»Jeg er aldrig blevet voksen«

Erik Clausen er tilbage med sin tolvte spillefilm, hvor han selvfølgelig selv spiller hovedrollen.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Erik Clausen tager imod i Clausen Films lokaler - en stuelejlighed med udsigt til Enghave Plads på Vesterbro. Der er kaffe på kanden og basser i bagerposen, for vi skal tale om Clausens tolvte spillefilm »Ledsaget udgang«, der har premiere i morgen.

En rigtig `Clausen-film' med instruktøren og gøgleren selv i hovedrollen som den småkriminelle Vesterbro-rod John, der får bevilget ledsaget udgang for at være med til sin søns bryllup. Med som oppasser har han en tilsyneladende naiv og enfoldig jysk fængselsbetjent (spillet af Jesper Asholt). Og så kan modsætningerne ellers mødes på Vesterbro, hvor filmen er optaget.

»Ledsaget udgang« skal vi nok vende tilbage til, men intervieweren har udtænkt en plan, så han bare nogenlunde kan styre den 64-årige Erik Clausens uafbrudte talestrøm. På den bærbare computer har han fire fotografier, som han viser til Clausen ét efter ét.

Gøgler

Første billede er allerede på skærmen, og det tager ikke Clausen mange øjeblikke at reagere:

»Det er Den Hvide Klovn, som i gøglerkunsten og comedia del arte repræsenterer det fine, det rige og det uddannede. Men han kan ikke optræde alene, han skal have en modpol. Så til Den Hvide Klovn hører Dummepeter. Og når Den Hvide Klovn ydmyger Dummepeter, ryger al vores sympati over på den svages side, fordi vi mennesker - uanset partitilhørsforhold - dybest set er meget sociale,« begynder Erik Clausen.

»Det er en tradition, som Leif Sylvester Petersen og jeg arbejdede meget i, da vi lavede »Clausen og Petersen«. Jeg var den smarte udnytter, Den Hvide Klovn med den slikkede frisure, og han var drengen fra stenbroen, der skulle lave alt det hårde arbejde.«

Betragter du stadig dig selv som gøgler?

»Gøgler er et lavstatusnavn, og det har sin fordel, for filminstruktør er jo et rigtig fornemt navn, som har kulturel fernis på sig. Jeg har aldrig kunnet finde mig til rette med de værdinormer, som findes i et borgerligt samfund, så jeg synes, at ordet gøgler stadigvæk er godt, for gøgleren kan lave alting om til en attraktion. Dansk kulturliv er så sammenbidt og humorforladt, at det er skønt at have foden langt inde i finkulturen og lave både opera, maleriudstillinger og film og så stadigvæk kalde sig gøgler.«

Kim Larsen

Det næste billede popper op på interviewerens computerskærm.

»Der har vi jo K. Larsen min gamle legekammerat, som har lavet en pragtfuld titelsang til min nye film. Når jeg ser det billede, ser jeg en mand med en stærk udstråling, og jeg får lyst til at lave noget mere sammen med Kim.

et fantastiske ved ham er, at man selvfølgelig kan måle hans succes, i alle de plader han sælger, men hvis man sætter nogle ikke-målbare værdier op så prøv at forestille dig, hvilket skib lastet med containere fyldt med næstekærlighed og glæde, Kim Larsen har sat i søen,« siger Erik Clausen og fortsætter:

»Kim Larsen og jeg har mange ting til fælles. Vi er for eksempel aldrig blevet voksne. Når jeg vågner om morgenen, føler jeg mig som en glad dreng, der skal ud og lege og helst lave lidt ballade. Men når jeg kommer forbi spejlet, ser jeg en gråsprængt herre, der vejer lidt for meget og ser lidt træt ud.«

Carl Nielsen

Intervieweren finder det tredje billede frem.

Hvem har vi så hér?

»Det er et fantastisk billede. Der har vi Carl Nielsen fra Fyn - et af mine store forbilleder. Sammen med Jeppe Aakjær har han været med til at ændre danskernes mentalitet. Carl Nielsen var så stor en kunstner, at han ikke var bange for at være banal. Han er påén gang med i modernismens gennembrud, skriver store symfonier samtidig med, at han skriver hit og folkelige sange. Hans største hit er vel nok melodien til »Jens Vejmand«, hvor Jeppe Aakjær flytter fokus fra kongehuset hen til Jens Vejmand. Når vi har sunget Jeppe Aakjærs sang til Carl Nielsens melodi, har vi oplevet begrebet solidaritet.«

Du har også lavet en film om Carl Nielsen, »Min fynske barndom«, hvor du ikke selv spiller med - det er en sjældenhed i en Clausen-film?

»Jeg tænker ikke så meget over det. Jeg elsker at optræde og har et one-man-show, som jeg rejser rundt i foreningerne med. Men jeg har lavet flere film, hvor jeg ikke selv spiller med, og jeg har også skrevet manuskripter til andre.«

Men man kommer ikke uden om, at en Clausen-film er en film med Erik Clausen i hovedrollen?

»I filmens barndom så borgerskabet ned på filmen. Til gengæld følte gøglerne, de intellektuelle og i øvrigt mange jøder sig tiltrukket af filmen. Så der opstår en hel tradition, som begynder med Chaplin, hvor de forlænger deres sceneshow og bruger filmen til at fortælle nogle andre historier. Herhjemme er det mig og til dels Helle Ryslinge. I Italien er det Benigni og Moretti, og i USA har du blandt andre Mel Brooks og Woody Allen.«

Men hvor meget gentager du dig selv, når du laver film?

»Jamen, jeg har da allerede lavet en Clausen-tradition, hvor jeg blander alvor og humor, og der vil du nok genkende nogle ting, selv om jeg spillede overlæge eller højesteretssagfører. Det handler om at kunne sige noget urimeligt med en vis charme og kækhed, så det bliver spiseligt.«

John fra Vesterbro

Fjerde og sidste billede findes frem.

Her ser vi John, hovedpersonen i din nye film, hvad er han for en person?

»Han er en anakronisme, en mand der aldrig er blevet voksen. Han har ikke taget den nye tid og liberalismens kynisme til sig, men løber stadigvæk rundt i læderjakke og Elvis Presley-frisure, selv om han er over 50 år gammel. Han er en lille småkriminel. Du kan sammenligne ham med den lille købmand over for de store koncerner, som æder alting,« siger Clausen.

»Men først og fremmest er han en fri mand. Når han går ned ad gaden, er det som en sømand, han går, som om han ejer hele gaden - og det gør han også i sit eget billede. Der findes tusindvis af den slags mænd, som har en indre frihedstrang, og som ofte søger job, hvor man bevæger sig: chauffører, stilladsarbejdere, bygningsarbejdere.

Kan du godt li' disse John-typer?

Jeg føler et slægtskab med dem. Når jeg ser bokseren Mikkel Kessler, tænker jeg, at det er ligesom mig; når jeg ser stilladsarbejderne på gaden, tænker jeg: `gu' ved om man skulle smide sit kort til fitness-centret væk og tage hyre som stilladsarbejder et stykke tid'. De har det skide sjovt, og så skulle man nok komme i form. Hvis ikke jeg kunne lave film, tror jeg godt, jeg kunne se mig selv som eksempelvis lastbilchauffør.«

Men er de her typer trængt?

»Nej. De finder hele tiden en måde at klare sig på. Det, der interesserer mig, er, at denne her frie måde at spadsere igennem livet på ... at de ikke reduceres til funktionærer.«

Så John skal nok klare sig?

»Ja. Om ikke andet kan han da gå ind og se en Clausen-film.«