Måske er der slet ikke noget hår i suppen?

Naturligvis har en statsminister ret til at kritisere Danmarks Radio. Hvilken lykke at leve i etfredeligt land, hvor hele oppositionen kan rase over en sag uden indhold.

Indbragte de danske soldater fanger til det amerikanske afhøringscenter på Kandahar Air Field to gange eller tre gange dengang i 2002? Bar de danske soldater et Dannebrog på deres uniformer i 2002, eller gjorde de det først i 2006? Det er disse spørgsmål, som optager Folketingets opposition i denne tid. Om dette hængsel drejer landets parlamentariske liv. Med tilbageholdt åndedræt følger offentligheden Mogens Lykketoft, Villy Søvndal og Frank Aaen i deres arbejdsraseri for at finde det afgørende hår i suppen, den rygende pistol som vil afsløre en mulig dansk krigsforbrydelse i Afghanistan. Personligt har jeg kastet håndklædet i ringen. Jeg indrømmer det: Sagen er for indviklet til mig. Sagen er tilsyneladende vigtig, men mine kræfter rækker ikke til at følge med længere, og hvis Lykketoft og Søvndal finder noget spektakulært, hører jeg utvivlsomt om det. Foreløbig har jeg noteret mig, at regeringen har afvist kritikken, og at Danmarks Radio har måttet indrømme faktuelle fejl.

BALLADEN ER UDLØST AF Christoffer Guldbrandsens film om »Den hemmelige krig«. Filmens budskab var, at danske soldater havde udleveret fanger til tortur, og at regeringen havde dækket over forholdet. Filmen indeholdt ikke nogen dokumentation, den kunne være placeret nådigt i glemmebogen, men i politik gælder særlige spilleregler. Regel 1: Intet er for småt. Regel 2: Du behøver ikke at forholde dig til sagens substans. Takket være disse to enkle regler kan sager uden indhold fortsætte i det uendelige. Det bliver en diskussion om - diskussionen. På den måde kan alle være med, også uden at besidde viden om sagens fakta, og det er formentlig årsagen til den absurde udløber af Guldbrandsen-filmen, vi oplevede i denne uge.

DA STATSMINISTER ANDERS FOGH RASMUSSEN her i avisen fastslog det enkle forhold, at Danmarks Radio har pådraget sig et troværdighedsproblem, brød et uvejr løs over mandens hoved. Politikerne rasede. »Politisk censur«, råbte de i hændervridende forargelse. Simon Emil Ammitzbøll fra det Radikale Venstre kaldte sagen en »en ren Berlusconi«. Det samme gjorde Villy Søvndal. Jørgen Poulsen, medieprofessor, mente at »det begynder at nærme sig tilstande i diktaturlande og islamiske stater«. Påstandene er uværdige, grænsende til det latterlige, men herregud, lad dem blot hænge i luften. Vigtigere er det at konstatere, at medieprofessorer og medieordførere ikke har fulgt med i de seneste års udvikling i pressens arbejdsvilkår. Lad os derfor benytte lejligheden til en opdatering, en ABC i pressens pluralisme anno 2007. Jørgen Poulsen og Simon Emil Ammitzbøll kan med fordel begynde her:

PRESSEN ER DEN FJERDE STATSMAGT. Ikke kun i teorien, også i praksis. Fra vi står op om morgenen, til vi går i seng om aftenen, arbejder vi på at rette et kritisk lys mod magthavere overalt, hvor de er. I særlig grad politiske magthavere. Det giver pressen en stor magt og et stort ansvar. I mange år var det sådan, at vi i pressen ikke ville anerkende vores egen magt. Vi tålte ikke at få kritikken rettet mod os selv. Det kan man undre sig over i dag, men sådan var holdningen for blot fåår siden. I de senere år har pressen gennemlevet en god udvikling. Vi er blevet bedre til at tage imod kritik. Vi kritiserer hinanden. Mere og mere endda. Vi skriver kritiske historier om hinanden. En af de gunstige konsekvenser af Muhammed-krisen var, at medierne, især de store morgenaviser, skændtes i fuld offentlighed. Det er et godt tegn. En god udvikling, alle har brug for kritik, også os i pressen. Vi er ved at vænne os til det.

Den udvikling bør fortsætte, jo mere uenighed og kritik i det offentlige rum, jo sundere er vores demokrati. Ytringsfrihed, kalder vi den slags. Den frihed har alle, også landets statsminister.