næste plade med Skandinaviens største og bedste rockband, Kent.

Selv om jeg er gigantisk fan af Kent, skal jeg finde arrogancen til at sige: »Nej, Joakim Berg, syng den lige igen,« siger producer Jon Schumann. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jon Schumann smiler og retter på slyngen om sin venstre arm. Det er tre timer siden, han blev opereret i skulderen på Bispebjerg Hospital og blot fem minutter siden, han blev udskrevet.

Schumann er ved at flytte til London, og i morgen tidlig klokken 06.00 flyver han til Europas største og mest anerkendte festival, Glastonbury, Roskilde Festivals engelske storebror, hvor han skal lave livelyd for et dansk band. Andre opgaver i udlandet følger efter, og Schumann er først tilbage i Danmark til oktober. Hvis vi skal nå at tale sammen, skal det være her på Bispebjergs medicinske matrikel i Nordvest i en lille parkhave bag en af de smukke, gamle røde murstensbygninger.

Træer, buske, blomster, alt er sprunget ud, og luften er fyldt med fred og idyl. Snart sagt med alt andet end den rock’n’roll, som Jon Schumann har beskæftiget sig med i næsten 20 år, heraf de sidste 12 som anerkendt pladeproducer for lokale topnavne som bl.a. Kashmir, Carpark North og D-A-D.

»Mit arbejde handler i virkeligheden slet ikke om mig. Og derfor er det en stor cadeau til mig, at jeg skulle blive 38 år, før jeg nu sidder og snakker med dig om mit job, som jo handler om at få andre folk til at se godt ud. Lidt firkantet sagt går jeg hver gang ind i et rum med en flok kunstnere og ser, hvad der mangler. Nogle gange skal jeg være indpiskeren, andre gange håndbremsen,« siger Jon Schumann.

Som pladeproducer er han manden med de sylespidse ører, han er dirigenten med sans for detaljen og instruktøren med det store overblik, ligesom han skal være musikernes mod- og medspiller. Og sidst, men nok så vigtigt i et presset plademarked, hvor salgstallene bare daler på niende år i træk, skal Jon Schumann forsøge at forløse musikernes kunstneriske ambitioner, samtidig med at det pladeselskab, der betaler hans faktura, får leveret de to-tre-fire potentielle radio-hits, som kan bruges til at markedsføre og sælge det færdige album. Det er mange kasketter på én gang, meget ansvar.

»Ja, det er det, men jeg er da også sprængfyldt med usikkerhed og tvivl på mig selv. Men jeg finder tryghed i nogle håndværksmæssige ting, som jeg bare ved, jeg kan. Men hvis ikke der er en chance for at tabe kampen, så er det heller ikke sjovt at vinde den, så jeg siger kun ja til en opgave, hvis jeg føler, at jeg er en smule på gyngende grund. Jeg kan ikke gå ind i de her ting uden at føle, at jeg også selv skal have noget på spil. Det er en konkurrenceånd, jeg har; Lad os nu se, om vi ikke kan sælge to plader mere end sidste gang,« forklarer Jon Schumann.

I studiet med Kent
Lige nu er danske Jon i færd med at producere et nyt album med Skandinaviens største og bedste rockband, svenske Kent, i deres studie i Stockholm. Han blev hyret til opgaven i november sidste år og har været i gang siden marts.

»Det er noget andet at være i studiet med så erfarne folk som Kent, der ved, hvad det kræver at være i studiet. Der er ikke de samme evindelige konflikter, som der ofte kan være med helt unge bands. Kent ved, hvad de vil, og hvad de kan. Det kræver til gengæld, at man kan puste sig op, for store kunstnere har brug for at omgive sig med folk, der udstråler en enorm portion selvsikkerhed. De kan ikke tage imod forslag eller ordrer fra personer, som ikke er lige så store som dem selv,« smiler Jon Schumann og fortsætter:

»Mit job er altså lige nu at lytte til Skandinaviens bedste sanger og tekstforfatter, som sidder inde i vokalboksen og synger kun til mig. Selv om jeg er gigantisk fan, skal jeg finde arrogancen til at sige: »Nej, Joakim Berg, syng den lige igen. De tre ord i andet vers kan du godt gøre bedre, og har du ikke en anden linje?« Hvis jeg skulle overveje, om jeg er god nok til det, ville mit svar være et rungende »nej«. Men jeg er nødt til at sige til mig selv, at jeg har tilkæmpet mig retten til at gøre det, for jeg har gjort det her, siden jeg var 19 år, »så gør det lige igen, Joakim Berg eller Jesper Binzer eller Claus Hempler, fordi du bliver gladere bagefter«. Det er ikke et demokrati. Du skal kæmpe for at få dine ting forbi mig. Min kunst er ikke at få pladen til at lyde som mig, men at få den til at lyde så meget som muligt af dig.«

Så du er nødt til være i stand til at spille en rolle?

»Ja, der er meget psykologi i det, og ikke to bands er ens at arbejde med. Jeg prøver at være stor nok til at kunne tryne kunstnerne, men samtidig stor nok til at kunne give dem en ordentlig krammer, når de har brug for det. På den måde er min fysiske statur en afspejling af, hvad jeg prøver at være for kunstnerne. Jeg kan give dig en bjørnekrammer, hvis du har brug for det, men jeg kan også lægge dig i benlås, hvis det er.«

I Bowies fodspor
Hvor er langt er I henne i processen?

»Lige nu holder vi en lille sommerpause for at få lidt afstand til det hele. Bandet har også brug for at holde ferie med deres familier. Vi mødes igen til august og skal være færdige i september. Lige nu spøger 24-25 numre. Der er et nummer, som er det første nummer, vi indspillede i Berlin i foråret i den store Meistersal i Hansa-studierne, hvor bl.a. Bowie og Eno sad i halvfjerdserne. Det går mig virkelig på, for jeg ved, at det nummer er godt, men det virker bare ikke endnu, og ingen af os ved hvorfor. Jeg har ligget søvnløs over det.«

Meistersal i Berlin, det lugter lidt af rockdinosaur, det er jo ingen hemmelighed, at pladebranchen er i krise, er det nu nødvendigt?

»Kent er et af de sidste bands, der kan tillade sig at leje noget så ekstravagant, som ingen ellers har råd til. Men jeg har det også selv sådan, at jeg virkelig prøver at gøre processen omkring det at lave plader til noget specielt. En del af det er at bruge dele af budgettet til at tage kunstnerne ud af deres vante omgivelser. Der er alt for mange plader, der bliver til i en lejlighed på Amager,« påpeger Jon Schumann, der har talt sig varm:

»Det har jeg sådan set respekt for, for det betyder, at alle kan lave musik. Men det betyder også, at alle kan lave musik, hvis du forstår. Det er ikke nødvendigvis godt for kvaliteten. Man kan bruge en stor karriere til at lave noget musik, som ikke alle kan få lov til. Om det så er at leje Meistersal i Berlin, at sætte sig i en skov i New York State eller at leje sig os ind i et faldefærdigt studie i New Jersey. Hvorfor? Fordi der skal sgu være noget rock’n’roll over at være i rock’n’roll. Det nytter ikke, at alle danske rockplader er lavet i Medley-studiet på Vesterbro. Vores ambitionsniveau bliver også sat af vores omgivelser, og jeg tror, at vi er nødt til at være lidt større. Vi skal puste os lidt op.«

Ingen pauseklovn
Kan du slippe arbejdet, når klokken ringer ud?

»Nej, jeg slipper det ikke, når jeg er i Stockholm. Det er ikke separate sange, men hele værket, der kører i hovedet på mig. Der er hele tiden noget, som ikke er færdigt endnu. Vi arbejder ufortrødent videre med de ting, der ikke virker. Går frem og tilbage mellem numrene og afprøver ting, men de bliver lagt ned med det samme, hvis de ikke virker.«

Det må da give konflikter?

»Jo. Alle fire medlemmer har fået bærbare computere og kan bruge dem, og det betyder, at de hver især forelsker sig i det materiale, de selv har lavet, hvilket kan føre til gnidninger. Du ved, én kommer og er lykkelig over en elektronisk jam, og så siger jeg: »Hey, det der siger mig ikke noget. Det er ude af trit med, hvad jeg synes, vi har gang i.« Og så kommer den tilbage: »Hvem fanden tror du egentlig, du er?« Til at starte med blev jeg lidt paf og lidt halvked af det. Men undervejs og i samråd med bandet kom vi jo frem til, at jeg ikke er hyret som pauseklovn, men fordi de tror på min holdning til dem, og hvor de skal hen. Men de to første uger efter vi kom hjem fra Berlin, var vi faktisk nærmest handlingslammede, fordi alle ville have deres ting med, og alle havde hver deres holdninger til alt. Det krævede, at vi blev skide uvenner, før vi kunne komme tilbage til grundlaget for, at vi overhovedet skulle lave en plade. Vi havde glemt, at vi faktisk havde lavet fine ting i Berlin, som måske i virkeligheden kun krævede, at vi skiftede en guitar ud, fordi den ikke stemte, ændrede en leadvokal eller en linje her og der til noget bedre.«

Du fik dit gennembrud som producer med »The Good Life«, som gjorde Kashmir til landets største rockband, men du har ikke arbejdet med dem siden?

»Jeg har sikkert været røvirriterende og anmassende, dengang jeg lavede »The Good Life«. Jeg ville lave nogle hits, og det var helt sikkert ikke det, Kasper Eistrup (bandets forsanger, red.) havde lyst til efter den plade. Han ville være meget mere introvert, og sådan er jeg bare ikke. Jeg er bigger, better, faster, more. De to ting var uforenelige. Så efter at have været utroligt nære venner, gik vi hinanden på klingen på nogle tåbelige måder, hvoraf en stor del af det var min skyld.

Jeg var selvfølgelig lidt muggen dengang, når man nu havde lavet en succes. Men det lappede over med, at jeg havde lært Mew at kende og begyndte at arbejde med dem, og dengang var der en ting med, at det var Kashmir-lejren eller de andre: Jeg brugte f.eks. mange år på ikke at synes godt om Sune Wagner, fordi der var en gammel konflikt mellem Kashmir og Psyched Up Janis. Da jeg senere lærte Sune at kende, fandt jeg ud af, at han var den sødeste mand i verden. Jeg ved da også, at Kasper og Sune godt kan lide hinanden. Det hørte ungdommen til, man var en del af en knallertbande.

Det grove postulat er, at jeg fik mere ud af ikke at blive ved med Kashmir og i stedet begynde at arbejde med Mew og Carpark North, som jeg i øvrigt fik meget røg for, fordi jeg kom fra det alternative miljø, og de var mere kommercielle. På den anden side har jeg lavet masser af plader, jeg ikke har tjent en krone på, og jeg har et lille pladeselskab, hvor jeg udgiver plader med bands, som jeg bare synes er dejlige, og jeg er ligeglad med, om jeg nogensinde tjener en krone på det. Så når jeg summerer op, kommer jeg ud med et stort plus. Også på det følelsesmæssige.«