Kommentar: Lilleør

Velsign dem du elsker, og dem der har brug for det. Velsign dem, du er vred på, og dem du ærgrer dig over. Lad velsignelsen gå fra hånd til hånd. Fra blik til blik.

For nogen tid siden fortalte jeg her i klummen om en far, der skulle dø. En mand af få ord, der lå på sit yderste og bare helst ikke ville tale om det. Men en sygeplejerske forklarede hans søn og kone, at det var så sandelig det sundeste, at man fik sagt farvel. Og talt om døden. Hvorpå sønnen skrev et langt afskedsbrev til sin far. Til præsten sagde den syge far, at han var blevet ked af det brev.

»Jo, fordi, forstår du, præst,« sagde han, »jeg har været fritidscyklist, og det er nu så skønt, når man kører i en stor gruppe af fritidscyklister. På ingen tid kommer man fra én by til en anden, fordi man kører og taler sammen. Men da jeg læste min søns brev, fik jeg det, som om de andre ryttere har forladt mig, og jeg kører bjergetapen helt alene.«

Fortællingen, syntes jeg, da jeg hørte den, var et stærkt eksempel på, at al den sigen farvel i sundhedsvæsnet ikke tager hensyn til den syge. At der er håb, så længe der er liv. Og at vi burde holde op med at interessere os så meget for afskedsøjeblikket, døden og det endelige punktum. Og meget hellere være til stede med den syge så længe som muligt. At det kun er Gud, der ved, hvornår døden indtræffer. Kun Gud, der egentlig kan sige det sidste og afgørende farvel. Og, hvis man på sms-form skal sige, hvad Guds velsignelse er, så er det, at han aldrig siger farvel, men altid siger velkommen.

DETTE FORÅR OG SOMMER har jeg af en eller anden grund haft »velsignelse« i hovedet. Jeg har så at sige fået øje på begrebet. Hvilket mit embede taget i betragtning sådan set ikke er et øjeblik for tidligt. Jeg har gået og tænkt på, hvad velsignelse er for noget. Og da var det, at jeg kom i tanke om den far, der skulle dø. Altid har jeg kun haft blik for ham. Men hvad med sønnen? Al velsignelse, vil kristendommen sige, udgår fra Guds velsignelse. Det er hans velsignelse, vi bærer videre i vores velsignelser af hinanden. Fra far til søn, fra mor til datter, fra mand til kone, fra ven til ven. Velsignelser, der gør vores fødder lette og hjertet mildt. Men hvordan var det nu med den søn og hans afskedsbrev? Hvad skulle han egentlig skrive det brev for, hvis det ikke var for en eneste ting: At trække en stor og afgørende velsignelse ud af sin far. Selvfølgelig. Han skulle som noget af det sidste i denne verden omslutte ham og velsigne ham så eftertrykkeligt, at han efter hans død kunne gå videre i sit liv. Nu ved jeg jo ikke, om faren gjorde det. Men jeg er ikke i tvivl om, at hvis han havde forstået, hvad det egentlig var, sønnen ville ham med det brev, så ville den far have følt sig knapt så alene på den bjergetape. Så sandt som at elske er at ønske sig velsignet af den, man elsker.

DENNE SØNDAGS NÆRGÅENDE spørgsmål er da, om dine nærmeste behøver at vente til, at du er ved at dø, før de kan gøre sig håb om at vride en velsignelse ud af dig? Måske skulle man begynde lidt før. Nu. Eksempelvis. Og hvorfor egentlig indskrænke velsignelsen til dem, du selv elsker, og som elsker dig? Der skal såmænd nok være et par stykker mere, som kunne trænge til lidt konkret velsignelse. Derfor: Afsted med dig. Og velsign. For Guds skyld. Velsign dem du elsker, og dem, der har brug for det. Velsign dem, du er vred på, og dem, du ærgrer dig over. Lad velsignelsen gå fra hånd til hånd. Fra blik til blik. Sørg for, at ingen går fra dig med tunge skridt og din bebrejdelse i hjertet, uden du også samtidig har velsignet dem.

DET BØR KUNNE lade sig gøre. For du er jo selv så grundigt velsignet. Også af Gud. Også selv om han ikke er enig i alt, hvad du gør.