Kantet komik på kontoret

Lars von Trier har med »Direktøren For Det Hele« lavet en komedie, der ikke er overvældende morsom, men til gengæld usædvanlig grim

Er du enig med berlingskes anmelder?
Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Som mange uden tvivl lægger mærke til, har rige islændinge i disse år travlt med at overtage betragtelige dele af dansk erhvervsliv. Sådan er det også i Lars von Triers »Direktøren For Det Hele«, så det er ikke aktualiteten i filmen, der fejler noget.

Til gengæld må man konstatere, at selv om filmen lanceres som en komedie, er den i temmelig mange scener ikke særlig morsom. Dens grundtone er tør, sur og sarkastisk, og det virker nærmest, som om Lars von Trier har bestræbt sig på at lave et usædvanlig irritabelt og irriterende lystspil.

Udgangspunktet er ellers ikke tosset. Den opportunistiske IT-direktør Ravn (Peter Gantzler) er i færd med at sælge sin virksomhed til en af de førnævnte nordatlantiske kapitalister, men har det problem, at han i sin tid har opfundet en fiktiv direktør, hvis påståede eksistens han kunne gemme sig bagved, når der skulle træffes mindre populære beslutninger.

Nu skal der underskrives salgskontrakt med den arrigt gryntende islænding Finnur - spillet med en forunderlig kombination af sløvhed og hidsighed af instruktøren Fridrik Thor Fridriksson - og den fiktive direktør for det hele må derfor på banen, så Ravn hyrer skuespilleren Kristoffer (Jens Albinus) til at agere den mystiske overboss. Efter planen bare for en ganske kort bemærkning, men uventede forhindringer forsinker sagen, og Kristoffer må i dagevis forblive i rollen, forholde sig til firmaets personale og beskæftige sig med IT-emner, som han ikke fatter et muk af.

Skildringen af frustrationerne, ambitionerne og amorinerne i den lille virksomhed får »Direktøren For Det Hele« til at minde lidt om den britiske TV-serie »The Office«, og hist og her er resultatet virkelig vittigt. Men det er vanskeligt at more sig ret lang tid ad gangen, for filmen er fyldt med besynderlige klip, der driller blikket og svækker koncentrationen, og selv om den ikke formelt er en Dogmefilm, ser denne skæve og kantede komedie i høj grad sådan ud.

I sit filmarbejde har Lars von Trier jo behov for alskens regler, systemer og forbud, som gør tingene besværlige for ham selv og undertiden også for hans publikum, og til denne film har han opfundet det komplicerede begreb Automavision, der kort og forenklet betyder, at han ikke har fuld kontrol over, hvad filmens billeder viser eller ikke viser.

Selv taler han i den sammenhæng om »diverse parametres randomisering« - når man formulerer sig sådan, bør man måske slet ikke lave komedier? - mens man på jævnt dansk kan konstatere, at princippet resulterer i bevidst flimrende, grimme og ufokuserede billeder og en stil, der ligner noget så paradoksalt som nøje gennemtænkt sjusk. Teoretisk er det muligvis interessant, men i praksis må man sige, at »Direktøren For Det Hele« næppe var blevet mindre underholdende eller vedkommende, hvis den havde været lavet lidt mere konventionelt - og lidt mere publikumvenligt.

Hvormed ikke er påstået, at denne underlige film er blottet for kvaliteter. Jens Albinus former et skarpt portræt af en selvoptaget skuespiller og får flot modspil af Peter Gantzler som glattunget hykler, Mia Lyhne og Louise Mieritz er enormt søde som IT-ansatte, og Iben Hjejle og Sofie Gråbøl lyser kraftigt op som et par stærke, kloge og attraktive aktører i det spegede spil, der får islandske Finnur til at erklære sin dybe lede ved den danske »sødsuppesentimentalitet« og dermed gør ham til en slægtning til Ernst-Hugo Järegårds figur i TV-serien »Riget«.

Altså fornemme præstationer og også eminente enkeltscener, for eksempel da Iben Hjejle forfører Jens Albinus på hans skrivebord i den tro, at han er bøsse og bør omvendes. Men ægte lystighed og frodigt overskud er der ikke meget af i Lars von Triers pilgrimsfærd ud i pinligheden, og der er noget umorsomt masochistisk ved en visuelt visionær instruktør, som kan lave fantastiske billeder, men her har valgt at gøre dem så provokerende ubehjælpsomme som muligt.

Hist og her kommenterer Lars von Trier selv sin film på lydsporet og belærer os koket om, at den kun er harmløs hygge, og at man bare kan glemme den, hvis man har lyst. Man fristes til at tage ham på ordet, men vil nok alligevel huske »Direktøren For Det Hele« som en ganske lille film af en meget stor instruktør.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse